De fleste, der studerer, finder hurtigt ud af, at der er rigtig mange ting at holde styr på under studiet - og det gælder ikke mindst det faglige felt, som et studie kvalificerer til - eller i hvert fald er en indgang til.

I lighed med andre studerende bliver de studerende på læreruddannelsen introduceret til en masse fagbegreber, teorier, problemkomplekser osv., som man let kan løbe sur i. Underviserne er endvidere forskellige og omtaler også forskellige faglige forhold forskelligt, og for at gøre det endnu værre, så er der rigtig mange spørgsmål, som ikke har endegyldige svar, men som bare åbner for en ny skov af begreber, faglige værdidiskussioner og flere nye teorier.

Derfor er det at studere ofte forbundet med at føle sig fortabt i studiets faglige urskov. For de lærerstuderende er der dog hjælp på vej. Sten Larsen har skrevet en opslagsbog, hvor vigtige begreber og teorier forklares. Bogen Lærerfaglige begreber bærer den lovende undertitel Kom i gang og videre med studierne som hermed antyder, at bogen netop er en hjælp for de studerende, så de kan finde rundt i og måske ud af den faglige urskov.

I bogen er der 39 kapitler, som hver dækker et særligt begreb eller teoriområde. Der er et kapitel om ‘klasseledelse’ og et om ‘mobning’. Der er også et kapitel om ‘læringsteori’ og et om ‘pædagogisk filosofi’. Som man kan forstå er der stor spredning i, hvad kapitlerne dækker over. Fælles for alle kapitlerne er at de forsøger at indfange det særlige for et givet område.

Alle kapitler er bygget ens op. Først får man en kort skitsering og evt. definition på begrebet. Denne kan indeholde forskellige teoretiske perspektiver eller historiske udviklinger. Dernæst bliver begrebet og relationer til beslægtede begreber eller underinddelinger af et begreb illustreret med et grafisk udtryk, hvilket for det meste giver et fint overblik. I typisk Powerpoint-agtige illustrationer kan man se, hvordan forskellige didaktiske områder relaterer sig til hinanden. Hvilke er naboer, og hvilke står overfor hinanden.

Det tredje element af kapitler beskriver teorien eller begrebets anvendelighed i praksis. Hvordan fungerer det for læreren i den daglige praksis - og hvorfor er det vigtigt også at forstå praksis gennem faglige begreber? Kapitlerne afsluttes med en kort diskussion af, hvilke udfordringer der er forbundet med det specifikke begreb. Det kan handle om, at målstyringen udfordrer folkeskolens formål, eller hvordan relationsarbejdet kan være en udfordring for visse lærere og grundene hertil.

Sten Larsen kalder selv bogen for en opslagsbog, men den lægger sig alligevel genremæssigt et godt stykke fra andre opslagsværker ved det, at den overhovedet ikke tilstræber en leksikalsk stil. Larsen er som forfatter tydeligvis engageret i de stridigheder, der eksisterer inden for skoleverden om, hvordan man bedriver skole. Beskrivelserne er på ingen måder renset for normativitet. Tværtimod holder Larsen sig ikke tilbage for bedømmelser af særlige tiltag inden for skolepolitikken, ligesom han heller ikke holder sig tilbage for at kritisere navngivne forskere for at bidrage til at ødelægge skolen.

Det hedder eksempelvis om de sidste 20 års udvikling inden for skoleområdet: “[I] denne korte periode har vi i Danmark fået en relativ (ånds)fattig kompetenceskole.” (s.21). Citatet stammer fra kapitel 1: ’Almen dannelse og kompetencer, normativitet og evidens’, hvor relationerne mellem disse begreber diskuteres. Det er tydeligt, at Larsen tager stilling til fordel for et mere eller mindre klassisk dannelsesbegreb, hvor han lægger sig på linje med en række af læremålsstyringens kritikere.

I det hele taget står Folkeskolereformen og den medfølgende arbejdstidsaftale, der blev gennemtruffet af regeringen i konkurrencestatens ånd, temmelig meget for skud.

På området digitalisering i kapitel 6 og 32 om henholdsvis ‘Digitalisering i skolen’ og ‘Socialisering og medier’ bliver det også tydeligt, at Larsen går til det ud fra sine normative værdier og holdning. Han identificerer en række fundamentale udfordringer, der ligger i digitaliseringen, som ses i lyset af konkurrencestatens effektiviseringsstrategi. Derfor er det heller ikke så underligt, at det snarere Jesper Balslev, han trækker på end andre forskere, hvilket også får som konsekvens, at digitale medier i forhold til skolen primært forstås ud fra et policyniveau end fra et pædagogisk niveau.

I en diskussion af forsøgsfaget ‘teknologiforståelse’ gør han, med rette efter min opfattelse, gældende, at faget mere er redskabs- og kompetenceorienteret end det er dannelsesorienteret. Faget lader sig nemlig ikke restløs forstå på samme måde som en bestræbelse efter at digitalisere samfundet og herunder skolen.

I kapitlet om medier og socialisering lægges der temmelig meget vægt på eksempelvis Imran Rashid og centeret for digital sundhed, men det bliver ikke klart, hvorfor dette perspektiv vælges frem for en mere pædagogisk orienteret tilgang. Man kan her godt få den fornemmelse, at kilder vælges efter holdninger, snarere end efter forskningsmæssig tyngde eller pædagogisk relevans.

Begge disse eksempler viser både det åbenbare normative grundlag for Larsens fremstilling, men det viser også, at han ikke altid i fokuserer på det pædagogiske og didaktiske, men han lige så gerne vil diskutere på et samfundsmæssigt niveau. Dette er ikke noget problem i sig selv, men i det nævnte tilfælde kommer man til at mangle nogle nuancer i diskussionen af forholdet mellem digitale medier og undervisning.

Det er en rigtig god stifinderbog, Sten Larsen har skrevet. Han er meget tydelig i sin normative tilgang, og det betyder, at der er mange steder, hvor han lægger op til, at man kan diskutere hans holdninger, snarere end at få svar på et bestemt spørgsmål. At dette ikke altid vil hjælpe en studerende, der måske heller ikke altid vil forstå det mere eller mindre polemiske i fremstillingen, er nok på nogle måder en svaghed. Men det er også en styrke, da bogen i sin fremstilling virker meget mere frisk og veloplagt end den gængse opslagsbog.

Det at diskutere med en bog er heller ikke det værste man kan, når man skal finde vej gennem den faglige urskov som et videregående studie også er.