Fra januar 1945 var der payback time på østfronten. Erindringen om de bestialske og menneskeforagtende handlinger, som ikke blot det nazityske Waffen-SS, men også værnemagtens soldater fra 1941 til 1944 havde udsat millioner af civile østeuropæere for, havde soldaterne i den Røde Hær med sig i deres bagage, da gik ind i Tyskland.

Efter at de sovjetiske soldater overskred grænsen til den østligste tyske provins, Østpreussen, skete der ting og sager, som læserne her skal spares for. Det var kvinder, børn og ældre mennesker - civile - det gik ud over, og der var sjældent pardon. Kom man som tysker til at stå ansigt til ansigt med en russisk soldat, slap man sjældent levende fra det. Var man kvinde, var der nogle ting, der skulle klares først, ikke blot én gang, men ofte op til 20-25 gange.

Millioner af tyskere fra Østpreussen og senere også fra Pommern tog flugten i vild panik gennem iskolde landskaber på ned til 25 minusgrader. Mange endte med at blive spærret inde i lommer og måtte tage flugten over isen til smalle landtanger for at kommer i sikkerhed mod vest.

Formidlingsserie
John V. Jensen er museumsinspektør ved Vardemuseerne. Et hans forskningsområder er de tyske flygtninge, der kom til Danmark i Anden Verdenskrigs sidste måneder i 1945. Under Vardemuseerne hører flygtningelejren i Oksbøl, der - da den var størst - husede 35.000 af de cirka 250.000 primært østtyske flygtninge, der kom Danmark i første halvår 1945.

John V. Jensen er forfatter til bogen Tyskere på flugt, der af Aarhus Universitetsforlag er udsendt i den fine bogserie 100 danmarkshistorier. Emnerne i serien er mangfoldige: Sædelighedsfejden i 1880erne, Genforeningen i 1920 og oliekrisen i 1973 er blot nogle af de øvrige temaer. Bøgerne er skrevet af faghistorikere og på en lettilgængelig og indbydende måde. Der skal udkomme en bog hver måned i en årrække. Det er et fremragende initiativ.

Øjenvidneskildringer
Forfatteren indleder bogen med øjenvidneskildringer fra flugten i de to tidligere tyske provinser, der efter 1945 blev frakendt Tyskland og siden har været primært polsk og en lille del russisk territorium.

Bogen Tyskere på flugt handler om den kvarte million østtyske flygtninges møde med danskerne. I begyndelsen af februar 1945 modtog den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark, Werner Best, en ordre fra Hitlers kancelli om, at de civile tyske flygtninge “forbigående må føres fra rigets østområder og indkvarteres i riget og i Danmark”. Det besatte Danmark havde at tage imod en kvart million tyskere og indkvarterer dem blandt en befolkning på blot fire millioner danskere. I Sønderjylland blev en halv snes tusinde indkvarteret privat, primært hos medlemmer af det tyske mindretal, i resten af Danmark blev flygtningene anbragt i lejre. Indtil befrielsen den 4. maj var flygtningene besættelsesmagtens anliggende - men derefter var det Danmark, der stod med problemerne. Og de var mange - både af fysisk og mental karakter.

En kvart million tyskere skulle huses og bespises. Og hvordan føltes det så som dansker at skulle huse flygtninge fra det land, der i april 1940 havde sendt soldater, som ikke var inviteret? For helt at kunne sætte sig ind i dette skal man nok have levet i den pågældende periode.

Kontroversielt
Blandt de tyske flygtninge var mange helt uskyldige, der blot havde været børn, da det nazistiske terrorregime blev stemt til magten i 1933. Men der var også tyskere, der var overbeviste nazister, og tyskere, der klagede over forholdene i Danmark, mens de knap seks år tidligere uden at gø havde set til, at Tyskland overfaldt det uskyldige Polen fuldstændig kynisk og senere spredte nød, død og elendighed til andre europæiske lande.

