Det er efterhånden nogle år siden, jeg sidst har læst (om) Jung. Ikke mindst derfor har det været en stor glæde at studere Aksel Haanings nye, store bog om den schweiziske pionér inden for bevidsthedsforskningen. Bogen er meget righoldig. Som læser får man i første omgang det indtryk, at bogen mest drejer sig om Jungs ret sene opdagelse (o. 1930) af og langvarige arbejde med senmiddelaldermanuskriptet Aurora consurgens (måske forfattet af Thomas Aquinas i det 13. århundrede), og om hans dermed sammenhængende studier af den – på det tidspunkt næsten glemte – alkymistiske tradition i europæisk historie. Et ret esoterisk emne, kan man synes. Men faktisk er det kun bogens 9. og sidste kapitel, der har fokus på Aurora.

I resten af bogen sætter Jungs interesse for emnet i bred historisk kontekst, og beretningen folder sig smukt ud omkring det afgørende vendepunkt i Jungs tænkning, som opdagelsen af Aurora udgør. Haaning bruger det som afsæt for at vise den indre sammenhæng i Jungs teoridannelse og ”mission”, lige fra de tidlige studieår i Zürich før forrige århundredskifte, arbejdet med psykiatriske patienter på Burghölzli i 00erne, samarbejdet og bruddet med Freud i årene omkring og efter 1910, de sammenlignende studier af alverdens filosofiske og religiøse skrifter og de efterfølgende store rejser til fremmede kulturer i 20erne, til studiet af de alkymistiske skrifter og de sene år, med skæringspunktet 1931, der iflg. Haaning deler Jungs liv og værk op i to halvdele.

I modsætning til Freud kunne Jung ikke nøjes med empirisk at studere det ubevidstes manifestationer inden for sin egen kultur. I et af de første store værker Libidoens forvandlinger og symboler (1911-12) studerede Jung (som Freud også gjorde, men med en anden indfaldsvinkel) kunstneriske manifestationer fra andre kulturer, som disse fremgår af religiøse og filosofiske skrifter. Fra 1920 og resten af årtiet rejse Jung systematisk til kulturer uden for Europa. Om ankomsten til Tunis i 1920 skrev han:

”Endelig befandt jeg mig der, hvor jeg ofte havde ønsket mig at være, nemlig i et ikke-europæisk land, hvor man ikke talte et europæisk sprog, og hvor forudsætningerne ikke var kristne. Et sted, hvor en anden race levede og en anden historisk tradition og verdensanskuelse prægede massernes ansigter.” (Erindringer, s. 200).

Den kulturhistoriske og antropologiske ambition førte bl.a. Jung til Nordafrika, Puebloindianerne i Nordamerika, Kenya og Uganda, og ikke mindst Indien. Mødet med Puebloindianernes høvding Ochiwäi Biano satte dybe spor i Jungs tænkning, bl.a. fordi det var et uafrysteligt møde med en helt anden psykologisk indstilling end den vesteuropæiske, og fordi høvdingen var i stand til at betragte ’den hvide mand’ udefra – og beskrive ham som en urolig, rastløs og nærmest vanvittig person. Dette var i god overensstemmelse med Jungs allerede godt udfoldede ”diagnose” af den vestlige kultur – på randen af fortabelse i sin blinde, rationelle jagt på (ydre) fremskridt og velværd.

Men de antropologiske erfaringer som baggrund kunne Jung igen – hjemme i Schweiz – studere fremmede kulturers esoteriske skrifter og deltage i ”Visdommens skole”, grundlagt af den spirituelt orienterede forfatter og filosof Hermann Graf Keyserling (1880-1946). Her blev ikke mindst mødet med sinologen Richard Wilhelm i 1923 afgørende. Wilhelm havde oversat den kinesiske visdomsbog I Ching. Forvandlingens bog og senere Den gyldne blomsts hemmelighed, som Jung studerede indgående og skrev kommentarer til. Indsigten i andre kulturers levelære og forståelse af bevidstheden fører mere eller mindre direkte til studierne af vestlig alkymi, som for Jung blev en slags ”missing link” mellem de gamle kulturers levende visdom og den vesteuropæiske, næsten glemte.

