Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Livskunsten – filosofien om at vågne op til livet / Anders Dræby / 228 sider
Akademisk Forlag. ISBN 9788750050827
Anmeldt 21/1 2019, 15:28 af Lars Ole Bonde

Fra søvngængerliv til åndens frisættelse


Fra søvngængerliv til åndens frisættelse

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Overskriften kombinerer titlen på første og sidste kapitel i denne bog om ”det gode liv”, som skriver sig ind i tidens trend med filosofiske bud på de udfordringer, vi som moderne mennesker har med at indfri vores egne forventninger til livet og os selv. Den mest fremtrædende repræsentant for tendensen er selvfølgelig psykologen og filosoffen Svend Brinkmann, og der er da også mange fællestræk mellem Dræby og Brinkmann: En solid fagfilosofisk ballast, en kærlighed til stoikerne, Kierkegaard og andre eksistentielle tænkere, en fin formidlingsevne. Men der er også forskelle: Brinkmann forholder sig skeptisk-kritisk til spiritualitet og åndelighed, mens Dræby ikke har problemer med at inddrage disse begreber og fænomener i sin undersøgelse af tilværelsens mysterier. Stå fast! er en parodi på en selvhjælpsbog, men det kan være svært at afgøre, hvilken genre Livskunsten tilhører.

Anders Dræby (Sørensen) præsenterer sig på sin hjemmeside som ”filosof, idéhistoriker, eksistentiel terapeut, supervisor, underviser, foredragsholder og forfatter”. Han har en meget solid akademisk baggrund med bl.a. en ph.d.-grad i eksistentiel terapi, og han har en omfattende undervisningsvirksomhed på Folkeuniversitetet (AU). I dette forår underviser han bl.a. i ”Stoisk ro i hverdagen” og ”Eksistentiel psykologi”. Bogen her er anbefalet baggrundslæsning for nogle af de kurser, Dræby i foråret 2019 udbyder på Folkeuniversitetet.

De fem kapitler beskriver en bevægelse: (1) Søvngængerliv, (2) Opvågning, (3) Dødskunsten, (4) Hjertets forvandling, (5) Åndens frisættelse. Dræby tager udgangspunkt i egne oplevelser og erfaringer, der fungerer som indledning til alle fem kapitler og dermed udgør en personlig illustration af eller afsæt for den proces, bogen beskriver.

Fem kapitler om at sove og vågne op
Kapitel 1 beskriver – gennem mange citater og eksempler – hvordan filosoffer og kunstnere gennem tiden har forstået menneskets ureflekterede hverdagsliv som en søvn- eller drømmetilstand, næret af selvopholdelsesdriften og flokmentaliteten, som de fleste af os ligger under for. ”Søvngængeren” – hos Kierkegaard ”Spidsborgeren” – er en ofte forekommende og relevant metafor for det menneske, der forveksler livets mening med materiel tryghed og økonomisk vækst, og som tror at virkeligheden kan kontrolleres gennem bevidste valg.

Kapitel 2 er en letforståelig og tankevækkende gennemgang af forestillingen om ”Opvågning”, som den formuleres i nogenlunde samtidige (et halvt årtusind før vores tidsregning!), men sandsynligvis uafhængige filosofiske og religiøse traditioner i tre verdensdele: ”Den græske opvågning” (Pythagoras, Sokrates, Platon), ”Den indiske opvågning” (buddhismen, hinduismen), ”Den kinesiske opvågning” (Konficuanismen og Daoismen).

Søvnen er en forsmag på døden. I kapitel 3 beskrives det, hvordan bevidstheden om dødens uundgåelighed kan være det vigtigste skridt mod at leve vågent og opmærksomt. Med eksempler fra filosofi og litteratur formulerer Dræby sin sokratiske antagelse om dødsbevidsthedens livsbekræftende potentiale: ”Det er i virkeligheden kun ved at leve med bevidstheden om døden, at vi kan overvinde frygten for den.” (s. 115). Kapitlet slutter med fine betragtninger over aldring som en mulighed for at udvikle sig og komme overnes med den store afslutning.

Kapitel 4 stiller skarpt på alt det, der forhindrer os skrøbelige mennesker i at vågne op og sige farvel til det dyriske aspekt af menneskelivet. Med referencer til Dantes Guddommelige komedie gennemgås i kapitlets første del de syv dødssynder (hvis du skulle have glemt dem, er det: Stolthed – Misundelse – Vrede – Dovenskab – Grådighed – Fråseri – Nydelsessyge). Uanset hvilken synd – eller snarere last – vi er forfaldne til, binder den os til et liv i uegentlighed. I kapitlets anden del peges der på alternative livsprincipper, som kan føre til ”Hjertets opvågning”; ikke mindst buddhismens tre kardinaldyder: Ikketilknytningen, Ikkevreden og Ikkevildfarelsen anføres som det medfølende, tålmodige, sandfærdige og tolerante menneskes grundegenskaber.

