I det første bind i en ny serie om verdenslitteratur fra Aarhus Universitetsforlag, der fokuserer på selve begrebet og teorien om verdenslitteratur og derfor bærer titlen Verdenslitterær kritik og teori, præsenteres ni bidrag til diskussionen af, hvad verdenslitteratur er for en størrelse, og hvordan man kan bedrive verdenslitterær kritik. I forordet relateres udgivelsen til Det Humanistiske Fakultet på Aarhus Universitet, men mere præcist kommer såvel serieredaktøren Jørn Erslev Andersen som dette binds redaktør Mads Rosendahl Thomsen fra Litteraturhistorie - og at bøger om verdenslitteratur udgives netop dér, er ikke tilfældigt.

Selvom verdenslitteratur er blevet en stadigt mere integreret del af litteraturstudierne generelt, og man også på nationalt funderede litteraturstudier som f.eks. Dansk jævnligt udbyder kurser heri, har især de komparative litteraturstudier i disse år revurderet deres område. Disse studier har traditionelt fokuseret på vestlig litteratur af især engelsk, amerikansk, tysk og fransk oprindelse, men globaliseringen har i kombination med ikke mindst postkolonialismens opgør med det vestlige perspektivs dominans åbnet for en debat om deres genstandsfelt, og sidste år udkom der en beslægtet bog ligeledes forfattet af en ansat på Litteraturhistorie, nemlig Svend Erik Larsens Tekster uden grænser. Litteratur og globalisering. Også i Verdenslitterær kritik og teori repræsenteres mange teoretikere med ståsted inden for den komparative litteratur, og i flere tilfælde er det netop behovet for en udvidelse eller omformulering af studies område, som foranlediger diskussionen om verdenslitteratur.

Dog er bogen ikke af den grund reserveret komparativister. Den præsenterer et efterspurgt materiale på dansk til de litterære universitetsfag generelt og giver dermed et glimrende grundlag for den fortsatte diskussion af begrebet. At diskussionen langt fra er lukket med denne udgivelse, og at man om nogle år muligvis vil finde, at den end ikke længere er dækkende repræsenteret, er således oplagt. Verdenslitterær kritik og teori lægger sider til en højaktuel debat, og selvom den ved at repræsentere Goethes, Brandes, Auerbachs og Borges forståelser af begrebet også optegner konturerne af dets historie, er det sigende for diskussionens aktualitet, at seks ud af de i alt ni bidrag er udkommet i perioden fra år 2000 og frem.

Verdenslitteratur er et hot begreb, og ligeledes af den grund er det svært at holde fast. Det aner man allerede i introduktionen til bogen, hvor omkring en tredjedel af siderne fokuserer på de udfordringer, der er for verdenslitteraturen og samtidig tydeliggør, at begrebet ikke er rodfæstet. Tilsvarende er det karakteristisk for mange af bidragene, at de enten er tentative i deres tilgange, eller alternativt har de, som så ofte for dét der endnu ikke hviler på sikker grund, karakter af et forsvar for et nyt genstandsfelt, andre metodiske greb eller lignende.

Hvis man tror, at man i Mads Rosendahl Thomsens introduktion til antologien vil få en endegyldig definition af, hvad verdenslitteratur er for noget, tager man derfor også fejl. Snarere oplyses man om forskellige tilgange til begrebet. Initialt opstilles tidligere, polære udlægninger, hvor verdenslitteratur enten dækkede al anden litteratur end ens nationale litteratur eller var højkanoniseret, universelt appellerende litteratur. Og disse definitioner suppleres derpå af nyere udlægninger, hvor verdenslitteratur bl.a. anskues som en syntese mellem komparativ litteratur og postkolonialisme, der hver især er transnationalt anlagt, men har været forankret i hhv. en vestlig og en ikke-vestlig litterær tradition. Verdenslitteratur bliver dermed mere end et genstandsfelt eller et kvalitativt begreb; det bliver en måde at bedrive litterær kritik på.

Selvom redaktøren i sit forord toner frem som den diskrete butler for de inviterede herrer og den ene kvinde, der optræder i bogen, er han dog ikke mere tilbagetrukket, end at han i forordet servicerer David Damrosch mest. Det er Damroschs bidrag, der får den mest udførlige introduktion, og præcis i forhold til Damrosch rejses også det interessante spørgsmål om verdenslitteratur og kanonisering, som Rosendahl Thomsen selv har beskæftiget sig indgående med, men som man må gå til hans Kanoniske konstellationer (2003) og Mapping World Literature (2008) for at få udfoldet.