Bonitas imaginationes: Vigtigheden af en god forestillingsevne
Dette er en del af forklaringen på, at Jung var så optaget af alkymi og af gamle middelalderlige skrifter. Men hvad er den dybere forbindelse mellem klassisk teologisk filosofi, kulturhistorie, kunsthistorie, antropologi og Jungs analytiske psykologi? Haaning skriver:

For Jung er det ubevidste kilde til religiøse til religiøse symboler, de er ikke sendt fra himlen. (…) Der er for Jung stadig levende, ubevidste psykiske faktorer bag åbenbaringens og traditionens nok så storslåede metafysiske (religiøse) tankesystemer, og disse ”dominanter i det ubevidste” er ikke som de dogmatiske overbygninger evige og uforanderlige, bundet af åbenbaringens autoritet, men derimod dynamiske, underlagt bevægelse og forandring. Gudsbegrebet er med andre ord relativt; guderne dør ikke, de forandrer sig, skifter skikkelse. Det bliver Jungs tese, at dette faktisk løbende er foregået og kan aflæses i alkymiens tekster og billedverden gennem det meste af den vestlige kulturs historie… (s. 314-15)

Jung er altså på sporet af helt basale træk ved mennesket: På den ene side det fællesmenneskelige, at sindet er dynamisk og levende, på tværs af race, kultur og historie; på den anden side er ”dominanterne” (arketyperne) farvet af og indvævet i de enkelte racers og kulturers særlige historie. Opgaven – også for det moderne, vestlige menneske – er at opdage, forstå og acceptere denne dobbelthed, og i den forbindelse er imaginationen, forestillingsevnen, et fantastisk, men også skræmmende redskab i individuationens tjeneste – ofte også (selv)terapeutisk. Jungs optagethed af Aurora consurgens bliver meget forståelig, for i den møder den fordomsfrie læser – uanset om teksten er skrevet af Thomas Aquinas eller ej – en indsigt i det ubevidstes processer i ord og billeder.

Haaning karakteriserer skriftet som et grundlæggende opgør med den kristne doktrin om seksualitetens og sanselighedens syndige karakter (formuleret af den sene Augustin), og som en videreførelse af en tradition for ikke-dualistisk tænkning, der kan spores helt tilbage til gamle ægyptiske visdomsskrifter. - Jung optræder faktisk ikke meget i dette sidste kapitel, og bogen ender derfor en smule uforløst, synes jeg. Men det er logisk nok at afslutte en bog om Jung som dybdepsykolog og kritisk historisk tænker på denne måde.

En forfatter med indsigt og udblik
Haaning er middelalderhistoriker, Jung-kender, meget belæst, også skønlitterært, og han har lyttet intenst til Jung-tidens klassiske musik. Europæiske filosoffer og forfattere fra tiden citeres ofte med prægnante formuleringer, og især Nietzsche spiller en vigtig rolle. Jung forstod ham som en seer, der foregreb den katastrofale udvikling i første halvdel af det 20. århundrede (Jung holdt en lang række foredrag om Nietzsche i 1930erne). Ikke mindst Mahlers musik er et genkommende motiv i bogen, fordi Haaning meget rammende ser (og hører) klare paralleller mellem Jungs syn på ”skyggernes Europa” og Mahlers symfoniske ”portræt” af et samfund på randen af sammenbrud. Med (Mahler-)dirigenten Leonard Bernsteins ord i en artikel fra 1967:

Hvad er dette Mahlers ’dobbelte syn’? Et syn på hans samtids verden, forkvaklet i korruption under dens selvtilfredse overflade, uden mådehold, hyklerisk, blomstrende, sikker på sin egen jordiske udødelighed… musikken er nærmest ondskabsfuld i det den stiller til skue: Den er som et kamera, der har grebet det vestlige samfund i øjeblikket for dets begyndende opløsning… (s. 237)

Jung brugte andre ord og udtryksmidler, men ville nok have været enig i diagnosen.

