Helle Amin blev født i Dianalund, 100 km. vest for København. Allerede i teenageårene interesserede hun sig for andre kulturer og for at rejse. Hun pendlede i flere år mellem Israel, Australien og England. Da hun fylder 26, møder hun manden, som hun tror skal gøre sin drømme til virkelighed, men i virkeligheden udsætter han hende senere for en mors værste mareridt.

På sit akupunkturstudie møder Helle T. T var flot, intelligent og veluddannet, 10 år ældre end Helle og stammede fra Saudi-Arabien. Der kunne nogle alarmer måske gå i gang mht. kulturchok mv., men eftersom T både drak, spiste svinekød og ikke gik op i sin religion, så Helle ikke forholdet som andet end en oplevelse. Helle vælger dog at konvertere til Islam, i så fald de engang skulle til Saudi-Arabien sammen, hvor kristne stort set har forment adgang (ellers venter en besværlig procedure for at få visum).

Helle og T får fire drenge sammen, Adam, tvillingerne Max og Alex og til sidst Zak. Efter et stykke tid vælger familien at bosætte sig på Bali, og derefter begynder ægteskabet at gå ned ad bakke. T bliver aggressiv og har affærer, og værdiger ikke engang Helle så meget som et ømt blik. Og pludselig en dag, efter Helle har været ude og handle, kommer hun hjem til et tomt hus: T har bortført børnene til Saudi-Arabien – et land hvor kvinder ingen rettigheder har, og hvor chancen for at få forældremyndigheden stort set er umuligt.

I 16 måneder prøver Helle ihærdigt at skaffe et visum til Saudi-Arabien. Endelig får hun på Saudi-Arabiens prins anmodning et visum, således at hun kan se børnene igen. T er meget lidt villig mod dette, og kalder Helle diverse skældsord – selv foran børnene. Efter et stykke tid får Helle arbejde på en international skole, og derfor kan hun blive i Saudi-Arabien på et arbejdsvisum. Herefter begynder omstillingen til den anden kultur og kampen med det saudiarabiske retssystem, hvor en kvindes stemme tæller halvt ift. en mands. Helle får dog lov til at se børnene 24 timer i ugen, hvilket ud fra saudiarabiske standarder er godt klaret for en kvinde.

En dag begår T dog den fejl at tage børnene med en tur til England, hvorefter Helle kan bede myndighederne om at holde børnene tilbage. Herefter begynder en retssag i England, hvor Helle hurtigt får fuld forældremyndighed over børnene.

Efter dette begynder en lang proces for at få børnene tilbage på rette spor. Det er svært at sætte sig ind i, hvad de har været igennem – at blive rykket ud af deres mors favn, flytte til et land, hvor de ikke forstår sproget, og en far som nedværdiger moderen og tilmed er aggressiv. Dette har haft sin indflydelse på børnene, som er blevet højlydte og aggressive af deres ophold i Saudi-Arabien, men med stor indsats fra Helle er børnene nu på vej tilbage på rette spor, går i skole i England og nyder livet med deres mor.

Helles historie er en historie om utrolig mod. Som kvinde i Saudi-Arabien trodsede Helle alle odds, og opnåede til sidst, hvad mange mødre med bortførte børn kun tør drømme om – genforening. Det faktum at børn bliver bortført er ikke noget nyt, de fleste har set filmen Ikke uden min datter, men i realiteten kan dette emne ikke belyses nok. Verden bliver mere globaliseret, og derfor kan folk nemmere rejse over grænser end tidligere, dvs. børn i højere grad kan bortføres, og i mange lande har moderen ingen rettighed som kvinde eller mor.

Derfor er det vigtigt med oplysning, og bogen slutter af med at fortælle om andre knap så ulykkelige skæbner. Desuden understreger den, at der burde være mere fokus på børns vilkår samt foreningen Reunite, som hjælper mødre i lignende situationer. Alt i alt en bog som kan anbefales for alle, og især mødre, således at man værdsætter de små ting i livet, såsom at vække børnene om morgenen og lægge dem i søvn igen, velvidende om at de har det godt – en ting som Helle ved, at man ikke skal tage for givet.