Samfundslitteratur har startet en ny skriftserie - Umulige tænkere — som er (relativt) letlæste introduktioner til komplekse teoretikere. Seriens titel leder nok en hen mod det svære, det uforståelige, det uigennemtrængelige, men for Gilles Deleuze kan man også i stedet læse betegnelsen anderledes — at tænke det umulige. En notorisk begrebsdanner, både alene og sammen med Felix Guattari, kendes Deleuze nok primært for hovedværket Tusind plateauer. Dette bagholdsangreb på kapitalismen flyder over med neologismer som rhizomer, krigsmaskiner, begærproduktion, strata, Legemet uden Organer, nomader, og mange flere. Mange, mange flere.

John Benedicto Krejsler har nu begået en bog, som søger at skabe overblik over den frodige underskov, som er Deleuzes forfatterskab. Det er der gode grunde til, for det første fordi Deleuzes værker til tider kan “fremtræde dunkle og svært tilgængelige”, som Krejsler skriver. For det andet fordi Deleuze er en vital tænker, som har inspireret mange andre centrale kritikere og kritiske strømninger, lige fra Michael Hardt og Antonio Negris politiske kritik, Rosi Braidottis posthumanisme, Brian Massumis affekt-politologi, Jussi Parikkas mediearkæologi, Claire Colebrooks økokritik, Nigel Thrifts bystudier, blandt mange andre. Man kan lidt provokatorisk sige, at hvis man ikke forstår Deleuze, forstår man ikke kritisk teori i det 21. århundrede. Deleuzes begreber og tænkning har spredt sig rhizomatisk ud i stort set alle human- og samfundsvidenskabelige felter. Krejslers bog er dermed velkommen.

Bogen starter med at kortlægge den videnskabsteoretiske og filosofiske baggrund, som Deleuze bevæger sig indenfor og forholder sig til. Det er trekløveret Henri Bergson, Friedrich Nietzsche, og Baruch Spinoza, som alle er de minoritetstænkere, som Deleuze videreudvikler. Bergson giver Deleuze tilblivelse som verdens substans, Nietzsche bidrager med andethedens potentiale, og Spinoza med glæde som nyskabelse. Alt ny tilblivelse indeholder potentialet for glæde, hvorfor filosofiens vigtigste formål er at tænke det nye og det umulige.

Det vigtigste kapitel er ‘værktøjskassen’. Her udfolder Krejsler Deleuzes (og Guattari) vigtigste begreber i kort og præcis form. Der er for mange til, at det giver mening at oprulle dem her, men de fleste af Deleuzes begreber ligger i spændingen mellem territorialisering, deterritorialisering, og genterritorialisering. Denne bevægelse tegner magtens bevægelse gennem kraft og igen hen i magt, som en bestemt form. Murstenen er Krejslers glimrende eksempel på magt. Murstenen bygger mure og afgrænser territorier. Disse mure og territorier kan dog udfordres gennem den kraft murstenen har som våben. Grib murstenen, smadr muren. Men mon ikke man bagefter bygger en ny mur? Således sammentrækkes kraft igennem magt, for potentielt at blive udløst igen som kraft.

I det analytiske kapitel ses denne bevægelse udfoldet. Krejsler påviser, hvordan et nyt subjekt er vokset frem; ’kompetencenomaden’ som ikke er en identitet, men en tilpasningstrategi. Krejsler påpeger at dette er en måde at omgå statisk identitetsfastholdelse, men samtidigt har nyliberale kræfter også overtaget kompetencenomadens tilblivelse, så vi alle skal være fleksible og omstillingsparate til at møde nye udfordringer (vi har ikke længere ’problemer’). Samfundet bevæger sig ikke frem og tilbage, men danner konstant nye lag og segmenteringer.

Som introduktion til Deleuzes tænkning er Krejslers bog ambitiøs og forventer trods alt en del af sin læser. Ikke så letlæselig, at bachelorstuderende nødvendigvis kan følge med, men meget velegnet til kandidatstuderende. Krejsler ser primært Deleuze som aktivisttænker. En politisk filosof med hang til det systemkritiske. Det er næppe forkert, men andre læsere og skribenter ville måske finde en anden Deleuze. Den etiske filosof, for hvem balancen mellem opbygning og nedbrydning er vores vigtigste pejlemærker. En tilblivelsesfilosof, for hvem forandringer er verdens grundstof. Dette understreger blot Deleuzes kongstanke — forskelligheden er altid forskellig, også fra sig selv.