Det lærende menneske - Seks tilgange til pædagogisk praksis er den lovende titel på en ny udgivelse redigeret af lektor ved University College Lillebælt. I bogen er der fremstillinger af seks forskellige tilgange til læring eller rettere til pædagogiske praksis. Ideen må være, at disse tilgange til pædagogisk praksis er særligt velegnede til at indkredse eller bestemme, hvad det lærende menneske er for en størrelse, eller hvad der gør mennesker lærende - måske ligefrem svare på spørgsmålet om, hvordan mennesker lærer noget.

De seks forskellige tilgange benævnes som at lære gennem:
- tænkning og erfaring
- konstruktioner
- narrativer
- æstetisk praksis
- eksistentielle valg
- deltagelse

Som man kan se af denne liste, er den langt fra udtømmende i forhold til det læringsteoretiske landskab, men er snarere et lille udvalg. Dette valg synes fornuftigt, hvis man gerne vil have en overskuelig bog, der ikke overvælder den nysgerrige med alt for meget, som også vil blive alt for meget at vælge mellem. Især når udgivelsen henvender sig til studerende på læreruddannelsen.

Når man så ser på udvælgelsen, forekommer den alt andet end logisk. Eksempelvis spiller forskellige former for konstruktivisme en stor rolle i moderne læringsteori, men hele dette felt dækkes af et bidrag om en meget og ikke særlig indflydelsesrig udgave af konstruktivismen, nemlig en udgave, hvori det slås fast, at konstruktivisme skal forstås individualistisk: “... den verden, der virker som konkret og virkelig, er vores egen individuelle konstruktion af mening.” (s.49) Det er nok de færreste, der tilslutter sig en konstruktivisme, der vil formulere den så solipsistisk, som det gøres her af Tina Bering Keiding og Hanne Balsby Thingholm.

Bogen bliver på meget fin vis indledt af redaktøren Peter Brodersen, der har begået en meget letlæst og fin introduktion til, hvori det pædagogiske anliggende består set fra et lærerperspektiv. Han gennemgår fint, hvilke didaktiske veje, læreren kan vælge imellem, og han peger meget instruktivt på, at det er lærerens didaktiske dømmekraft og fantasi, der er vejen til, at eleverne tilbydes veltilrettelagte deltagelsesmuligheder.

Ved at benytte en række didaktiske scripts kan læreren orkestrere elevernes deltagelse i undervisningsaktiviteter, der netop tager højde for såvel emne, situation og elevgruppe: “Med afsæt i scriptteori kan vi begrunde, at jo bredere et repertoire af undervisningsmønstre læreren gennemfører, og jo mere præcist han varierer og differentierer aktiviteter til givne emner, desto flere deltagelsesbaner og forventningsskemaer bliver der aktiveret hos eleverne, således at undervisningen som folkeskolens formål lyder, kan ’udvikle arbejdsmetoder og skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.’” (18)

Det er lærerens ansvar, at eleverne inviteres til deltagelse i undervisningen, så de indgår i en lærende udvikling, der (også) er bestemt af lærerens intentioner med undervisningen.

Bogen forsøger ifølge Brodersen at gå en anden vej end andre introduktioner til læringsteori. Den vil tage udgangspunkt i cases fra virkeligheden, som derefter vil blive analyseret ud fra forskellige læringsteoretiske begreber og skoler. Dette er en rigtig god intention, men desværre har forfatterne til de forskellige bidrag slet ikke samme opfattelse af, hvad en sådan case-baseret tilgang betyder. De cases, der inddrages, beskrives derfor meget forskellige - og det virker faktisk kun i de færreste tilfælde til, at casene har haft nogen nævneværdig indflydelse på den teoretiske gennemgang. Mest vellykket ift. inddragelse af case er Gerd Christensen og Merete Wibergs i deres beskrivelse af ‘tænkning og erfaring’, som introducerer til Dewey og Piaget.

I føromtalte artikel af Keiding og Thinghold kan man i casebeskrivelsen læse om, hvad enkelte elever har tænkt baseret på observationer, hvilket på denne anmelder forekommer en anelse mystisk. Andre beskriver ikke cases, men arbejder med beskrivelser ud fra tænkte eksempler - hvilket jo er det modsatte af cases - og desuden forekommer mange henvisninger til empiriske funderinger af teorierne temmelig konstruerede.

Men det er en oplagt god ide at basere en bog om læringsteori på analyser af cases ud fra forskellige tilgange. Måske skulle bidragene have forholdt sig til en og samme case, så de teoretiske forskelle i tilgange var blevet tydeligere.

De fleste bidrag fungerer på mange måde fint i sig selv, men jeg ved ikke, om bogen som helhed giver noget bud på, hvordan man forstår det lærende menneske. De fleste bidrag forholder sig til undervisning i grundskolen, hvilket ifølge Klaus Nielsen i bogens sidste bidrag er typisk for læringsteori. Han gør opmærksom på at det meste teori om læring dybest set er teori om undervisning i en stærk skolecentristisk forståelse. Dette bliver for så vidt også en kritik af hele udgivelsen ‘Det lærende menneske’.

Klaus Nielsen eget bidrag forholder sig til situeret læring og anerkendelse i traditionen fra Axel Honneth, og han beskriver meget fint, hvordan man med udgangspunkt i Honneth kan beskrive en anerkendelsens dialektik, der er fundamental for forståelse af såvel læring som kulturel reproduktion i det hele taget.

Opsamlende kan man sige, at det er en udmærket udgivelse, som lærerstuderende nok kan få noget ud af. Men bogens prioriteringer i forhold til det aktuelle læringsteoretiske felt forekommer besynderligt. Ambitionen om at gøre bidragene casebaserede er kun delvist lykkedes, og bogens titel virker mere ambitiøs end indfrielsen kan godtgøre.