I Kapitel 5 fokuserer forfatteren først på, hvordan ”Guds død” og den rationelle tro på fornuften og videnskaben har gjort det moderne (vestlige) menneske rodløst og åndeligt hjemløst/søgende. Derefter peges der på de veje, ad hvilken ”Spiritualitetens opvågning” kan gøres mulig. Fortvivlelsen skal føles og accepteres, før en ”helterejse” kan begynde. Denne rejses matrix kendes fra ældgamle myter og eventyr, og den vil ifølge Dræby tage den rejsende gennem (mindst) tre stationer: Sindsro, intuition og forening. Vi kan opnå indre fred, ”når vi lærer at acceptere de ting og begivenheder, vi hverken kan forklare eller kontrollere.” (s. 209) Så kan vi overgive os, åbne for den intuitive intelligens og søge mod fællesskabet og (måske) opleve ”altings forbundethed.”

Hvad er så ’det gode liv’?
Livskunsten er en livsklog og positiv bog. Forfatteren er belæst og erfaren og har megen livsvisdom og mange kilder at øse af. Jeg sympatiserer i høj grad med bogens budskab og er i lange passager glad for at få eksistentielle dilemmaer og valgmuligheder belyst fra mange forskellige vinkler, en del af dem også nye for mig.

Alligevel bliver jeg også lidt træt undervejs. Træt af at få det samme budskab repeteret, ganske ordrigt, i hvert eneste kapitel. Det kan fx lyde sådan i kap. 3, hvor udgangspunktet er Augustins ”opvågning”:

Så længe vi lader os styre af vores overdrevne trang til at opretholde vores eget liv og søge tryghed i flokken, får vi ikke levet et fuldt og menneskeligt liv. Denne indsigt er ikke blevet mindre relevant i dag, hvor mange af os bare lever et overfladisk liv og undviger tilværelsen eller tilpasser os samfundets idealer og jagter det ydre i stedte for at tage ansvaret for vores eget liv og blive hele mennesker, der fylder tiden ud med det, som virkelig betyder noget. (s. 108-09)

”Vi’et” er den stilistiske kerne i fremstillingen, inklusionen af såvel forfatteren som læseren. Men det får i længden mere og mere karakter af en ”katekismus” eller moralsk belæring/(op)sang, hvor forfatteren bruger løs af interessante og spændende kilder, men hvor der er meget lidt hjælp at hente for den læser, der gerne vil vide mere konkret, hvordan man ”aflærer” sin egoisme og lukker sit hjerte op. Der er ingen øvelser eller praktiske råd i bogen. Det kan undre lidt, når forfatteren faktisk er terapeut og supervisor.

Bogens pointer kunne godt trækkes kortere op, og den personlige dimension – sympatisk som den er – savner konkretisering. Jeg savner også elementær kildekritik – forstået på den måde, at Augustin, Lao-Tzu, Martinus, Kübler-Ross, Dante, Shakespeare, Saint-Exupery og mange, mange andre altid tages for pålydende: Deres udsagn er (som de citeres i bogen) alle lige gyldige, på tværs af tidsaldre, kulturer og kontekster. Det kan muligvis også forsvares filosofisk, men jeg savner et (kultur)historisk-etnologisk-mytologisk blik på kilderne.

Sjovt nok har jeg samtidig med denne bog haft en anden til anmeldelse: Thomas P. Larsens Mytens Porte. Om menneskets grundfortællinger (Forlaget Eksistensen, 2018). Mange af temaerne og kilderne er de samme som i Livskunsten, men Larsens religionsvidenskabelige og psykologiske tilgang gør det lettere for læseren at navigere i det komplekse stof. Helterejser og livskunst er noget dybt personligt, og vi kan heldigvis finde inspiration i myter, filosofi, litteratur, kunst og dialog med vise medmennesker. Vi kan blive hjulpet på vej af kloge lærere og praktiserende filosoffer og terapeuter. Selvom jeg er enig i det meste af budskabet, er jeg skeptisk over for den normativt-belærende tone i Livskunsten. Forandring er noget, vi selv skal ville – og finde vores vej til.

800
Forrige anmeldelse
« De danske sønderjyders første... «
Næste anmeldelse
» Mytens porte. Om menneskets gru... »