Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Gerningsmænd eller ofre. / Henrik Skov Kristensen / 400 sider
Historisk Samfund for Sønderjylland. ISBN 9788774061373
Anmeldt 13/3 2019, 18:54 af Hans Christian Davidsen

Gerningsmænd spillede offerrollen - dobbelt


Gerningsmænd spillede offerrollen - dobbelt

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Forestillingen og fortællingen om, at det tyske mindretal i Sønderjylland ikke var en del af nazismen, har - stillet over for de hårde kendsgerninger - ikke kunnet opretholdes.

Først inden for de senere år har man i det tyske mindretal i Sønderjylland indset, at der også var gerningsmænd inden for mindretallet, når det gælder den nazistiske fortid. I en lang periode har mange i det tyske mindretal følt sig som ofre for nazismen, men den holder ikke ifølge historikeren Henrik Skov Kristensen.

Han analyserer i bogen Gerningsmænd eller ofre? det tyske mindretals erindringer om nazismen, Anden Verdenskrig og det efterfølgende retsopgør. Erindringen om egen fortid relativeres til andre tyske mindretal i Europa og til den diskurs, som har fundet sted i Forbundsrepublikken Tyskland, og som først kan kaldes for en reel selvkritik, da de yngre generationer i 1960erne begyndte at stille kritiske spørgsmål til de ældre generationers gerninger i perioden fra 1933 til 1945.

På en meget kort formel forløb opgøret med den nazistiske fortid meget forskelligt i Forbundsrepublikken Tyskland og det tyske mindretal i Sønderjylland, fastslår Henrik Skov Kristensen. Ikke desto minder er der også paralleller.

Begge steder lagde man ud med at begrænse skylden og ansvaret for nazismen og dens forbrydelser til en lille lederklike, som så at sige har “forført” flertallet, hvorefter man tvunget af internt og eksternt pres påtog sig et mere kollektivt ansvar. Den mest iøjnefaldende forskel på diskursen i Tyskland og diskursen i mindretallet er måske, at hvor den i Tyskland fra omkring årtusindskiftet har været præget af offer-fortællinger, har mindretallet i Sønderjylland i samme periode - efter at have følt sig som ofre siden 1945 - gradvis indset, at der også var gerningsmænd i mindretallet, og at man på mange måder var repræsentative for den tyske befolkning som sådan.

De offer-narrativer, som Henrik Skov Kristensen refererede til, er blandt andet bøger som Jörg Friedrichs Der Brand og Günter Grass’ roman Im Krebsgang, der fremhæver den tyske civilbefolknings lidelser.

En slående forskel
Som Henrik Skov Kristensen ser det, foregik det tyske mindretals omgang med den nazistiske fortid på to niveauer: Parallelt med diskursen i Forbundsrepublikken gjorde mindretallet tidligt op med nazismen og Nazi-Tysklands forbrydelser. Men - der er et men: Den kritiske omgang med mindretallets egen konkrete nazistiske fortid kom først senere.

Den tyske socialpsykolog Harald Welzer har udsendt bogen Opa war kein Nazi, som har vakt stor opsigt i Tyskland. I bogen dokumenterer Welzer gennem en lang række interviews med almindelige tyske familier, at der var en slående forskel mellem indholdet af det, han kaldet “den kommunikative erindring” og “den kulturelle erindring”.

“Den kommunikative erindring” er erindringen i den enkelte familie og familiemedlemmernes egne gerninger, holdninger og oplevelser under nazismen og Anden Verdenskrig, mens “den kulturelle erindring” er erindringen i det offentlige rum om Tysklands nazistiske fortid.

I familieerindringen er der som oftest ingen nazister, men udelukkende ofre og modstandere af regimet. Nazisterne, gerningsmændene - det var de andre. Her skelnes der stærkt mellem nazister og tyskere. “Den kulturelle erindring” om Nazi-Tyskland derimod fokuserer på regimets mange forbrydelser. Hvor der i Tyskland er en stor forskel på de to typer erindringer, er der i det tyske mindretal et slående sammenfald mellem dem.

Selv om det tyske mindretal i Sønderjylland har formet og udviklet sin identitet ved at skæve til moderlandet mod syd, har det adskilt sig på et væsentligt punkt: Bearbejdelsen af fortiden - på tysk: Vergangenheitsbewältigung - er gået med betydeligt raskere skridt i Forbundsrepublikken end i det noget fodslæbende mindretal.

Det er for eksempel forbavsende få år siden, at mindestedet på mindretallets traditionelle mødested, Knivsbjerg, mellem Aabenraa og Haderslev blev omdøbt fra “Ehrenhain” til “Gedenkstätte” (fra “ærelund” til “mindested”). Indtil sommeren 2012 blev stedet altså forbundet med ære. De faldne frontfrivillige fra det tyske mindretal, som under Anden Verdenskrig havde gjort tjeneste primært i elitekorpset Waffen-SS på Østfronten, skulle altså æres og vises respekt, åbenbart fordi de som frivillige havde betalt den højeste pris. Så skidt med, at de havde været involveret i bestialske folkedrab og nogle af de mest uhyggelige krigsforbrydelser, der er sket i menneskehedens historie. Nogle af dem stod vagt ved de nazistiske koncentrationslejre.

