Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Min danske sang / Georg Metz / 600 sider
Art People / People's Press. ISBN
Anmeldt 20/11 2008, 09:32 af Lars Ole Bonde

Dansk sang som identitetshistorie


Dansk sang som identitetshistorie

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

2008 er ”Sangens år” i Danmark, og Georg Metz har brugt dette som anledning til at samle sine to tidligere udgivelser Danmarks Sang (1994) og Den danske sang (2001) i ét stort, revideret bind på næsten 500 sider. Det er godt set, og der er ikke mange af den slags bøger på markedet. Her kan vi nævne Per Warmings Folkelig sang, der swinger (1988); Lisbeth Bergstedts Hvad synger du om så højt i det blå? (1995); Thomas Thurahs Så mange var ordene: Larsen, Rifbjerg og den danske sang (2006).

Ukommenterede sangbøger har vi derimod rigtig mange af! Og de mange dejlige sange, vi har til rådighed, synges som regel ”for pålydende”, selvom der især i de ældre sange er mange ord, vendinger og ikke mindst referencer, som er svært forståelige for børn og voksne nudanskere. Metz skriver i forordet, at han forstår sang som en ”menneskelig udtryksform hvis oprindelse fortaber sig i urtågerne. At sangen har vinger kan have sin rigtighed.” Herefter opregner han en lang række af de funktioner, fællesang har haft gennem historien og til dels stadig har. ”Endelig kan sangen anvendes og opleves som kilde til historien, som vidnesbyrd om ophavssituationen og som baggrund for studier i den foreliggende periodes tænkemåde og mentalitet. Kort sagt sangen som kilde til identitetshistorien.” Dette er Metz’ primære indfaldsvinkel.

I alt 117 sange – fra middelalderballader og folkeviser over salmer, fædrelandssange og revyviser til Kim Larsen og Benny Andersen – har Metz forsynet med kommentarer til (især) tekst og musik. I forordet gøres der kort og klart rede for udvælgelseskriterierne og for de valgte ortografiske principper. Noderne må man finde andetsteds, og de fleste af sangene findes da også i alle gængse sangbøger (størstedelen af de 117 findes i Højskolesangbogen).

Sangudvalget er alsidigt, og de fleste vil kunne finde deres yndlingssange her. Men der er også overraskelser – sange, som for længst er gået af brug eller af (de flestes) minde, f.eks. skillingsvisen ”Jeg lukte op min kiste”, vaudeville-duetten ”Erindrer De, det var i Kongens Have” eller børnesangen ”Lille Viggo, vil du ride ranke”. Når disse (og andre lignende) er med, er det fordi Metz har en rigtig god historie at fortælle.

Og Metz er en god fortæller. Han er generøs med gengivelse af normalt udeladte vers, af andre sangtekster og digte af samme forfatter (f.eks. Helge Rode, PH og Benny Andersen). Selvom det ikke er en videnskabelig udgivelse, er researchen grundig. Hver enkelt sang sættes ind i den historiske og kulturelle kontekst – ofte også med udblik til begivenheder i udlandet på samme tid.

Metz fortæller om forfatteren og (lidt mindre) om komponisten. Han fortæller udover den historiske kontekst også om opførelsessammenhænge (herunder prominente sangere). Og han kommenterer ofte den historiske relevans eller anlægger et samtidsperspektiv, hvilket flere steder fører til udfald mod den nuværende regerings værdikamp og Dansk Folkepartis forståelse af ’danskhed’ – se for eksempel kommentarerne til så forskellige sange som Helge Rodes ”Som en rejselysten flåde” og PHs ”Ølhunden glammer”. Også selv-, øl- og madglade danskere (med og uden klaphat) får nogle uborgerlige ord med på vejen, f.eks. i den morsomme tekst om ”Sejle op ad åen”. Det stadig kildne spørgsmål om danske nutidsforfatteres ambivalente forhold til at skrive nudanske sangtekster behandles kort, men klogt med udgangspunkt i Rifbjergs ”Skagen” (fra Fædrelandssange – der netop ikke er det).

