Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Os og dem. Identitetspolitiske akser, ideer og afsporede debatter. / Silas L. Marker og Vincent F. Hendricks / 215 sider
Gyldendal. ISBN 9788702285284
Anmeldt 2/9 2019, 11:13 af Ove Christensen

Hvid er ikke en farve


Hvid er ikke en farve

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

De fleste husker nok ‘sagen’ om sangen Den danske sang er en ung blond pige. Historien blev gravet frem og udlagt som et eksempel på en krænkelseskultur, hvor en minoritet gerne ville begrænse ytringsfriheden og underminerer den danske kultur og historie. Ministre, Folketingets forperson og lederen af det daværende ledende oppositionsparti udlagde ‘sagen’ på den måde og afviste i stærke vendinger den pågældende kvindes ret til den holdning, hun havde givet udtryk for.

Eksemplet er typisk for diskussioner af identitetspolitiske markeringer ifølge en ny bog Os og dem forfattet af Silas L. Marker og Vincent f. Hendricks fra Københavns Universitet. Det typiske består blandt andet i, at der ikke er fugls føde på historien. Kvinden havde ikke givet udtryk for krænkethed, og sagen var overhovedet ikke en sag på CBS, hvor hændelsen fandt sted. En farvet kvinde havde givet udtryk for en følelse af eksklusion i forbindelse med sangen, og det havde man diskuteret efterfølgende i lærerkollegiet. Men i medierne - de sociale såvel som de asociale - blev sagen netop et eksempel på eksistensens af en krænkelseskultur, der dog kan være meget vanskelig at få øje på, når man kigger ‘sagerne’ efter i sømmene.

For det er netop hvad forfatterne gør. Ikke alene undersøger de nogle af de store debatter om påståede sager om krænkelse, men de har også analyseret deres anatomi, og de har analyseret, hvordan og hvorfor de opstår, og hvordan de typisk forløber. Fremstillingen er både klar og letforståelig - og analyserne er er velunderbyggede.

Det første kapitel viser, hvilke typiske identitetspolitiske akser, der finder frem til den offentlige debat. Identitetspolitik handler om, hvordan en gruppe med bestemte fælles identitetsmarkører eller identitetstræk kan forsøge at hævde deres identitet i forhold til andre grupper og her typisk i forhold til det, der opfattes som en normsættende normalitet. Forfatterne viser dog også, at der er tilsvarende identitetspolitik i den modsatte ‘spejling’, når en gruppe hævder sin normalitet eller majoritet ved at skabe et billede af mindretalsgrupper som ‘de andre’: et ‘dem’ imod et ‘os’. Det ser vi hele tiden. Når man taler om, at ‘danskerne mener …’, så har man markeret en flertalsgruppe ud fra en forestilling om et identitets-fællesskab, som står i modsætning til ikke-danskere. Og når ‘danskerne’ gøres til ‘de almindelige danskere’ på hvis vegne, ‘jeg taler’, så bliver det en identitetspolitik, der lukker for dialog og diskussion, fordi den underliggende pointe er, at taleren er den eneste rigtige repræsentant for ‘almindelige danskere’.

Der hvor identitetspolitikken tydeligst viser sig er omkring akserne køn, race, nationalitet, socialklasse, kultur og religion. Her er der typiske mindretal der i en vis forstand gøres til noget særligt i forhold til ‘det almindelige’, og ‘de anderledes’ markeres ofte som anderledes ved, at de ses som nogle, der repræsenterer denne anderledeshed. Meget typisk når det hedder, at muslimer må stå frem og lægge afstand til terror begået af muslimer. Det samme krav gælder ikke for kristne, når en angiveligt kristen har begået terror.

I første kapitel redegør forfatterne fint for, hvordan de identitetspolitiske modsætninger og diskussioner kan se ud omkring akserne race, køn, nationalitet og social klasse. Men forfatterne viser også, hvordan der dels er mange udgaver af identitetspolitiske strømninger. Selvom eksempelvis feminisme ofte i debatten især af modstandere gøres til én ting, så viser et nærmere eftersyn naturligvis, at der findes mange udgaver af feminisme med forskellige opfattelser af køn og med forskellige politiske mål. Ofte bliver identitetspolitiske positioner gjort til rene projektioner af modstandere, da dermed også slipper for diskutere det politiske indhold i en identitetspolitisk opfattelse.

