Når det nu af Folkeskolens formålsparagraf fremgår, at skolen skal forberede eleveren til deltagelse i folkestyre, og at skolen skal være præget af demokrati, hvad betyder det så?

Ja, det betyder selvfølgelig (fristes man til at sige), at skolen har en forpligtelse til at bidrage til elevernes demokratiske dannelse. Men hvad er det, og hvad er det, der menes med demokrati? Det er jo ikke selvindlysende, hvilket begreb om demokrati, der er tale om. Der findes mange meget forskellige former for demokrati, hvoraf vi i flæng kan nævne det liberale, det republikanske, det deliberative og det kommunitaristiske, der hver især har en række forskellige og indbyrdes uforenelige karakteristika. Endvidere kan man bestemme demokrati ud fra, om det er konsensusorienteret eller konfliktorienteret, hvilket yderligere komplicerer sagen.

Den nemme løsning på skolens demokratiudfordring er at sige, at demokrati skal bestemmes ud fra den ‘dominerende’ opfattelse. Men i så fald vil skolen få en meget direkte politisk og nærmest indoktrinerende bestemmelse, hvilket ville stå i modsætning til ønsket om, at dannelse bestemmes gennem åndsfrihed og ligeværd.

Skolen må derfor nødvendigvis være bestemt ud fra et normativt spændingsfelt, hvor der til stadighed foregår en genforhandling om, hvordan vi bestemmer skolens formål, og hvordan dette formål skal indløses gennem undervisningen. Her tilbyder den pædagogiske filosofi en række temaer og begreber for at reflektere over netop disse forhold.

Her kan man få ganske god hjælp af Pia Rose Böwadts fine introduktion med titlen Pædagogisk filosofi. Et overblik. Bogen giver præcist et overblik over en række vigtige temaer og tænkere, der fint bringes i dialog med og mod hinanden. Der trækkes tråde til Platon og Aristoteles over den tyske idealisme og romantik til tænkere fra det 20. og 21. århundrede.

Netop diskussionen af de forskellige opfattelser af demokrati og dermed også betydningen af ’medborgerskab’ samler Böwadt i bogens sidste tema: ”politisk dannelse”. Forestillingen om, hvad demokrati er og bør være er tæt vævet sammen med, hvordan man tænker mennesket. Er mennesket grundlæggende socialt eller individualistisk - er det ‘ondt’ eller ‘godt’? Forskellige tænkere og forskellige filosofiske retninger har forskellige svar på disse grundlæggende spørgsmål om mennesker og samfund.

Hele bogen er gennemsyret af det, man kan kalde det pædagogiske paradoks, som går ud på, at man vil tvinge børn gennem opdragelse (pædagogik) til at blive frie. Den pædagogiske filosofi er defineret ved at bearbejde dette grundlæggende paradoks, som det formuleres af blandt andre Immanuel Kant: “Et af opdragelsens største problemer er, hvordan man kan forene underkastelsen under lovens tvang med evnen til at betjene sig til sin frihed. For tvang er nødvendig.” (s.54)

Dette er også det nærmeste man kan komme en definition på ’pædagogisk filosofi’ - at være i paradokset, hvilket understreges igen og igen af folk som Alexander von Oettingen, der i denne sammenhæng citeres for følgende: “Paradokser udfordrer os til at lede efter alternative svar, som fastholder det paradoksale. I den forstand peger pædagogiske problemstillinger altid over i den pædagogiske filosofi, ellers er der egentlig ikke tale om pædagogiske problemer.” (s.53)

Böwadt tager ikke selv stilling til de forskellige positioner, som hun gennemgår gennem fem tematiske ‘gennemspilninger’. Ud over det allerede nævnte er temaerne: ‘Menneskelivet’, ‘Opdragelse’, ‘Uddannelse og skolens opgave’ og ‘Livet i det moderne samfund’. Men selv om hun ikke forholder sig vurderende til de forskellige tænkere, er det god tydeligt, at hun har visse favoritter som eksempelvis Dewey og von Oettingen, mens hendes forhold til især livsfilosofi og del af eksistentialismen virker mere køligt.

Bogen er særdeles velegnet til det, der er tænkt som den primære målgruppe, nemlig studerende på lærer- og pædagoguddannelserne, men er nok lidt for overfladisk, når det gælder kandidatstuderende på pædagogisk filosofi og inden for uddannelsesforskning. Der er netop tale om et overblik, der kan hjælpe studerende med at overskue et særdeles vidtforgrenet felt.