Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Pebermø. Et opgør med skammen / Malin Lindroth / 99 sider
Gads forlag. ISBN 9-788712-058915
Anmeldt 12/9 2019, 09:02 af Birgitte Amalie Thorn


« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det her er en voldsom bog, dens beskedne størrelse til trods. Den form for læsning, der kommer tæt på. I hvert fald hvis du eller nogen tæt på dig har erfaringer med at være single i lange perioder.

I den lille, giftgrønne debatbog Pebermø. Et opgør med skammen tager svenske Malin Lindroth livtag med rollen som ufrivilligt enlig og barnløs. Både i forhold til hvordan den tilstand opleves indefra, og i forhold til hvordan samfundet ser på og taler om den form for kvinde.

Lindroth, der er 52 år, har efter eget udsagn 30 års erfaring som pebermø, så hun ved, hvad hun taler om. Med udgangspunkt i egne – ofte meget smertefulde – erfaringer samt historiske kvindeskikkelser reflekterer hun over et langt liv levet som enlig, hvorfor det blev sådan, hvad vi kan lære af det, og hvorfor det egentlig er så tabuiseret.

Det er netop tabuet, der er omdrejningspunktet, og den skam, som både den ufrivilligt enlige kvinde og alle de satte parforholdsfolk kan føle, når talen falder på en civilstatus, der er svær ikke at sidestille med et mislykket liv. ”Et tabuiseret menneske” kalder forfatteren ligefrem den evige singlekvinde. Lindroth tænker tydeligvis meget i status og sociale hierarkier, og hun betegner det selv som at ende på nederste hylde i den sociale hakkeorden, når du ikke har formået at sikre dig mand, børn og tosomhed. Især fordi vores samfund og kultur er sovset ind i en forestilling om romantisk kærlighed og et happily ever after til alle. Som ren overlevelsesmekanisme gør de fleste langtidsenlige kvinder, hvad de kan for at passe ind i samfundets og omgangskredsens tosomhedsdiskurs – selvom det ifølge Lindroth er som at forsøge at tale et sprog, du egentlig ikke forstår.

Med denne bog vil forfatteren ”reclaime ordet pebermø” og børste fortidens aura af tristesse af det. På den måde kan vi sagtens se denne bog som en form for personligt og politisk manifest. Ifølge Lindroth er der nemlig brug for et ord i vores sprog, som skal skille de lykkelige singler fra de ulykkelige. Her trækker hun en parallel til populærkulturens fremstillinger af den overskudsagtige, frie singlekvinde, der fester og har sex i ét væk, og beskylder den for at være ensidig. Den kritik får jeg dog lyst til at anfægte. Tager du en fiktiv single som den ikoniske Bridget Jones, er hun langt mere ulykkelig over sin singlestand end lykkelig. Så måske handler det grundlæggende om det fokus, du anlægger i livet?

Uanset hvad er der to faktorer, der gør den her bog til så stærk læsning. Den ene er, at den helt automatisk kommer meget tæt på, hvis du selv er bærer af en langstrakt singleerfaring. Den anden er, at Lindroth siger det, som ingen andre siger: At livet som moderne pebermø er en aldeles ufrivillig tilstand, som man gerne havde været foruden. Som forfatteren stille bemærker: ”Jeg tror, jeg ville have været en god livsledsager.” Og ud over at håndtere din egen sorg over det, der ikke blev, skal du tackle omverdenens stigmatisering.

Hun fortæller også hudløst ærligt, hvordan hun har været forelsket 15 gange i sit liv – og fået et eftertrykkeligt nej i alle tilfældene. Nogle gange har mændene ikke engang ønsket at have sex med hende, hvilket nok ville give enhver kvinde følelsen af at være ”uknaldbar”. Ifølge Lindroth er det ikke selve det at være så meget alene, der er udfordringen; det er det at skulle håndtere en kronisk følelse af afvisning. Det er barske ord, og forfatterens personlige oplevelse af altid at have været en slags outcast er helt håndgribelig. Smerten emmer ud af siderne, og jeg var faktisk nødt til at holde et par dages pause halvvejs igennem bogen, fordi det er så deprimerende læsning.

Det store spørgsmål er så, om det i denne bog lykkes Malin Lindroth at reclaime pebermøordet og -rollen og forlige sig med den? Både og… Som læser (og single) går jeg herfra med en del stof til eftertanke, for i forhold til måden, vi og samfundet taler om evighedsenlige på, er der virkelig nogle skarpe pointer. Men jeg sidder også tilbage med en trist følelse af, at forfatteren endnu er så martret af års afvisninger og ensomhed, at hun personligt ikke har omfavnet sin status som pebermø endnu. Men spørgsmålet er måske også, om du skal det?

Foreløbig skal Malin Lindroths debatbog sættes op som teaterstykke i Stockholm i efteråret 2019 – i et Sverige, hvor debatten om køn, #MeToo og sociale stereotyper lever i bedste velgående. Det bliver spændende at følge, hvilket liv tankerne i Pebermø får.

824
Forrige anmeldelse
« Os og dem. Identitetspolitiske ... «
Næste anmeldelse
» Derfor sover vi »