Set fra nutiden forekommer H.P. Hanssens argumenter for en deling af Slesvig efter sindelaget indlysende.

Sådan var situationen ikke, da “Genforeningens arkitekt” op til 1920 talte for den grænse, vi kender i dag. Mens repræsentanter fra Danevirke-bevægelsen og Flensborg-bevægelsen - der henholdsvis ville have grænsen ned til den gamle danske forsvarsvold og Flensborg by med til Danmark - talte til følelserne, talte H.P. Hanssen også til fornuften.

“Han ville ikke lægge spiren til nye krige”, skriver historikeren Hans Schultz Hansen i anden del af sit biografiske værk om den dansksindede sønderjyske politiker. Et andet sted i bogen hedder det: “Han ville lære af historien og sine egne erfaringer. Den onde cirkel med skiftevis undertrykkelse af den ene og den anden part i den dansk-tyske nationalitetskamp skulle brydes”.

H.P. Hanssen kan sidde oppe i sin himmel og være udmærket tilfreds med den rune, Hans Schultz Hansen her har ristet over ham - og det kan vi andre også.

Hans Schultz Hansens biografi Genforeningens arkitekt er en fortsættelse af De danske sønderjyders førstemand: H.P. Hanssen 1862-1914, som udkom i efteråret 2018. Fremstillingen er et portræt af en klog og fremsynet mand, som vi i grænselandet nok skylder mere, end vi aner i det daglige. Den fred og fordragelighed, vi har i det dansk-tyske grænseland i dag hviler på mange byggesten. 1920-grænsen er den sten, der ligger nederst, og som andre sten - blandt andet København-Bonn erklæringerne - hviler på. Og en stor del af æren for 1920-grænsen tilfalder H.P. Hanssen.

Han erkendte, at grænsen kun havde holdbarhed, hvis de, der virkelig ville være danske, blev en del af Danmark. Det nyttede ikke noget at lægge grænsen ret meget længere mod syd i forhold til den grænse, vi har i dag. Resultatet ville blot være, at der kom mange tyskere med om bord - og da de ikke ønskede at være en del af kongeriget, ville det blot kunne give ballade på et senere tidspunkt. Dette synspunkter skaffede også H.P. Hanssen fjender - hos dem der kæmpede for at få Danmark helt ned til Danevirke efter Første Verdenskrig, eller til Flensborg. H.P. Hanssen blev kaldt “forræder” og det, der var værre. Hans linje vandt, men han oplevede også den totale nedtur ved ikke at blive inviteret som hovedtaler ved genforeningsfesten på Dybbøl Banke den 11. juli 1922. Han blev “kørt ud på et sidespor”, som et af kapitlerne i Hans Schultz Hansens fremragende bog hedder.

Primært bygget på trykte kilder
Genforeningens arkitekt bygger primært på trykte kilder og eksisterende forskning, men vi skal 40 år tilbage i tiden for at finde en historisk fremstilling, hvor H.P. Hanssen havde en hovedrolle - nemlig Troels Finks trebindsværk Da Sønderjylland blev delt 1918-1920. Hans Schultz Hansen leverer med begge bind i biografien sine egne perspektiver på H.P. Hanssen og den tid, han var en del af.

Det bliver derfor ikke blot en skildring af H.P. Hanssens offentlige liv fra udbruddet på Første Verdenskrig frem til hans død i 1936. Det er også en kritisk afdækning af den til tider temmelig turbulente tid op til afstemningen i 1920 med en spændende skildring af blandt andet fredskonferencen i Versailles og grænsestriden med de dansksindede, der ikke delte H.P. Hanssens og Aabenraa-bevægelses synspunkt - nemlig at grænsen i vid udstrækning skulle følge den linje, historikeren H.V. Clausen allerede i 1901 havde trukket på landkortet baseret på grundige studier af de faktiske nationalitetsforhold.

Slog til på rette tid
Schultz Hansen dokumenterer, hvordan H.P. Hanssen smedede mens jernet var varmt - ved i efteråret 1918 at tage de rette kontakter i Berlin og til København, hvor han kunne fortælle sit… ja, i dag ville vi kaldet det: netværk, at mulighederne for en genforening var der nu.

Spændende er også bogens skildring af det kolossale praktiske arbejde, H.P. Hanssen som midlertidig minister for sønderjyske anliggender i den radikale Zahle-regering var med til at løse. Det kom som en bombe i både modstander-, men også vennekredse, da H.P. Hanssen indtrådte i en radikal regering. Den afdøde politiske historiker Tage Kaarsted skrev, at H.P. Hanssen ved at takke ja til ministerposten “begik sit livs store fejltagelse”, men som Hans Schultz Hansen bemærker:
“Kaarsteds vurdering begrænses af den synsvinkel, som var hans, og som han mestrede som få: Christiansborgperspektivet. Hans vurdering tog ikke højde for, at den midlertidige minister for sønderjyske anliggender skulle løse en historisk opgave. Genforeningen skulle finde sted her og nu”.

Sagen i første række
Når man læser Hans Schultz Hansens fremstilling af den måde, H.P. Hanssen gik til opgaven på tænker man uundgåeligt: Her var en mand, for hvem sagen kom i første række, mens taktik og tanken om eftermælet spillede en sekundær rolle - hvis nogen overhovedet. Hans Schultz Hansen gør netop meget ud af de praktiske opgave, H.P. Hanssen havde som midlertidig minister for en regering, som H.P. Hanssen som udgangspunkt ikke lå på linje med - han var venstremand. Forfatteren understreger dermed, at det var sagen, det drejede sig om for H.P. Hanssen.

Efter 1920 viede H.P. Hanssen sit liv til at være om det vundne. Han følte sig tilsidesat i årene 1920 til 1923 og udstrålede en vis bitterhed, som Hans Schultz Hansen ikke er blind overfor. Det blev til en kort periode på Christiansborg, og han nåede dermed at være medlem af tre parlamenter: Den preussiske Landdag og Rigsdagen i Berlin samt det danske Folketing, hvor han næsten bogstaveligt talt ikke kunne tåle lugten i bageriet: H.P. Hanssen havde bronkitis på sine ældre dage og kunne ikke tåle tobaksrøg.

Det gik som H.P. Hanssen havde anet. Det tyske pres på grænsen voksede i 1930erne, og her nåede den sønderjyske høvding at spille en vigtig rolle på flere fronter, før han døde. Han fik dermed aldrig den vished med i graven, at grænsen holdt - selv til det massive pres, der kom fra nazisterne i Slesvig-Holsten og internt fra det tyske mindretal.

Hans Schultz Hansens bog handler ikke blot om H.P. Hanssen, men i sagens også om genforening. Især den første halvdel er superspændende læsning, og det hænger især sammen med stoffets karakter. Processen op til og under genforeningen er fundamentalt spændende.

Det er et ypperligt værk, Hans Schultz hansen har begået, og det kommer til at stå i mange år.