Verdenslitteratur siden Goethe
Som det ubestridte udgangspunkt for beskæftigelsen med verdenslitteratur står Goethe, og antologien indledes med Per Øhrgaards præsentation af Goethes forestilling om verdenslitteratur, der i sin essens anskues som litteratur, der befrugter det fremmede og modtager befrugtning fra det, hvilket ifølge Goethe sker, når litteraturen er på højde med sin samtid. Goethe er da også et uomgængeligt referencepunkt i den fortsatte diskussion, hvor ikke bare Brandes og Auerbach, men også Moretti, Casanova og ikke mindst Goldbæk refererer til hans forståelse af begrebet.

Det er oplagt, at verdenslitteraturen er et emne hos den internationalt orienterede Brandes, der i sit opgør med den danske litteratur plæderede for en litteratur, der skulle komme på højde med sin samtid. I ”Verdenslitteratur” er hans fokus på de svære vilkår, litteratur fra små sprog er underlagt, når det handler om at opnå en verdenslitterær udbredelse, og der tales for en sammentænkning af det nationale og verdensborgelige perspektiv. Brandes skriver afslutningsvis: ”Fremtidens Verdensliteratur vil blive des mere fængslende, jo stærkere det nationale Præg fremtræder i den, og jo mere uensartet den er, naar den blot som Kunst og Videnskab tillige har en almenmenneskelig Side”. Allerede her trænger spørgsmålet om forholdet mellem lokalt og globalt sig dermed på. Det er et spørgsmål, som er blevet accentueret i den nyeste tid og selvsagt må stå særdeles centralt i enhver beskæftigelse med verdenslitteratur, og det er også omdrejningspunktet i Borges tekst, der ganske vist kun indirekte behandler verdenslitteraturbegrebet, men hvor den argentinske nationale arv ikke afgrænses lokalt, men siges at indbefatte hele verden.

Erich Auerbachs bidrag bærer titlen ”Verdenslitteraturens filologi”. Det er en velvalgt titel, idet netop den filologiske metode - for ikke at siden dén filologiske metode, som Auerbach selv praktiserer og argumenterer for i bl.a. hovedværket Mimesis (1946) - fremhæves som en farbar vej for beskæftigelsen med verdenslitteratur også fremover. Som den, der er bekendt med Auerbachs filologiske metode, ved, handler det om gennem den konkrete beskæftigelse med udvalgte ansatser og afgrænsede tekstuelle fænomener at forsøge at optegne en større helhed. Den filologisk-syntetiserende metode bliver derved hans bud på en verdenslitterær tilgang, der ikke homogeniserer udtrykkene, men i den oprindelige ånd fra Goethe fastholder 'mangfoldighedens gensidige berigelse'. Det er så absolut en oplagt og plausibel vej for beskæftigelsen med et verdenslitterært felt, og hvad der også er tydeligt hos Auerbach og videreføres hos Franco Moretti - og i øvrigt passer godt med den måde, Rosendahl Thomsen går til begrebet på i sin introduktion - er, at verdenslitteraturbegrebet ikke kun refererer til et givent objekt, men i høj grad handler om metode; om en metode til at løse det problem, som verdenslitteratur udgør.

Moretti taler om en genindførsel af den gamle, goetheske ambition om verdenslitteratur og dermed for en ændring af den komparative litteraturs genstandsfelt, hvis fokus næsten udelukkende har været vestligt. I modsætning til Auerbach plæderer han imidlertid for en fjernlæsningsstrategi som vej til verdenslitteratur, samtidig med at han dog også noterer grænserne for studiet af verdenslitteraturen og behovet for specialister inden for nationallitteraturen. I relation hertil udlægger Moretti to interessante metaforikker, som han mener, har præget analyserne af den globale kultur, nemlig træet og bølgen. Med træet som det metaforiske udgangspunkt anlægger man et perspektiv, hvor man afsøger, hvordan forskellige forgreninger udgår fra samme stamme, og hvordan enhed dermed afløses af diversitet; bølgen står derimod for den modsatte bevægelse: Her handler det om, hvordan det i udgangspunktet forskelligartede opsluges og indrulles i samme bevægelse. Og i forlængelse af disse metaforikker opfattes arbejdsdelingen mellem den nationale beskæftigelse med litteratur og den verdenslitterære tilgang, idet nationallitteratur siges at passe til folk, der ser træer, verdenslitteratur til folk, der ser bølger. Selvom Moretti anerkender begge tilganges berettigelse, er hans ladede sprogbrug dog afslørende, og der er ingen tvivl om, at han selv er fortaler for bølgeperspektivet.

Pascale Casanova behandler ligeledes det komplekse forhold mellem det nationale og internationale, og hendes projekt gør også op med en snæver nationallitteraturhistorisk tilgang. Hun vil overskride den klassiske dualitet mellem litteratur og verden og dét at se litteraturen enten som en autonom eller heteronom størrelse og dermed bedrive hhv. intern og ekstern litteraturkritik. Alternativet er ifølge Casanova at opfatte litteraturen selv som en verden, og sit projekt bestemmer hun nærmere som ”at genskabe kohærensen i den globale struktur, hvori de enkelte tekster figurerer”. I den forbindelse fremhæver hun, at den litterære verden synes at fungere på andre, kvalitative præmisser end de kvantitative og markedsøkonomiske, der i kraft af salgstal og indtjeningsmuligheder definerer litteraturens globalisering. Indikatorer for eksistensen af et sådant verdenslitterært rum finder Casanova i bl.a. nobelprisens uimodsagte status, ligesom hun fremhæver en særlig litterær tidslighed, hvor det at være moderne er en hæderstitel.

