Vi er omgivet af myter, selvom vi ofte ikke tænker på dem som sådan. Mange af os holder af store fortællinger som Ringenes Herre, Harry Potter, Det nye Testamente, Nibelungens Ring, Den uendelige historie, Star Wars osv., men vi tænker måske mest på dem som underholdning, som stor kunst eller som religiøse legender. Mytens orte viser, hvordan disse og mange andre store fortællinger fra alle verdens kulturer er baseret på ældgamle myter. Det er i sig selv en kvalitet ved bogen, at den spænder så vidt (historisk og kulturelt) og så bredt (genre- og mediemæssigt).

Forfatteren er gymnasielærer i historie og religion og en erfaren formidler. Stoffet er kæmpestort, men med nogle få forbehold synes jeg det lykkes at præsentere det på en levende og engagerende måde – som også hjælpes godt på vej af de mange smukke illustrationer og de pædagogiske ”nøgler”, som uden tvivl er blevet udviklet gennem undervisning af elever (i gymnasiet og andre steder).

Tre dele, ni kapitler – mange nøgler og en masse afsnit
Bogen er opdelt i tre store dele: (1) Ad mytens veje, (2) Åbning af mytens porte, (3) Mytens porte. Disse overskrifter fortæller egentlig ikke meget om indholdet eller projektet. Lidt mere oplysende er de ni kapitlers titler: 1) Ud af urdybet, 2) Midten af alting, 3) Helten, 4) På opdagelse i sindet, 5) Kritik, samtid og fremtid, 6) Konturerne af en mytologisk hjerne?, 7) Dannelse i myterne, 8) En fundamental struktur og 9) Epilog: Det handler om liv.

I de enkelte kapitler er der en række underafsnit. Disse er desværre fortløbende nummereret inden for den enkelte hoveddel – det synes jeg svækker overblikket, for overskrifterne er ikke altid dækkende i forhold til indholdet (et eksempel gives nedenfor).

Til gengæld er jeg glad for de mange ”pædagogiske indskud”, som kaldes ”Nøgler til mytens porte”, og som både kan bruges som opsummering og som en rød tråd i læsningen. I første del præsenteres således følgende ”nøgler”: Skabelse og kategorisering – Mennesket, en mini-udgave af kosmos – Axis mundi (Verdensaksen) – Selvet og mandala – Nøgler til menneskets rolle (tematiske mythologemer) – Heltemyte-model – Hvad er en myte og en mytologi. - Bogen er også forsynet med en meget lang litteraturliste (7 sider), et (lovlig kort) emne-index og et omfattende noteapparat (366 noter), som kan give den videbegærlige læser mulighed for at forfølge spor af særlig interesse.

Mønstre og muligheder
Da Larsen er velbevandret i religionsvidenskab, betyder det, at mange forskellige forståelses- og tolkningsmuligheder lægges åbent frem og diskuteres. Larsen er – på god post-jungiansk vis – især god til at identificere mønstre og strukturer, som forbinder myterne på tværs af kulturer og tidsaldre. Gennemgangen af Heltemyten i 1. del er et vellykket eksempel.

Det er lidt uklart, om Heltemyten og det der senere kaldes Dannelsesmyten er identiske, eller hvordan de er beslægtede, og det er et den stofrige bogs problemer, at elementer af de samme fortællinger og problemstillinger dukker og under forskellige overskrifter og ikke altid sættes på plads i forhold til hinanden.

Arven fra Jung
Bogen er altså velgørende eklektisk i sin tilgang til emnet. Forfatteren har et godt kendskab til relevante psykologiske teorier og bruger naturligvis dialogen (og bruddet) mellem Freud og Jung om bevidsthedens natur og grænser i forhold til myteforståelsen:

Man kan analysere myter og dermed analysere mennesket. Man kan analysere mennesket og dermed forstå myter. Men der er ingen endelig analyse eller fortolkning. De ændres med konteksten, med historien, med udviklingen af nye metoder og med ændringer i synsvinkel hos generationer. (s. 429)

Jung og hans teorier om arketyper og det kollektive ubevidste spiller en stor rolle i bogen. Hele 2. del er faktisk (uden at det rigtigt fremgår af kapitel- og afsnitoverskrifterne) en kritisk gennemgang af Jungs analytiske psykologi, og en diskussion af Jungs relevans for en nutidig myteforskning.

Den jungianske myte-ekspert Joseph Campbell er en vigtig kilde her, men det undrer mig lidt, at Aksel Haanings store bog Jung – En stemme fra dybet (anmeldt af undertegnede her i Kulturkapellet) ikke bringes i spil. Den er med i litteraturlisten, men spiller ikke nogen rolle i bogen, selvom den går i dybden med et meget beslægtet emne. Man kan også undre sig over, at (en postjungianer som) Jes Bertelsen slet ikke er nævnt.

Dannelsesmyten
I bogens 3. del fremlægger forfatteren sit eget største personlige bidrag til forståelsen af det kæmpestore emne. Det er hvad han kalder Dannelsesmyten. S. 354-55 fremstilles den komparative struktur grafisk som et forløb mellem to akser: Y-aksen er ”Kosmos” med tre lag: Fænomenverdenen, Metafysisk Verden og Ren væren, mens x-aksen er sindets vej gennem disse tre lag i 8 trin (Stabilitetstilstand – ’Kaldet’ – Afvisning/accept af Kaldet – Udrejsefase – Prøvelsesfase – Gevinst – Tilbagerejse – Ny stabilitetstilstand). Forløbet illustreres glimrende med den grønlandske myte Nalíkatèk (som gengives in extenso), og mange heltemyter passer også fint ind i modellen.

