Knausgårds seneste udgivelse er et langt essay (og en lille bog) på 70 sider. For erfarne læsere af den norske forfatter er der en del kendt stof, for historien om hvordan Karl Ove blev forfatter fylder en del i Min kamp. Men synsvinklen er ny her, og bogen er endnu et eksempel på, hvor smukt denne forfatter mester sin metier.

Vi får en lang række interessante begrundelser for at skrive – som dog er andres og ikke Knausgårds. Gennem diskussionen – og forkastelsen - af disse begrundelser dukker mere relevante og personlige grunde op. Disse er samtidig meget alment forståelige, synes jeg, og de viser sig at være næsten identiske med svar på det komplementære spørgsmål: Hvorfor læser jeg? Der kan være mange grunde til at læse/skrive:

• Fordi man skal dø (som en berømt forfatter sagde det i TV)

• Fordi man har mistet tilliden til verden (måske Edvard Munchs begrundelse for at male)

• Fordi man gerne vil forstå sig selv og verden (= grunden til at der findes kunst og litteratur)

• Fordi man vil flygte fra den verden man lever i/Fordi litteraturen er et sted uden for verden

• Fordi det vækker følelser og tanker, man ikke ellers ville have

• Fordi man ønsker at blive anerkendt, markere sig og høre til i et bestemt fællesskab

• Fordi man kan opfinde/opleve universer, fantastiske historier og lege med sproget

Men det er ikke af disse (mere eller mindre almindelige og udmærkede) grunde, Knausgård skriver (og læser). Hvorfor så?

Et litterært hierarki?
En grund kunne være litterære ambitioner, ønsket om at skrive sand kvalitetslitteratur, skabe stor kunst. I anden del af bogen præsenterer Knausgård et spektrum, en slags litteraturens hierarki:

I den ene ende, ude til venstre, vil vi have romanen med den helt modstandsløse fortælling, den læseren glider igennem som en kniv gennem smør, det der engang hed kiosklitteratur, men som nu sælges i stift bind i boghandlen, bogen hvor alt er velkendt, hvor der ikke er noget der er værd at opholde sig ved, hvor intet har en værdi i sig selv. Derefter kommer vi til det, der i Norge bliver kaldt for bogklubromanen, også den bredt appellerende og med så få potentielt ekskluderende elementer som muligt og vældig meget genbrug af scener og billeder; videre til den acceptable roman hvor de klichéfyldte og publikumsbejlende elementer er skåret væk, men hvor fortællingens grundhenvendelse er nogenlunde intakt. I den anden ende af skalaen vokser modstanden samtidig med at det narrative, forstået som elementerne af virkelighedsillusion, reduceres, hvor der lægges lige så meget – eller mere – vægt på skriften som på det den beskriver, indtil vi kommer til de bøger hvor det kommunikative, henvendelsen fra tekst til lærer, bryder sammen…
(s. 48-49)

Da Knausgård gik på forfatterskole, var kun de sidste to kategorier acceptable, men heldigvis for ham selv og for os læsere har han aldrig glemt eller afsværget sine læseoplevelser med de tre første. Det var det mere eller mindre tilfældige møde i teenageårene med Ursula Le Guins eventyr Troldmanden fra Jordhavet, der for første gang satte spor i den ivrige unge læsers bevidsthed, hvor alt andet ellers var glemt, så snart det var læst. Hvorfor?

Bogen lukkede op for en slags ikke-reflekterede, følelsesbårne tanker som jeg aldrig havde haft før, de var nye og næsten chokerende stærke.
(s. 21)

Så Hvorfor?
På den baggrund bliver det lettere at forstå de svar, Knausgård tøvende nærmer sig; han skriver:

• for at at miste sig selv af syne og dog bruge sig selv, gå ind i noget der på en og samme tid er fremmed og velkendt
(s. 61)

• for – gennem den litterære form – at åbne sig for en anden stemme, der omskaber (os, fordi det er vores egne følelser vi oplever, vores egen frygt og begejstring, sorg og glæde… )
(s. 62)

Undervejs strør Knausgård generøst om sig med eksempler på litteratur (og kunst), der har betydet noget for ham selv, og som man simpelthen får lyst til at læse (igen). Måske får man ikke selv lyst til at skrive ved at læse denne lille perle af en bog, men man gribes af akut læselyst. En dejlig begyndelse på et nyt læseår.