Udgivelsen af Avantgardemanifester er en fantastisk bedrift. Nogle af mærkeligste, vildeste, utopiske, vrede, polemiske, kulørte osv. osv. tekster inden for kulturen – eller måske rettere: på kanten af kulturen – er samlet i denne hidsige buket, hvor store koryfæer og for længst glemte randskikkelser kommer til orde side om side, når utopien om kunsten og livets sammensmeltning kan artikuleres.

Bogen er inddelt i to. Første del kaldes ”den historiske avantgarde”, den anden del ”avantgarden efter 1945”. Første del dækker perioden 1909-1945, mens anden del dækker 1945-1969. Den første periodes manifester er skrevet af repræsentanter for ”italiensk futurisme”, ”vorticisme”, ”russisk futurisme”, ”dadaisme” og ”surrealisme”. Den anden periodes manifester er skrevet af repræsentanter for ”lettrisme”, ”Cobra”, ”Lettristisk internationale” og ”situationistisk internationale”.

Denne kedsommelige opremsning skal blot tjene til at give en lille smag på den store bredde, som antologien indeholder. Geografisk og kronologisk spredning giver samlet set et flot vue over et par hektiske årtier, hvor kunstverdenen snævert set, og verden generelt gennemgik heftige forandringer.

Der er ingen tvivl om, at avantgarden oplevede sin storhedstid i den første periode, hvor gruppernes vitalitet og provokerende spidsformuleringer skabte mest røre og potentiel forandring. Lad os bare tage en klynge af korte passus’er fra Marinettis futuristiske manifest, der viser den flabethed og fandenivoldske penneføring, som avantgardisterne excellerede i: ”Vi vil fremhæve den aggressive bevægelse … Kun arbejde, der har en aggressiv karakter, kan være et mesterværk … Vi vil forherlige krigen … samt foragten for kvinden … Vi vil tilintetgøre museerne, bibliotekarerne og alle slags akademier.”

Den slags formuleringer fylder siderne op, og man både betages og væmmes lidt af den krigeriske metaforik. Det tunge opgør med traditionen og den borgerlige kultur var nok frisk luft for nogen, men nuancerne var en by på månen.

Ifølge redaktøren Mikkel Bolt – mangeårig nærlæser og sympatisør med avantgardens bevægelser og grupperinger – er den afgørende forskel mellem den historiske avantgarde og efterkrigstidens, at de historiske avantgarder levede i en historisk epoke, hvor utopien stadig kunne artikuleres meningsfuldt. Derfor blev der også skrevet mærkbart færre manifester efter 1945, en genre der ellers havde været avantgardisterne yndlingsform.

Avantgardemanifester er en vildt imponerende udgivelse, der kommer til at stå som en søjle for os, der nysgerrigt og måbende forsøger at forstå en fortrop, der hyldede vitalisme og vildskab, og ikke lod sig affeje med en kunstinstitution, der afgrænsede kunstens virkerum.