Jungs ”Selv-biografi”?
Jung skrev fantastisk meget – de samlede værker (Gesammelte Werke/Collected Works) er i 20 digre bind. Men han skrev aldrig en selvbiografi – eller gjorde han? En af bogens fine kvaliteter er, at den – for mig for første gang – tydeligt klargør omstændighederne omkring den bog, der i den danske udgave præsenteres som C.G. Jung. Erindringer, drømme, tanker.”Optegnede og udgivet af Aniela Jaffé”.

Bogen udkom første gang i 1962, ikke længe efter Jungs død. Den danske udgave er fra 1984, og jeg er næppe den eneste dansker, som har opfattet i hvert fald dele af den som autentisk selvbiografi. På tysk Wikipedia omtales den da også som sådan. Men bogen er ikke en selvbiografi. Jung afviste hårdnakket at skrive/have skrevet en sådan – bogen er hans sekretær Anelia Jaffés projekt (og er af samme grund heller ikke medtaget i GW/CW). Jung bidrog med forskellige afsnit, men bogen er efter hans død blevet redigeret kraftigt og helt uden Jungs mellemkomst, ikke bare af Jaffé, men også i forlagsregi, og det er helt usandsynligt at hovedpersonen ville have godkendt den i den form, vi kender den på dansk. Jaffé gør i indledningen sobert rede for, hvad Jung direkte har bidraget med, men vi får fx ikke at vide hvilken af de udenlandske udgaver, der har været forlæg, eller hvordan de enkelte dele er redigeret.

Haaning beskriver bogen som et romantiserende og forenklet portræt, og det er uden tvivl rigtigt. Jung brugte selv (få år før udgivelsen) det herlige udtryk, at han følte sig ”tantificeret” (s. 74) af bogens stil. Et mere præcist billede af Jung som person og tænker får man nok i vennen og samarbejdspartneren E.A. Bennet’s C.G. Jung. A Biography (1961, genudgivet i 2005).

Ekskurs om selvbiografi/autofiktion
Alt dette får mig til at fundere lidt over genrerne/begreberne selvbiografi/autofiktion. Jung skrev altså aldrig nogen selvbiografi; han mente slet ikke at hans personlige liv var interessant nok til det; han foretrak at skrive om sine epokegørende faglige opdagelser.

Selvbiografi hedder på tysk Autobiographie. I Jungs teori om bevidstheden skelnes der skarpt mellem jeget/egoet, der er den vågne bevidstheds centrum, analytisk og snævert fokuseret, og selvet, der er centrum i det kollektivt ubevidste, syntetisk og kreativt. Det kunne give god mening at skelne mellem ”ego-biografi” og ”selv-biografi” (selvom dette ikke er eksisterende bibliografiske kategoriseringer). ”Ego-biografier” er verden fuld af, ikke mindst i disse år, hvor enhver kortvarig berømmelse synes at kaste en biografi af sig, ofte som en maskeret selvbiografi (”Fortalt til NN!” står der ofte. Et aktuelt eksempel på genrens problematik er Jeg er Zlatan, mere eller mindre (op)digtet af David Lagerkrantz). Det var netop sådan én (”ego-biografi”) Jung ikke ville skrive. Han arbejde faktisk på en slags ”selv-biografi” (i den dybere betydning), nemlig den såkaldte ”Røde bog”, hvori han i mange år af sit liv nedfældede drømme, fantasier, meddelelser og billeder som kom til ham fra det ubevidste, som uundværlige bidrag til hans sundhed og kreativitet i det bevidste liv. Selvets fortælling er langt fra hverdagslivet, snarere er den ”arketypisk” (Jungs begreb om det fællesmenneskelige psykiske arvegods), men kan ”hentes ind” i hverdagen som en slags forpligtelse til at kende sig selv – med det hele. Også ”Den Røde Bog” skriver Haaning vidende og informativt om.

