Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Filosofi i skolen. Undervisningens undringsrum. / Louise Nabe-Nielsen / 220 sider
. ISBN 9788741272900
Anmeldt 12/12 2019, 17:05 af Ove Christensen

Undringsrum


Undringsrum

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Skolens dannelsesopgaver består blandt andet i at understøtte børns forståelse af sig selv i relation til omverden. I traditionen tilbage fra von Humboldt kan man sige, at det handler om en dynamisk og vedvarende vekselvirkning mellem den enkelte og den verden, den enkelte er den del af.

Dannelse handler om at blive sig selv som i en proces af tilblivelse. For at denne proces skal lykkes skal verden som forståelse åbnes for eleven, og eleven skal åbne sig for verden og til stadighed forstå sig selv i samspil med omgivelserne. At blive sig selv kræver at blive til i et fællesskab og i en verden.

Spørgsmålet er så, om skolen gennem fagene i deres nuværende form bidrager tilstrækkeligt til denne opgave? Om man i skolen har tilstrækkelig opmærksomhed på, hvordan eleverne udvikler sig i denne gensidig vekselvirkningsproces? Det mener Louise Nabe-Nielsen tydeligvis ikke. Hun har netop udgivet bogen Filosofi i skolen, hvor hun argumenterer for, at filosofi med børn burde prioriteres højere i skolen - enten i de eksisterende fag eller som et selvstændigt fag. Som hun argumenterer, så er der fordele ved, at man arbejder med filosofi med børn i fagene, da filosofi ikke er et særligt emne, men en måde at forholde sig til børns egne erfaringer og deres forståelse for omverden. Omvendt så risikerer filosofi med børn at drukne i fagenes målorientering, hvis filosofi med børn integreres i de nuværende fag. Når man har læst bogen, er man dog ikke i tvivl om, at Nabe-Nielsen foretrækker et selvstændigt fag. Og denne anmelder er fuldstændig overbevist af det materiale og de refleksioner, Nabe-Nielsen fremlægger i bogen.

Bogens undertitel er: Undervisningens rum for undren, hvilket meget godt fanger bogens overordnede budskab, nemlig det at der er behov for at arbejde med at fastholde og udvikle børns undren i forhold til en lang række forhold, man kan kalde filosofiske. Filosofi med børn i bogens betydning handler om at skabe rum for, at børn kan give udtryk for deres undren i forhold til alle livets spørgsmål. Hvad er et menneske, hvad er et jeg, hvad er venskab, hvad betyder natur osv.? Det afgørende er, at denne undren udspringer af og hele tiden forbindes til børnenes egen livsverden, deres erfaringer og erfaringsverden. Der skal være tale om autentisk undren. Dette er det fænomenologiske rum, som det hedder.

Børnenes undren (det fænomenologiske) danner udgangspunkt for en hermeneutisk undersøgelse af børnenes erfaringer, hvorved man bevæger sig ind i det almene. Når børnene giver udtryk for, hvad en god ven er, kan man begynde at undersøge, hvad venskab betyder som alment fænomen. Her gælder det ligesom i den fænomenologiske dimension, at det foregår gennem børnenes tankemæssige arbejde - deres refleksioner, selvom refleksioner ikke er et begreb, Nabe-Nielsen bruger i bogen.

Filosofi med børn handler ikke om at introducere børn til filosofi. Det er ikke filosofi for børn, men med børn. Alle kan filosofere, og det sker netop i en pendlen mellem et erfaringsniveau og et niveau for hermeneutisk undersøgelse med udgangspunktet i en undren. Dermed opstår der en forståelse for, hvad det undersøgte emne betyder - i hvert fald for øjeblikket, for filosofiske undersøgelser er pr. definition aldrig færdige. De har ikke absolutte slutpunkter eller udløbsdatoer, men er netop nogle, man hele tiden kan vende tilbage til.

Dermed er der en stor forskel mellem det videnskabelige område og det filosofiske, hævder Nabe-Nielsen. Jeg vil dog mene, at hun trækker denne linje lidt for hårdt op. Også videnskaben er netop hele tiden i bevægelse, og de fleste videnskabsfolk anerkender, at deres fund og teorier er foreløbige. Men forskellen mellem erkendelsesinteressen er dog rigtig formuleret efter min mening. I videnskaben forsøger man at forklare verden så godt som muligt, mens man i filosofien forsøger at forstå verden. – Og der henvises da også til denne skelnen fra Dilthey i bogen.

Det er vigtigt for Nabe-Nielsen, at det i filosofi med børn ikke handler om at blive stående ved børns umiddelbare forståelser. “Den filosofiske indhold er ikke et subjektivt indhold, som kun befinder sig i det enkelte barn, og heller ikke et objektivt indhold, som findes uafhængigt af det enkelte barn. Der er tværtimod tale om et indhold, som er knyttet til børnenes væren i verden.” (s.97)

Hun insisterer på, at der er tale om undervisning. Den voksne har en rolle, som skal sikre, at processen forløber inden for nogle rammer, der skal udvikle børnenes undren og fælles undersøgelse gennem et program i 9 punkter. Dermed sikres, at samtalerne holder fast ved både det fænomenologiske og det hermeneutiske niveau. Det er også underviserens/lærerens opgave at bidrage med såkaldte ‘tankevækkere’, der kan nære børnenes undren. Disse tankevækkere kan være æstetiske produkter, som igangsætter en undren hos børnene, og de kan være filosofiske udtryk, der kan bidrage til undringsprocessen og skærpe børnenes filosofiske arbejde.

Der er mange gode og praktiske anvisninger til, hvordan man i skolen (og børnehaven) kan bedrive filosofi med børn. Bogen afsluttes med et appendiks med gode øvelser, så den enkelte lærer kan gå i gang. Meget praktisk og anvendeligt.

I bogen fremlægger Nabe-Nielsen den særlige forståelse af filosofi med børn, som hun har udviklet i god sammenhæng med en dansk pædagogisk tradition, der hverken pædagogiserer eller moraliserer. Hun trækker nogle andre (udenlandske) traditioner frem, og bruger blandt andet disse som modstillinger. Dette behandles dog meget overfladisk, og man får ikke rigtig fornemmelse af, hvorfor de skal kritiseres. Jeg kunne godt tænke mig en lidt mere fyldig redegørelse for de traditioner, der nævnes som eksempelvis ‘den logisk-pragmatiske’, ‘den dialogisk-narrative’ og ‘den kulturorienterede’.

Dette falder (åbenbart) uden for bogens ramme, hvilket også er fint nok for den, der gerne vil praktisere filosofi med børn og derfor har brug for en grundig rammebeskrivelse (teorien bag), begrundelser for praksisser og fremstilling af helt konkrete og brugbare øvelser.

Og dette indfrier bogen, som er meget anbefalelsesværdig for alle, der har interesse i filosofi med børn. Det kan desuden kun gå for langsomt med at gøre dette til fag obligatorisk i grundskolen, så skolen bidrager til børnenes undren i stedet for at kvæle den i jagten på korrekte svar.

838
Forrige anmeldelse
« At analysere med Gilles Deleuze... «
Næste anmeldelse
» Det lærende menneske. »