I mange år efter 1945 levede den såkaldte “Faarhusmentalitet” videre - betegnelsen for en kollektiv bevidsthed, der til dels blev formet, da 3500 tysksindede efter Anden Verdenskrig blev interneret i Faarhuslejren, der under den tyske besættelse af Danmark var kendt som Frøslevlejren. 3000 af disse fik en dom for at være gået i tysk tjeneste under krigen. De var som unge mænd rejst af sted i krig som helte blandt deres tyske ligesindede og var forbrydere, da de vendte tilbage. Der opstod en myte om en dobbelt offerrolle: Først var de blevet ofre for Hitlers blændværk. Bagefter blev de ofre for Danmarks hævn - straffet af den danske stat, som i øvrigt selv havde arbejdet sammen med tyskerne. Sådan hed det sig i hvert fald i det tyske mindretal. Hverken historieskrivning eller begrebet “erindring” er dog noget statisk.

Erindringskulturen
Historikeren Henrik Skov Kristensen analyserer i bogen Gerningsmænd eller ofre? det tyske mindretals erindringer om nazismen, Anden Verdenskrig og det efterfølgende retsopgør. Erindringen om egen fortid relativeres til andre tyske mindretal i Europa og til den diskurs, som har fundet sted i Forbundsrepublikken Tyskland, og som først kan kaldes for en reel selvkritik, da de yngre generationer i 1960erne begyndte at stille kritiske spørgsmål til de ældre generationers gerninger i perioden fra 1933 til 1945.

Bogen skelner mellem erindring og historie. Begge dele beskæftiger sig med fortiden, men hvor historien stræber efter at etablere troværdig viden om den, forsøger erindringen at bearbejde fortiden, så den kan håndteres så smertefrit som muligt af datidens aktører og deres efterkommere. Erindring kommer derfor tit til at handle om fortrængning og glemsel.

Det er glædeligt, at udgivelsen har fået støtte fra det tyske mindretals organisation Bund Deutscher Nordschleswiger.

Fremstillingen og formen er særdeles interessant. For det første sætter Henrik Skov Kristensen det tyske mindretals erindringskultur og manglende opgør med fortiden ind i en international kontekst og giver en komparativ belysning med moderlandet. Der var ligheder. Det mest slående var den manglende vilje til at påtage sig skyld og i øvrigt tendensen til at lægge al ansvar over på Hitler og de andre nazi-spidser, som i mellemtiden var døde og borte. På det punkt var medlemmerne af det tyske mindretal i Sønderjylland og den menige efterkrigstysker i Forbundsrepublikken to alen af samme stykke.

Der var også betydelige divergenser. Så meget at det public service-tv i 1960erne på lederplads i det tyske mindretals avis, Der Nordschleswiger, blev kritiseret for at beskæftige sig lidt for meget med fortiden. I årene efter krigen kritiserede det tyske mindretals ledelse Nürnbergprocesserne for at være en gengældelse fra de allieredes side.

Henrik Skov Kristensen går metodisk og systematisk til værks i sit faghistoriske værk, som han sammen med indhold fra sin tidligere bog, Straffelejren, forsvarer som disputats den 22. marts 2019 på Syddansk Universitet. Han har gennempløjet Nordschleswiger og det tyske mindretals arkiver og er stærk analytisk. Han er et eksempel på en historiker, der både kan sit håndværk til bunds, om som samtidig kan gøre stoffet vedkommende for lægmand. Han disker op med flere skarpe pointer, der fremstiller (selv)bedraget inden for det tyske mindretal.

Ingen modstand mod egen “Führer”
På side 218 kan man for eksempel læse, hvordan man i kredse af det tyske mindretal gør et stort nummer ud af, at Jens Jessen (1895-1944) - der var født i Stoltelund ved Tinglev - var involveret i 20. juli-attentatet mod Hitler i Wolfschanze i Østpreussen. Altså: en tysk nordslesviger. Javel, han var født i Nordslesvig, men forlod allerede som barn området. Allerede på side 219 (!) konstaterer Henrik Skov Kristensen lakonisk, at der i det tyske mindretal iøvrigt aldrig havde været nogen intern modstand mod mindretallets førerfigur i de brune år, Jens Møller (1894-1951) - og ej heller i årene derefter.

Denne bog ligger i forlængelse af Henrik Skov Kristensens debatskabende værk fra 2011, Straffelejren. Fårhus, landssvigere og retsopgøret.

Straffelejren var nok lettere tilgængelig end denne bog, der især henvender sig til særligt historisk interesserede, men inden for sin genre er det en topscorer.

809
Forrige anmeldelse
« Livsduelighed. Fra Grundtvig ti... «
Næste anmeldelse
» Avantgardemanifester »