’Autofiktion’ er en senere genrebetegnelse, opstået bl.a. ud fra litteraturforskernes studier af værker som Karl Ove Knausgårds Min kamp, der skildrer forfatterens levede liv med den frihed og bundethed, som følger med et program om at være ærlig (over for sig selv). Knausgård bruger et sted metaforen ”Sindets meteorolog” om sig selv. Jeg synes det er en meget fin præcisering af hvor (noget af) inspirationen kommer fra: et følsomt sind, som (når det ellers er åbent og modtageligt) modtager oplysninger om andre og om verden gennem hele bevidsthedens (både det bevidste og det ubevidste) sanseapparat og omsætter indtrykkene til ”vejrmeldinger”. - Jeg tror Jung ville have værdsat denne form for ”selv-biografi”.

En dansk fagbog
Bogen er skrevet i et typisk akademisk sprog, og den er forsynet med fodnoter, der primært henviser til de kilder, der anvendes og citeres fra. Men selvom lixtallet er højt og sætningerne ofte lange, er det en formidlingsbevidst forfatter, der skriver. Alle citater er fx oversat til dansk, og eventuelle tidligere oversættelser korrigeres for det meste. Det er forfatteren magtpåliggende at bidrage til en dansksproget forskningskultur (s. 10). Dette finder jeg meget fortjenstfuldt, både i almindelighed og specifikt. Et godt eksempel på værdien af dette er, at Haaning flere steder diskuterer den ofte anvendte oversættelse af Jungs tyske formulering ”Auseinandersetzung mit dem Unbewussten” til ”konfrontation med det ubevidste”. ”Konfrontation” er faktisk en uheldig oversættelse, fordi det antyder en konflikt. Men Jungs intention er tværtimod, at den enkelte skal gå i dialog med/være i udveksling med det ubevidste. Og det er jo en anden historie.

Kritik og sammenfatning
Jeg savner egentlig ikke noget i denne rige og interessante bog. Jeg undrer mig en smule over, at Jungs metode til dialog med det ubevidste – den Aktive Imagination – er så sparsomt omtalt. Jeg undrer mig også over, at Jungs forhold til nazismen fremstilles så entydigt – altså med fremhævelse af Jung som indsigtsfuld kritiker af nazismen.

På en måde kan Jung jo godt sammenlignes med fx komponisten Richard Strauss, der valgte at indtage senere kompromitterende poster i nazi-regimet for at kunne udøve en slags ’damage control’. Men Jung skrev i 1930erne også meget uheldige formuleringer om ”germanere” vs. ”jøder”, bl.a. i artiklen ”Zur gegenwärtigen Lage der Psychotherapie” (GW 10, s. 195) og hans såkaldte ”Wotan-opsats” (GW 10, s. 203ff) er også kontroversiel. - At Jung ikke var racist skulle være meget tydeligt, bare i de i denne anmeldelse omtalte linjer om Jungs forhold til vestlige og andre kulturer. Men måske havde et kort afsnit om det ømfindtlige emne været på sin plads.

Som musikhistoriker generer det mig lidt, at Haaning helt ukritisk anvender Arthur M. Abells kontroversielle Talks with Great Composers som kilde til viden om Brahms’ kreative processer (som bestemt kan være relevante i sammenhængen). Bogen er udgivet efter anden verdenskrig, altså mere end halvtreds år efter Brahms’ død (angiveligt klausuleret af komponisten ifm interviewet i 1896). Brahms og de andre afdøde komponisters beretninger om inspiration og kreativitet kan udmærket være sande, og de er slet ikke usandsynlige – men de kan også være løgn, for bogen står og falder med forfatterens troværdighed – og den indeholder ikke antydning af dokumentation.

Disse kritiske bemærkninger skal ikke fylde meget i det samlede billede. Den nye danske bog om Jung som kulturhistoriker og –kritiker er en intellektuel kraftpræstation, uhyre vidende, velformidlet og meget interessant, også for ikke-jungianere. Jeg har kun kunnet komme ind på nogle få af bogens mange temaer i denne anmeldelse. – Det ville i øvrigt være interessant at finde ud af, hvordan Jungs stjerne egentlig står i dag – i og uden for den akademiske psykologi, uden for kredsen af tilhængere.

PS. Jeg havde stor glæde af henvisningen til det berømte TV-interview med Jung, Face to Face, produceret af BBC i 1959. Læseprøve på bogen