I Danmark har temaet om de tyske flygtninge været kontroversielt. En til tider voldsom debat brød ud, da lægen og historikeren Kirsten Lylloff i 1999 i artiklen Kan lægeløftet gradbøjes? indikerede, at de danske læger havde brudt deres lægeløfte ved ikke at yde tilstrækkelig hjælp til de tyske flygtninge med det resultat, at der var en ekstraordinær - altså unødvendig - stor dødelighed blandt flygtningebørnene. Artiklen blev fulgt op med ph.d.-afhandlingen Barn eller fjende i 2005.

En misforståelse
I marts 1945 tilkendegav Den Danske Lægeforening, at “danske læger ville hjælpe med at behandle akutte og farlige tilfælde af sygdomme blandt de østtyske flygtninge indtil den 25. marts. Men ikke længere”.

Med til historien hører, at hævndrab og henrettelser af danske modstandsfolk i februar og marts havde kostet seks danske læger livet. John V. Jensen konkluderer derfor: “At modstandsbevægelsen og Den Danske Lægeforening afviste at yde lægehjælp til de tyske flygtninge, når tyskerne myrdede eller stod bag mordene på medlemmer og kolleger, var forståeligt”.

John V. Jensen giver Kirsten Lylloffs arbejder følgende skudsmål: “Polemisk scorede værkerne højt, men det gik ud over nuancerne til for eksempel lægerne og modstandskampens betydning”.

Det centrale spørgsmål er dog, om overdødeligheden blandt de tyske spædbørn i den efterfølgende periode skyldtes manglende behandling eller var konsekvenserne af en strabadserende flugt, hvor sult og kulde gav anledning til alvorlige sygdomme. Her taler vi om perioden, efter at den tyske besættelsesmagt var ude af Danmark.

Men det er en misforståelse, at de danske myndigheder skulle være ligeglade med, om de tyske flygtninge døde, fastslår John V. Jensen: “De danske myndigheder havde stor interesse i vaccinationsprogrammer og kontrol med epidemiske sygdomme, der jo let kunne passere pigtråden og sprede sig til det danske samfund”.

Og ja, pigtråd! Flygtningene blev anbragt i lejre bag pigtråd og danske og tyske flygtninge fik forbud mod at omgås hinanden, medmindre det var strengt nødvendigt. Fraternisering blev anset som en social trussel mod det danske samfund og kunne give op til tre ugers hæfte. Behandlingen af flygtningene skulle være human, men gæstfriheden ikke for stor, som lederen af flygtningeadministrationen Johannes Kjærbøl formulerede det.

Kalorieindtag
Forplejningen havde de tyske flygtninge næppe kunnet få ret meget bedre hjemme i Tyskland, hvor det daglige gennemsnitlige kalorieindtag i mange storbyer i det første efterkrigsår lå på 600. I Danmark fik flygtningene først 2000 kalorier pr. dag og fra januar 1946, blev det forhøjet til 2500. SHAEF, de allieredes styrkers hovedkvarter, mente ikke, at flygtningenes kalorieindtag skulle overstige 1800 pr. dag, men - som John V. Jensen illustrerer - så syntes de danske myndigheder, at dette tal var alt for lavt.

Forfatteren fremhæver, at flygtningene kostede den dansk “svimlende” 428,5 millioner kroner. I 1953 indgik Danmark en aftale med det nye Vesttyskland om en kompensation på 160 millioner kroner. For at nuancere billedet pointerer John V. Jensen dog, at lokalsamfundene ved flygtningelejrene også drog nytte ved en massiv efterspørgsel på blandt andet landbrugsprodukter og brændsel.

De sidste tyske flygtninge forlad Danmark i februar 1949.

Det er fin formidling og en afbalanceret beskrivelse, John V. Jensen leverer. Han belyser nøgternt det dilemma, som den danske regering og befolkningen kom til at stå i, da de tyske besættelsesmagt beordrede flygtningene til Danmark i februar 1945. Forfatteren forholder sig kritisk, men sagligt argumenterende, når han nærmer sig den polemik, der har været om emnet og holder tungen lige i munden. Det er her, man bør starte med at blive klogere på emnet. Bagest i bogen er forslag til videre læsning.