Der er en skævhed i forholdet mellem omtalen af teksten og musikken, som selvfølgelig delvist er begrundet i, at Metz ikke er musikfagmand. Det er også sværere at skrive enkelt og forståeligt om den musikalske side af sagen. Indimellem kan man nu godt savne nogle musikalske pointer. F.eks. skriver Metz meget rigtigt, at både Svend Grundtvig og A.P. Berggreen ’forbedrede’ de folkelige sangtekster, som de indsamlede eller fik sendt fra meddelere i hele landet – i den periode, hvor folkesangen var med til at opbygge den nationalromantiske myte om det særligt ”danske”. Han kunne godt have fortalt, at Berggreen (med flere) gjorde det samme med melodierne: De ofte takt- og metrisk uregelmæssige melodier, som var i folkeligt brug, og hvor varianter hørte til dagens orden og sagens natur, blev ”homogeniseret”, så folkeviserne kom til at klinge kønt i den borgerlige romancetone, Berggreen var så glad for. Alle autentiske ’kanter’ blev slebet af. Hvis man vil kende dén historie, må man om ad Evald Tang Kristensen, som var den første danske folkemindesamler, der arbejdede med moderne, etnografisk respekt for kilderne.

Det kunne også have været interessant at vide, hvad Metz egentlig mener, når han (s. 335) skriver om ”kredsen omkring Thomas Laub, der på godt og måske af og til mindre godt gjorde en kolossal indsats for at reformere den danske sang.” Det kunne tyde på en vis modvilje mod ”Laubianismen”, men omtalen af Laub – i forbindelse med Aakjærs ”Stille, hjerte, sol går ned” – er yderst positiv (og giver anledning til en sprogligt nærmest rablende karakteristik af Laubs reform af kirke- og folkesangen).

PHs sange og viser er berettiget velrepræsenteret, og visen om ”Sproget” giver Metz lejlighed til at affyre en rammende karakteristik af sprogpolitikken i DR gennem det 20. århundrede. Komponisten Bernhard Christensen får kun få ord med på vejen. Der kunne ellers – med ham som udgangspunkt – fortælles interessante historier om, hvordan jazz og anden rytmisk musik omsider fik indflydelse på den danske sangs musikalske sprog. Det er heller ikke meget, der står om det geniale samarbejde med Ingemann og Weyse og de stadig højt elskede Morgen- og Aftensange.

Omvendt diskuterer Metz ret indgående og måske en smule forvirrende (bl.a. pga. et forkert årstal), hvem der har skrevet melodien til ”Kong Kristjan stod ved højen mast” (med facit: ”Ukendt komponist, o. 1770”). Hvor indviklet det kan være at opklare sådan et spørgsmål, kan man læse i en artikel af sangforskeren Niels Martin Jensen på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside.

De ortografiske principper – nutidsretskrivning i sangteksterne og ”datidsortografi” i citaterne – fungerer fint – også de ældre sange fremstår let læselige og forståelige. Der er kun få tryk- og andre fejl (i småtingsafdelingen, f.eks. et overflødigt komma i ”Der er ingenting i verden, så stille som sne.” Det er en smuk bog – og forfatterens egne håndtegnede vignetter er meget charmerende.

Min danske sang vil for mange kunne fungere som en letlæst kultur- og bevidsthedshistorisk guide til Danmarkshistorien – ”et snit gennem dansk identitetshistorie”, som Metz kalder det i forordet. Sangene er som regel på højde med deres tid og giver derfor ofte et indblik i samtidens tænke- og følemåder, som det kan være vanskeligt at få adgang til på anden vis. Georg Metz forstår at lukke sangenes betydninger op på en interessant og læse(r)venlig måde. Alle steder, hvor der synges morgensang eller regelmæssig fællessang, kan man få glæde af bogen, for med Metz ved hånden kan man for alvor opleve og forstå sangene som helhjertede udsagn om et Danmark, som var engang – og til dels stadig er.

Så syng da, Danmark, lad hjertet tale,
Thi hjertesproget er vers og sang.

(Kai Hoffmann)

77
Forrige anmeldelse
« Chokdoktrinen – Katastrofekap... «
Næste anmeldelse
» Verdenslitterær kritik og teor... »