Her gælder især retoriske figurer som offermentalitet og krænkelseskultur som særlige effektive måder at blokere for diskussioner af forskellige politiske holdninger. Hvis en holdning kan stemples som et tilfælde, hvor den enkelte ‘føler sig krænket’, så er der ingen grund til at diskutere det længere. “Som talehandling fungerer krænkelsesnarrativet med sine forskellige troper således, at der reducerer al kritik og uenighed til et spørgsmål om individuelle følelser.” (s.149) Videre placerer dette en kritisk røst som en følelseslabil position, der står i modsætning til fornuften - Man kan sige, at vi får en ny variant af hysteriker-motivet, som er kendt fra kvindeundertrykkelsens lange historie. Den retoriske figur bliver den syge mod den raske - og den syge position bliver dermed også et udgrænset ‘andet’, man ikke behøver at forholde sig (rationelt) til.

Pointen for forfatterne er imidlertid, at i stedet for at projicere en krænkelse ud på én, man er uenighed, i stedet bør diskutere det som udtryk for en holdning. Denne kan så diskuteres, og man kan ikke alene finde ud af, om man er uenige, men også hvori uenigheden består, og hvorfor man er uenige. Så forfatterne slår til lyd for den rationelle dialog som modvægt mod de automatreaktioner, som man identitetspolitiske debatter udarter til den permanente shitstorm.

En vigtig pointe i bogen er også en diskussion af forholdet mellem oplysningstidens universelle opfattelse af mennesket - mennesker er født frie og lige og må derfor også betragtes som sådan - altså vurderes som menneske og ikke som en identitet. Overfor denne universalisme står en gruppeidentitet, som evt. kan være af national karakter. Mennesker med fælles sprog og historier har noget tilfælles, som unddrager sig universalisme. Det er den ene modposition. Og her kan alle mulige gruppeidentiteter hævder deres partikularitet i en form for tribalisme.

Men man kan også angribe oplysningstidens universalisme ud fra, at den aldrig er realiseret. Eksempelvis blev slaver og kvinder allerede i udgangspunktet - i hvert fald i den amerikanske udgave - udelukket fra det universelle menneskelige. Det er i hvert fald hinsides enhver tvivl, at hvide mænd i en lang række vesteuropæiske lande har haft en privilegeret særstatus i mange samfund. Den historiske udvikling har privilegeret bestemte opfattelser, der derfor anses som normsættende. Men med normalitet og mere eller mindre stærke normer, så udgrænses noget andet. Og det er dette andet - det anderledes - der kommer til udtryk i identitetspolitiske markeringer, hvor grupper af mennesker mærker en udgrænsning, fremmedgørelse eller på anden vis en underprivilegeret status. Der eksisterer et ulige magtforhold mellem forskellige identitetsgrupperinger. Og de underprivilegerede finder forskellige måder at markere dette på - uanset om de ønsker lige rettigheder for alle, særrettigheder, eller om de ønsker at ophæve selve tænkningen i identiteter, som man blandt andet kan se forskellige udgaver af queerbevægelsen, der vil ophæve enhver kønsidentitet.

Os og dem er en god og velskrevet bog. Især fungerer de to første kapitler, hvor de præsenterer de identitetspolitiske akser, analyserer de forskellige strukturer på identitetspolitisk positioneringer og diskussionerne af dem, rigtig godt. Derefter følger to kapitler, der består af casestories fra Danmark og udlandet. Her er der primært tale om gentagelser af det, vi allerede har været igennem, og de virker ikke så integreret i bogens sammenhæng. De forskellige danske cases har også været præsenteret tidligere i bogen, så det kapitel virker mest af alt som et analytisk forarbejde.

Sidste kapitel i bogen er en række anbefalinger til, hvordan man kan få en mere “oplyst og konstruktiv identitetspolitisk debat”. (s.203) Her opsummeres en række gyldne regler for ordentlig demokratisk debat. Det handler om, at man skal sætte sig ind i sagen, man skal repræsentere modstandernes synspunkt loyalt, forsøge at forstå det og argumentere redeligt. Helt i Habermas’ forskellige af den kommunikative rationalitet. Men som bogen også viser, så er der masser af gevinst for medier (clickbait) og politiske meningsdannere ved at skide på ordentlige debatregler, når man gerne vil anerkendes som ‘en stemme’ i offentligheden. Så rådene er nok skønne spildte ord på Ballelars.

823
Forrige anmeldelse
« John Kørner «
Næste anmeldelse
» Pebermø. Et opgør med skammen... »