En supplerende model med mange fællestræk er Overgangsritualet (s. 404-405), der slår bro over de tre verdener – og den eksistentielle krise – fra Forandringsfasen til den Nye normaltilstand. Konfirmationen i den protestantiske kirke er en af de få ceremonier af mytisk karakter, vi har tilbage i vores sekulariserede land, men forbindelsen til ikke- eller før-kristne indvielsesritualer til voksenlivet er naturligvis meget svage (Det ved enhver taler, som har forsøgt sig med åbningen: ”Nu hvor du træder ind i de voksnes rækker…”).

I den fine gennemgang af overgangsritualets mønstre, funktion og forløb trækker Larsen bl.a. på van Genneps begreber om de tre faser (udskillelse – græseoverskridelse - indoptagelse) og Victor Turners begreb om liminalitet, den afgørende grænsetilstand mellem før og efter, liv og død.

De mytologiske strukturer, dannelsesforløbet, overgangsritualer og hele individuationsprocessen handler om vejen til erkendelse.

Erkendelse kan have mange former og stærkt individuelt indhold, idet den erkendelse, der er nødvendig for at bære et individ frem, kan være forskellig fra person til person. Dannelsesmyter formidler typisk en basal og en almengyldig erkendelsespointe: at erkendelsen af selvcentrerethedens begrænsninger er det enkelte menneskes ultimative skabelse. Først herefter er det muligt at indse, hvor differentieret den verden, man lever i, egentlig er – en verden gennemstrømmet af liv, ukontrollerbare faktorer, information og bevidsthed i en sådan grad, at intet menneske kan overskue alt og heller aldrig kommer til at kunne det. (s. 370).

Her undrer det mig, at Larsen i fremstillingen slet ikke inddrager to velkendte romantyper: dannelsesromanen og sammenbrudsromanen. Dannelsesromanen (Jørgensen et al., 2005) er betegnelsen for den type romaner, der blev skrevet i perioden fra Goethe (Wilhelm Meister) til Andersen Nexø (Pelle Erobreren), og som handler om hvordan et enkelt individ dannes og finder sin plads i (den borgerlige) verden. Forløbet minder på mange måder om Dannelsesmyten (fx den tredelte struktur Hjemme – Ude – Hjem, som man fx finder eksplicit i Goldschmidts roman Hjemløs).

Sammenbrudsromanen (også kaldet den naturalistiske udviklingsroman) er betegnelsen for den type fortællinger, hvori dannelsesprojektet mislykkes, og som bliver helt dominerende i det 20. århundrede, hvor den borgerlige dannelsesideologi lider skibbrud på det moderne samfunds skarpe klipper. Thomas Manns Buddenbrooks viser problemstillingen i et generationsperspektiv. Et godt (p.t. film-aktuelt) eksempel er Pontoppidans Lykke-Per (selvom man godt kan hævde, at Pers individuationsprojekt faktisk lykkes psykologisk set, men med samfundsmæssig isolation som pris).

Spørgsmålet for mig i relation til Mytens porte er: Hvis Dannelsesromanen er læseværdig, men psykologisk utroværdig i dag og derfor næsten forladt som type, hvordan kan Dannelsesmyten så gøre sig håb om at overvinde modernismens (og postmodernismens) opgør med den harmoniske (borgerlige) individuationsfilosofi og -psykologi?

Svaret må nok handle om, at myten – trods sin bevarende, konservative funktion – griber bag om det borgerlige dannelsesprojekt og lader os få kontakt med nogle mere oprindelige – ikke-ideologiske – og livsnødvendige eksistentielle konflikter, dilemmaer og transformationsforløb. Men den diskussion savner jeg i bogen, ligesom jeg savner en afgrænsning til populærkulturens mange ”trivialmyter”.

Afsluttende vurdering
Forlaget kalder i pressemeddelelsen bogen ”En tour de force gennem menneskehedens myter”. Det synes jeg faktisk er en ganske rammende beskrivelse. Forfatteren rubricerer selv bogen som ”populærvidenskab”, og det er der bestemt tale om – her forfølges ingen akademiske hypoteser eller fremlægges egentligt nyt stof.

Det er dog fornemt formidlende populærvidenskab: Et meget stort – og evigt aktuelt – emnefelt bliver præsenteret på engagerende vis, og ”data” fra mange kulturer fremlægges loyalt, vidende, åbent og indbydende. Læseren bliver ikke påduttet bestemte fortolkninger, tværtimod lægges der i høj grad op til personlig refleksion og videre beskæftigelse med emnet. Det er også nødvendigt, hvis myten skal have mulighed for at virke transformerende på et moderne menneske. Mytens porte er der, også i det senmoderne samfund, men det kræver mod og ægte nysgerrighed at gå igennem dem. Referencer
Bertelsen, J. (1982). Drømme, chakrasymboler og meditation. København: Borgen.
Haaning, A. (2016). Jung – En stemme fra dybet. København: Akademisk forlag.
Jørgensen, J.A. m.fl (2005). Hovedsporet. Dansk Litteraturs historie. København: Gyldendal.