“Genforeningen” kalder man især fra dansk side og fra de dansksindede sønderjyders side den historiske begivenhed, at Nordslesvig - eller Sønderjylland - efter en afstemning blev lagt sammen med det danske kongerige.

Andre kalder begivenheden for Slesvigs deling og for både det tyske mindretal nord for grænsen og det danske syd for grænsen er det vanskeligt med samme følelser som flertallet af danskere at kunne fejre begivenheden i 1920. For begge mindretal betød afstemningen i 1920, at de - skulle det vise sig - blev endeligt adskilt fra deres moderlande.

Historikeren Simon Kratholm Ankjærgaard har sammen med journalisten Ole Sønnichsen - op til det store jubilæumsår i 2020 - udsendt den første store danske bog om genforeningen i 1920: Genforeningen 1920 - da Danmark blev samlet.

Bogen gennemgår de dramatiske begivenheder og interne kampe, der førte frem til Sønderjyllands forening med Danmark. På dansk side man var ingenlunde enige om, hvordan det hele skulle gribes an. Nogle kæmpede for en afstemning i Nordslesvig, fordi de mente, det var håbløst at tage et stort antal tysksindede i Flensborg og Mellemslesvig med ind i en dansk stat. Andre ville have Flensborg med, og en tredje gruppe ville have hele området ned til Danevirke med i en folkeafstemning.

Et internt stridspunkt
Forberedelserne til 1920-afstemningerne fik store indenrigspolitiske konsekvenser, der i virkeligheden kulminerende efter afstemningerne - nemlig med påskekrisen i 1920, hvor det var Flensborg og Mellemslesvig, der kom til at være stridspunktet mellem Venstre og det konservative Folkeparti på den en side samt Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre på den anden side. Groft sagt mente de to førstnævnte partier, at man ikke skulle opgive Flensborg-området, mens de to sidstnævnte - der på det tidspunkt havde flertallet i Folketinget - mente, Danmark skulle skyde en hvid pil efter det.

Det var alligevel blevet tysk, og risikoen ved, at det blev forenet med Danmark, ville være et fremtidigt tysk grænserevisionskrav, lød ræsonnementet.

Kong Christian den Tiende afskedigede - med moralsk støtte fra toneangivende danske erhvervsfolk og borgerlige politikere - den daværende Zahle-regering (opkaldt efter den radikale statsminister Carl Theodor Zahle) med det stille håb om, at det kunne udløse et folketingsvalg med et flertal for at indlemme Flensborg i Danmark.

Det var et år med miskmask af politisk spil, forskellige dagsordener og nye udviklinger internt i Danmark, der ved forhandlingerne i Versailles havde den bedste ven i Frankrig, som jo selv ønskede Elsass-Lothringen (nu Alsace-Lorraine) tilbage fra Tyskland. Den danske regering fik i princippet hele området ned til Danevirke serveret af det internationale samfund (det vil sige vinderne i Versail­les), men var ikke vild med at få alt for mange tysksindede inden for landets grænser, da det blot ville kunne medføre problemer senere hen - lød argumentet fra det politiske flertal i København.

Datidens lobbyister
Det var de nationalkonservative naturligvis ikke begejstrede for. Bogen skildrer ret fornemt det spil, der foregik op til og i Versailles, hvor der både var en dansk officielt repræsentation og så folk fra Dannevirkebevægelsen, der var lobbyister og forsøgte at få deres ideer igennem sideløbende. Man kan næsten sammenligne det med dagens internationale konferencer, hvor der både er det officielle spor og NGO-sporet, hvor ikke-statslige organisationer presser på for at få deres enkeltkrav med i slutdokumentet.

En af lobbyisterne var her Ionas Collin (1877-1938) - ikke at forveksle med oldefaren, der havde samme navn. Forfatterne kalder Collin »ultrakonservativ og stærk nationalistisk« - et ordvalg, som man også finder på blandt andet Grænseforeningens hjemmeside. Spørgsmålet er, om man ikke skal være lidt mere forsigtig med den slags stærke og meget værdiladede ord, der ofte synes at være formuleret i en nutidig kontekst. Man kunne for eksempel nøjes med at lade datidens kilder komme til orde. Styrken ved denne bog er den måde, forfatterne nøje skitserer forløbet fra freden efter Første Verdenskrig til og med de to afstemninger i første zone (Nordslesvig) den 10. februar 1920 og i anden zone (Mellemslesvig) den 14. marts 1920. Et til tider meget kompliceret forløb skildres i et let tilgængeligt sprog og en overskuelig disposition.

Det bedste fra de to fag
Forfatterne har taget det bedste fra journalistikken og det bedste fra historiefaget. Det gælder for eksempel journalistikkens fortællemetoder: En masse personer har hele tiden noget på spil - lige fra nordslesvigernes frontfigur og Aabenraa-bevægelsens H.P. Hanssen over mellemslesvigernes og Flensborg-bevægelsens talsmand Andreas Grau til en mindre kendt Lorenz Jepsen fra Valsbøl i Sydslesvig. Denne Lorenz Jepsen er i bogen et eksempel på det, man i journalistikken ville kalde for en case: Lorenz Jepsen drømte sig hjem til sin familie og hjem til Danmark, men blev dybt skuffet over zoneinddelingerne og nedtrykt, da resultatet af stemningen forelå. Valsbøl endte på den tyske side af grænsen.

Hvis man vil forstå historien op til, under og efter afstemningen 1920, så kan denne bog varmt anbefales. Den er dog næsten ene og alene set fra et dansk perspektiv. De tyske slesvigeres synsvinkel og den slesvig-holstenske og tysk-nationale vinkel spiller en underordnet rolle - blandt andet også af den grund, at forfatterne opererer med begrebet “genforening”.