Det ville nok være lige lovlig kækt at sammenligne Grænseforeningen med en afholdsforening, hvor der nu serveres øl og snaps til generalforsamlingerne.

Men hvis vi antager, at overdrivelse letter forståelsen, giver billedet alligevel mening. Grænseforeningen har gennemgået en kolossal forvandling i de 100 år, foreningen har eksisteret. Mens stærke kræfter ved foreningens grundlæggelse i november 1920 skelnede skarpt mellem dansk og tysk og hellere end gerne så, at grænsen blev rykket sydpå, helt ned til Danevirke (det gik på et tidspunkt så vidt, at det inden for foreningen ikke blev tolereret, hvis man var imod en grænse ved Danevirke), er der de seneste 15 år kommet andre boller på suppen.

Med Knud-Erik Therkelsen som ny generalsekretær og lidt senere den nu afdøde Finn Slumstrup som formand blev idegrundlaget radikalt omformuleret.

En ny fortælling
Nu er grænser blevet noget, vi ikke skal gemme os bag, og især de unge fra det danske mindretal i Sydslesvig bliver i Danmark - blandt andet gennem elevambassadør-ordningen - kørt frem offensivt og giver stemmer til en helt anden fortælling: At man sagtens kan have flere kulturer i sig, og at det faktisk som oftest kan være en fordel. Ja, man har lavet en kobling mellem unge sydslesvigere og unge danskere med en anden etnisk baggrund.

Målet er tolerance og multikulturalisme.

Udviklingen er gået fra en overvejende nationalkonservativ position til en position, hvor foreningen i den offentlige debat ofte har været en opponent til flere nationalkonservative debattører.

Historikeren Axel Johnsen, der er afdelingschef på Museum Sønderjylland, dokumenterer i sin fine og grundige bog Grænsen, folket og staten, at Grænseforeningen løbende i sine 100 år har indtaget nye positioner i forhold til de skiftende samfundsudviklinger, der har haft betydning for det dansk-tyske grænseland.

Dilemmaer
Bogen er stringent kronologisk opbygget og ikke tematisk, selv om den tematiske disposition også flere steder havde været en mulighed. Axel Johnsen dokumenterer nemlig meget fornemt, hvordan dilemmaer og problemstillinger har det med at gå igen i foreningens historie - og hvordan Grænseforeningen flere gange risikerede at blive fanget på det forkerte ben, når udviklinger tog nye drejninger.

Hvordan skulle Grænseforeningen for eksempel forholde sig, når et flertal af sydslesvigere efter 1945 satte næsen op efter en forening med Danmark? Dobbeltheden lå under overfladen i Grænseforeningen i perioden frem til 1945. En del af medlemmerne ville bevare 1920-grænsen. En anden del håbede på et tysk sammenbrud og en ny afgørelse af grænsespørgsmålet.

Folkelig bevidsthed
Med titlen Grænsen, folket, staten viser Axel Johnsen den udvikling, Grænseforeningen har været igennem. Først forsøgte foreningen at flytte grænsen længere sydpå. Senere gjaldt det om blot at sprede en dansk folkelig bevidsthed i Sydslesvig. Og da den danske regering i 1945 endegyldigt gav afkald på en indlemmelse af Sydslesvig, var det efterfølgende samtidig den danske stat, der økonomisk støttede de danske aktiviteter i området.

Ironisk nok har Grænseforeningen på mange måder sejret ad helvede til - som LO-bossen Thomas Nielsen sagde om den danske fagbevægelse i slutningen af 1970’erne. Grænsen er godt nok ikke blevet flyttet, som kræfter inden for Grænseforeningen havde som mål til at begynde med. Men ellers har man opnået det, man ville: At sikre og udbrede danskheden i Sydslesvig.

Mens foreningen har noteret en svimlende nedgang i medlemstallet fra 200.000 i midten af 1940erne til omkring 12.000 i 2019, har den handlet økonomisk klogt og investeret, så der løbende har været penge til foreningens aktiviteter, konkluderer Axel Johnsen.

