Det sker vist ikke ofte, at en anmeldelse begynder med en hyldest til omslag og layout! Men Guds styre fra det lille superforlag, Vandkunsten, er simpelthen en af de flotteste bøger, jeg har set på det danske bogmarked. Den ligger foran mig og skriger ganske enkelt på at blive samlet op og studeret. Samspillet mellem guldfonten og den turkise og rødbrune (som i koaguleret blod) baggrund er indtagende og voldsomt smuk. Omslaget er lavet af Åse Eg Jørgensen, og hun fortjener en pris for sit arbejde (hvis hun da ikke allerede har fået det; kender desværre ikke branchen). Selve teksten er sat op med den rasende flotte ”Lyon”, designet af Carl-H.K. Zakrisson, og den er skøn at læse. Sikken en standard at sætte for en bogudgivelse!

Nu til indholdet. Bogen er en oversættelse af den danske islamforsker, Patricia Crones, hovedværk fra 2004, God’s Rule. Den kontroversielle, men anerkendte, islamforsker døde i 2015, så på dansk er det nærmest en posthum udgivelse. Bogen har dog det vigtige anliggende at ville indføre læseren i islamisk politisk tænkning i middelalderen, dvs. dækkende fra profetens tid og indtil mongolernes invasion i 1200-tallet. Ideen er så at ville vise, hvor mangfoldig og kompleks den islamiske politiske filosofi har været, og hvorfor moderne islamister kan hente alskens indsigter fra disse historiske reservoirer. Bogen er inddelt i fire hovedafsnit efterfulgt af en stribe diagrammer, der sætter mange navne, stammer og bevægelser i kronologi.

Statsbegrebet er i islamisk tænkning koblet tæt sammen med skabelsesteologien, hvilket begrunder ideen om, at der altid har været herskere på jorden. Før der var menneskelige herskere, var der herskere i åndeverdenen. Adam var det første menneske, og han regerede i paradiset på Guds vegne, som den første kalif. Springer vi frem til Muhammeds tid, så er det kendt stof, at der hurtigt opstod strid om arveretten blandt hans efterfølgere. De første fire kaliffer er kanoniserede, men derfra er der splid. Det førte til sektdannelserne, som stadig i dag splitter muslimerne i mange fraktioner.

Crone gennemgår udviklingshistorien minutiøst, og her optræder et større kartotek af islamiske navne, lokationer og årstal. Vi hører således om stammer som Kharijitterne, Mu’tazilitterne og Zaiditterne i 700-900 tallet, hvordan de opstod, hvem deres centrale skikkelser var og hvordan de positionerede sig i forhold til andre grupper.

Fælles for alle stammerne og udviklingen af deres politiske filosofi er, at de tager udgangspunkt i den hårde monoteisme, som præger islamisk teologi. Der er kun én Gud, og han indsætter en række håndlangere på jorden, som derfor har mandat til at agere på Allahs vegne. Det er dog krydret med komplicerede stammeideologier, som også gør dagens politiske landskab brisant. Philip Carl Salzman har i øvrigt beskrevet denne fascinerende og fremmedartede stammeideologiske tænkning på fremragende vis i bogen Culture and Conflict in the Middle East, som også viser hvor udfordrende det er for regionen at etablere fred mellem de stridende parter.

Historien frembringer to typer traditioner – en græsk og en persisk – som Crone beskriver blændende. Den persiske tradition betoner ”fyrstespejlet”, som er en slags rådgivningslitteratur, der forsøger at vække fromhed og retskaffenhed hos herskeren. Den græske tradition betoner mere filosofisk en statsvidenskab med fokus på etik, ledelse og politik. Selvom den persiske kultur var mere fremmedartet end den græsk-kristne, så var det alligevel førstnævnte, der endte med at sætte det mest varige aftryk på tænkningen.

I sidste del af bogen overvejer Crone en række konsekvenser af sin historiske gennemgang. Det er både stimulerende, udfordrende og tankevækkende. Bogen er en rigdom af historiske optegninger og kommentarer, men den viser på frugtbar vis, at den slags studier også kaster et klargørende lys over samtidens forhold.