Da vi i 2017 fejrede 500-året for den protestantiske reformation, var den altoverskyggende hovedfigur Martin Luther. Den fascinerende fortælling om augustinermunken, der blev hovedmodstander til den magtfulde katolske kirke og igennem skelsættende skrifter satte nye standarder for teologisk refleksion, blev fortalt med iver rundt om i det danske land. Når den danske folkekirke er en luthersk kirke, er denne prioritering og markering ikke overraskende, men i et kirkehistorisk perspektiv er lige præcis 31. oktober 1517 ikke nødvendigvis den mest afgørende dato. I lille skala fordi Martin Luthers teseopslag på kirkedøren i Wittenberg ikke afstedkom den disputation på universitetet, som han havde planlagt, i stor skala fordi der igennem flere århundreder var afgørende datoer, der kan forstås som reformationens hotspot.

I bogen Jan Hus. Kirke, korstog og kætteri fortæller historikeren Peter Tudvad om den tjekkiske reformator Jan Hus, der levede ca. hundrede år før Luther, og som på mange måder var en teologisk og kirkepolitisk forløber til tyskeren. I begyndelsen af 1400-tallet var den katolske kirke splittet i to fraktioner, hvor en pave i Rom og en pave i Avignon begge hævdede at være retmæssige ledere af kirken. I 1409 samledes kirken til et koncil i Pisa, hvor en gruppe kirkeledere valgte en tredje person til pavestolen og så var splittelsen total. I de år levede og virkede Jan Hus i Prag, hvor han som præst og universitetslærer forkyndte en from og bibelnær kristendom, som stod i kontrast til renæssancepavernes udsvævende og magtsyge livsstil. Hus mente, at de kirkelige ledere misbrugte deres magt til at vinde rigdom og hæder for egen vinding, og han kaldte kirken tilbage på bibelsk grund. Det var intentionen. Det var dog ugleset og Hus blev kritiseret og udskældt af de klerikale ledere, selvom han langt på vej var elsket og hyldet blandt kirkegængerne i Betlehemskirken i Prag.

Kattepinen for Hus var, at englænderen John Wycliffe ca. tyve år tidligere var blevet dømt for kætteri og brændt på bålet for synspunkter, der lignede Hus’ til forveksling. Særligt to punkter var kritiske: Hus talte for, at det ikke var paven men Bibelen, der var den øverste autoritet i kirken og at nadveren skulle uddeles til ikke-præster (lægmænd) i begge skikkelser, det vil sige både brød og vin skulle uddeles til alle deltagere. Begge dele var altså blevet stemplet som kætteri, men Hus blev ved med at forkynde synspunkterne, indtil det kostede ham livet på bålet efter en kætterdom i Konstanz i 1415.

Tudvad fortæller vidende og levende om Hus’ liv og de ufatteligt mange intriger og magtkampe, som der blev udkæmper i kirkeligt og politisk regi i 1400-tallet. Overblikket er stort og kilderne myndigt gennemtrævlet. Det er ellers sin sag at holde styr på paverne, de tjekkiske konger og kongeaspiranter, kejserne, klerikale med- og modspillere osv. Selvom Hus’ liv er spændende, så er det kun ca. halvdelen af bogen, der er biografisk, mens anden halvdel handler om de effekter, som Hus’ liv fik. Særligt hvordan en gruppe af ”husitter” blev en vedvarende sten i skoen for magthaverne, for de var dygtige krigere, der ikke frygtede døden. Med ledere som Jan Zizka og Prokop den skaldede slog de henved fem korstog tilbage fra det bøhmiske område og var på den måde i stand til at holde gang i den reformation, som ellers var truet af udryddelsesdøden.

Da Luther træder ind på scenen, bliver han hurtigt anklaget for at være husit. I starten nægter han, men da han finder ud af, hvad Hus egentlig lærte, tager han gerne mærkatet på sig. Rystet over, at Hus var blevet kætterdømt for at fremføre synspunkter, Luther fandt genuint bibelske, mistede han endegyldigt tilliden til den katolske kirke og dens korrumperede ledere. Denne del af historien var overraskende og ny for mig, så det var særligt spændende læsning.

Alt i alt følges Jan Hus helt til døren, og vi har fået en fyldig og dreven biografi om en vigtig kirkehistorisk figur, der ofte lever i skyggen af Luther, men som klart fortjener en behandling i sin egen ret. Flot værk!