På listefødder
I årtierne efter 1920 gik den danske stat på listefødder over for Tyskland - både i mellemkrigstiden, mens nazisterne var ved magten og i den rå efterkrigstid, hvor de nationale fronter mellem dansk og tysk var trukket skarpt op. Derfor blev de store beløb til det danske kulturfremstød syd for grænsen ikke fordelt direkte fra den danske stat, men gennem Grænseforeningen. Det var ikke så provokerende, hvis fordelingen skete gennem en stor dansk folkelig forening. Da bevillingen og fordelingen gradvist blev foretaget direkte, mistede Grænseforeningen dog en stor del betydning, og da Grænseforeningens store lotterier og indsamlinger gik i sig selv, gled foreningen ud i en større anonymitet.

Men det er klart - og det kommer man ikke udenom - at hvis ikke Grænseforeningen havde eksisteret, havde der næppe været noget dansk mindretal i Sydslesvig. Adskillige er de livsvigtige sydslesvigske kulturinstitutioner, som Grænseforeningen ikke blot har taget initiativet til, men også finansieret, længe før den danske stat tog over: Danske skoler, Flensborghus, Slesvighus, Dansk Centralbibliotek og det danske ungdomskollegium i Flensborg er blot nogle af eksemplerne.

Pengene er igennem flere årtier kommet ind gennem lotterier, indsamlinger og fundraising.

Kritisk distance
Bogen er et stykke historisk funderet forskning, Axel Johnsen har udført på direkte bestilling af Grænseforeningen. Bogen bærer dog hele vejen igennem præg af den nødvendige kritiske distance, en faghistoriker må og skal have. Forfatteren giver gerne plads til kritiske stemmer. Han er for eksempel ikke bleg for at konkludere, hvilke skiftende strategier og informations-offensiver der har været succeser eller svipsere i Grænseforeningenes forhold til både de politiske beslutningstagere i København og i forhold til den danske offentlighed.

Forfatteren går ind i flere rene tacklinger. Blot et eksempel: Mange husker de danske årsmøder i 2001, da Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti som parlamentarisk repræsentant for Danmark besøgte årsmøderne og blev omringet af demonstranter i det indre Flensborg. Hun følte sig truet og søgte sikkerhed i en forretning, indtil det tyske politi kunne bringe hende i sikkerhed. Ifølge avisen JydskeVestkysten afspillede demonstranterne en sang med linjen “kuglen er til dig”, og der blev - med Axel Johnsens formulering - viftet med “diabolske skilte”.

Allerede samme dag begyndte efterspillet. Nogle mente, at Pia Kjærsgaard selv havde været skyld i balladen. Andre sagde, at man fra Sydslesvigsk Vælgerforenings side burde have kaldt sine ungdomspolitikere til orden, da spændingerne blev udløst efter, at SSW-Ungdom havde mødt Pia Kjærsgaard på gaden med demonstrationer.

Fronterne var trukket op
Fronterne var trukket op, og ifølge Axel Johnsen undveg grænseforeningens daværende formand, Torben Rechendorff, sagens principielle kerne, nemlig om SSW-Ungdom og daværende SSW-landdagsmedlem Anke Spoorendonk var forpligtet til at vise en demokratisk valgt politiker respekt.

“I stedet for valgte han at desavouere DF-formanden (Pia Kjærsgaard). Til TV-Avisen udtalte han, at Pia Kjærsgaard ved at vælge en anden rute end resten af politikerdelegationen havde provokeret konfrontationen og nu forsøgte at slå politisk plat på situationen”.

Dette blot nævnt som ét af flere eksempler på, at Axel Johnsen ingenlunde er ukritisk over for de officielle repræsentanter for Grænseforeningen i sin bog.

Axel Johnsen har begået den første samlede fremstilling af Grænseforeningens historie grundigt og overbevisende.

En enkelt indvending er der dog, ikke mod forfatteren, men mod bogens eksterne grafiker, der på opslagene før hvert tema har placeret skrift på en urolig baggrund midt hen over fotografierne, så teksten bliver vanskelig at læse. Ikke helt til at forstå, at et velrenommeret forlag som Gyldendal er gået med til sådan noget.