Det er herligt at undervise i mediefag. Til trods for de konstante spareøvelser, som politikerne på Christiansborg udsætter uddannelses- institutionerne for, til trods for skiftende bekendtgørelser, til trods for udstyr der driller eller går i stykker, til trods for enkelte elever der kan være obsternasige og ligefrem besværlige, så er det herligt at undervise i mediefag. Det skyldes ikke mindst, at det både er et særdeles vigtigt fag at undervise i, idet medierne spiller en større og større rolle i vores hverdag, og fordi det er et af de fag, der falder under fanen ”kreativ”, hvilket vil sige at eleverne bliver nødt til at skabe noget ud af ingenting – med andre ord: selv lave en medieproduktion.

Som ny lærer i faget – og dette gælder vist alle fag – kan det måske være svært at danne sig et overblik over hvad ens fag dækker, hvordan man griber den daglige undervisning an, og hvordan faget i det hele taget har udviklet sig, siden dengang faget blev udbudt af ildsjæle på forsøgsbasis på et par udvalgte skoler. Heldigvis er der konkret hjælp at hent, til at få besvaret nogle af disse spørgsmål, for i den første bog af sin art giver Fagdidaktik i mediefag en god introduktion til alt dette.

Bogen giver et virkeligt godt overblik over faget og dets kerneområder. Den starter med at give et overblik over, hvad mediefag er for en størrelse. Her får læseren en indførelse i, hvordan faget fungerer som gymnasialt fag, men også hvordan mediefag efterhånden har fundet vej til undervisningen i folkeskolen. Dernæst handler det om de forskellige ganske konkrete arbejdsprocesser, der indgår i faget. Bogen tager derefter et blik på, hvordan faget udbydes i vores skandinaviske nabolande, ikke så meget fordi man har brug for de kompetencer som mediefagslærer, men mest af alt for at man kan se, hvilke forskelle og ligheder, der er. Hvem ved, måske kan vi ligefrem lære noget af Norge og Sveriges måder at undervise i faget på, hvis der på sigt skal ændres i den måde, vi forvalter det på herhjemme.

Før de sidste par meget lavpraktiske kapitler er der et kapitel, der handler om fagets historiske udvikling. Dette overblik er muligvis ikke noget, der vil påvirke den daglige undervisning, men kapitlet giver et fint vue over, hvor hurtigt faget har udviklet sig, og hvordan det har formet sig over årene. Derefter forsøger Michael Høyer at se fremad og spekulerer over, hvordan det muligvis kan udvikle sig i forhold til det konstant foranderlige mediebillede og ikke mindst de nye medieformer, der er opstået i de senere år.

Som nævnt er de sidste to kapitler dedikeret til den daglige undervisning. Det næstsidste kapitel er fokuseret på den praktiske del af faget. Det handler bl.a. om forskellige typer af produktioner, som man kan introducere eleverne til, pilotprojekter og det arbejde, der leder op mod elevernes eksamensproduktioner. Til sidst kommer der et kapitel om den teoretiske, filmanalytiske del af undervisningen, komplet med ideer til forløb, både på c- og b-niveau. Som det muligvis fremgår, så er bogen 224 sider fyldt med materiale, som er interessant for enhver mediefaglærer.

Som måske kan fornemmes, er dette en bog, der både kan læses fra cover til cover, og som man kan plukke i, hvis der er noget man har lyst til at vide mere om. I den forbindelse er det undertegnedes personlige holdning, at kapitlerne om hhv. mediefag i vore nabolande, samt kapitler om fagets historie, er de der mindst vedkommende for den nye underviser. For – lad os være ærlige – ud over at berige læseren med et overblik, er disse kapitler næppe nogen, man vil få brug for i ens daglige arbejde.

Når det så er sagt er Fagdidaktik i mediefag en virkelig brugbar udgivelse, som man bør få fat i, hvis man underviser i faget eller for den sags skyld er ved at uddanne sig til mediefagslærer. Den er velskrevet, og selv om der eksisterer visse overlap af information de enkelte kapitler imellem, så er det på ingen måde så grelt, som man har oplevet det i forbindelse med andre fagbøger, der er sammensat af en række forskellige forfatteres bidrag til et overordnet emne.

En bog som denne kan hverken lære dig at stille hvidbalance, fortælle dig om redigeringsteknikker eller angive, hvilke film er kan være gavnlige at vise for dit hold, men det er jo heller ikke det, som er formålet. I stedet er det at give et meget konkret indblik i fagets fundament og de (vigtige) tanker, der ligger bag undervisningen i netop mediefag. Det er måske billige point at skrive, at det er den bedste bog om mediefagsdidaktik, når det også er den første af sin art, men ikke desto mindre er det sandt. Der er mange guldkorn på de 224 sider, og samtidig er der masser af information og inspiration at hente her – også for os, der efterhånden er blevet forholdsvist rutinerede undervisere.