I David Damroschs bidrag gives endnu et interessant perspektiv på verdenslitteraturdebatten, der som tidligere nævnt i sin forgrund inddrager spørgsmålet om kanonisering. På baggrund af en empirisk afsøgning af, hvilke forfattere der er kanoniserede, godtgør Damrosch, hvordan den verdenslitterære kanon er blevet udvidet igennem de seneste år. I modsætning til tidligere inddelinger af forfattere i betydelige og mindre betydelige, fordrer det ifølge Damrosch, at man nu må arbejde med tre niveauer for kanonisering: hyperkanon, modkanon og skyggekanon. Damrosch viser, at den traditionelle hyperkonon, der indbefatter ældre, betydelige forfattere, lever i bedste velgående. Men også modkanonen, der relaterer til underordnede sprog og forbindes med postkolonialismens interesse for nye litteraturer, er i fremvækst. Inden for modkanonen viser der sig desuden at være en hyperkanoniseringstendens i den betydning, at det også i denne kanon er de samme få forfatterskaber, der primært skrives om. Og på én gang bemærkelsesværdigt og oplagt er det, at den postkoloniale forskning selv synes at medføre den samme 'undertrykkelse' og ekskludering, som den anklager den vestlige litteratur for at have bedrevet i forhold til andre kulturers litteraturer. I forlængelse af sine undersøgelser argumenterer Damrosch for en udvidelse af kanon, der kombinerer det hyperkanoniserede med det modkanoniserede. Vi synes med andre ord at være nået til syntesernes tid, hvor man kan overvinde den dikotomi, som opstod i forlængelse af det postkoloniale paradigmes fremkomst.

I Andreas Huyssens artikel er spørgsmålet om en kanonudvidelse i forlængelse af de postkolonialistiske erkendelser også fremhævet og nu med specifikt sigte på modernismen. Det handler om en overskridelse af den snævre, især vesteuropæiske modernistiske kanon og en udvidelse af perspektivet mod andre modernisme-geografier; eller m.a.o. om reelt at betragte modernismen i et globalt lys. Et spændende spor i artiklen er desuden dens modstilling af modernisme og postmodernisme. Huyssens udsagn: ”Postmodernismen mente at være global, men i virkeligheden var den måske ikke andet end et forsinket forsøg på at hævde en nordamerikansk internationale over for mellemkrigstidens højmodernisme af europæisk-internationalt tilsnit” er således ikke kun provokerende. Udsagnet kan gælde som en del af forklaringen på, hvorfor postmodernismebegrebet har spillet et langt større rolle i USA end i Europa, og i hvert fald i relation til dansk litteratur er postmodernismen på ingen måde et begreb, der har kunnet konkurrere med modernismebegrebet i udbredelse og forklaringskraft.

Ligesom Huyssens artikel giver forsøgsvise anvisninger for den fremtidige litteraturforskning er Ottmar Ettes bidrag koncentreret om, hvilke typer af studier der kan bringe litteraturvidenskaben videre. Kodeordet er trans i alle dets former - f.eks. det transkulturelle, transdisciplinære, transsproglige, transmediale og transareale - og bestræbelsen går ud på at komme hinsides en traditionel skelnen mellem national- og verdenslitteratur. Som et modspil til disse mere abstrakte bidrag om verdenslitteratur, står den afsluttende artikel af Henning Goldbæk. Hans artikel handler om Orhan Pamuk som en verdenslitterær forfatter, der transcenderer tidslige og nationale grænser og sammenfører Øst og Vest, lokalet og globalt, og ikke mindst sættes der fokus på Pamuks forbindelse til Goethe.

Antologien afrundes således elegant ved at pege tilbage på udgangspunktet, og Goethes verdenslitterære ånd fremstår som det sammenbindende element i bogen. På tværs af alle skel synes Goethes udsagn om, at det er den gensidige befrugtelse, der er vigtig, da også at have sin gyldighed. Det gælder ligeledes forholdet mellem national- og verdenslitteratur eller mellem nationalt funderede og komparative litteraturstudier, hvor det i stedet for en hævdelse af den enes forrang frem for den anden bør handle om, hvorledes de ud fra hver deres perspektiv kan arbejde sammen om at oplyse og på berigende vis viderebringe det, der er begges berettigelse og genstandsområde, nemlig - og naturligvis - litteraturen selv.