Den teologiske forskning inden for de nytestamentlige skrifter har forskellige fikspunkter. I mange år har særligt to temaer drevet forskningen frem: jagten på den historiske Jesus og apostlen Paulus’ teologi. Det er sidstnævnte emne, der er i fokus i denne bog, hvor den unge teolog, Sigurd Victor Stubbergaard, udgiver sin prisopgave, for hvilken han modtog en guldmedalje ved Københavns Universitet.

Bogen består af to dele. I den første del oplister Stubbergaard tre grundlæggende positioner inden for Paulus-forskningen: det traditionelle Paulus-perspektiv, det nye Paulus-perspektiv og det radikale Paulus-perspektiv. Den styrende idé er så at vise, at alle tre positioner er korrekte i deres egen ret, for deres tolkninger er styret af den jødiske kontekst, de måler Paulus op imod, og som er konstrueret af fortolkeren ud fra det jødiske tekstmateriale, man sammenligner Paulus med.

Ganske kort om de tre positioner, som er temmelig komplekse og kræver raffinerede skills at håndtere. Det traditionelle syn fokuserer på modsætningen mellem Paulus og jødedommen. Paulus var jøde, men blev kristen, og hans nyvundne kristendom opfattede han som en modsætning til jødedommens religion. I kristendommen frelses man alene ved Guds nåde – kaldet ”retfærdiggørelse ved tro” – mens man skulle fortjene sig til frelsen ved fromme gerninger i jødedommen.

I det nye perspektiv ændres dette syn. Paulus forlod aldrig jødedommen, men ønskede at reformere den, så det blev klart, hvilken forskel det gjorde, at Jesus var jødernes ventede Messias. Epokegørende blev E.P. Sanders’ monografi fra 1977 Paul and Palestinian Judaism, der argumenterede for, at jødedommen egentlig var en nådereligion. Man får del i Guds frelse ved Guds nåde og forbliver i troen ved de gerninger, man gør. I denne forståelse er synd ikke et katalog af fejltrin overfor en guddommelig lov, men et sæt regler, der adskiller jøder fra hedninger (såkaldte ’boundary markers’), og som bør fjernes, fordi Kristus nu har forbundet jøder og hedninge.

I det radikale perspektiv strammes det nye perspektiv yderligere. Her hævdes det, at Paulus forblev en from jøde hele sit liv, og hans breve alene er rettet mod hedninger (ikke-jøder) og deres mulighed for at opnå frelsen. I dette perspektiv opretter Paulus en ny vej til frelse, som kun gælder hedninger, så nu er der to distinkte, men ligeværdige veje til frelsen. Èn for jøderne og én for hedningerne.

Bogens anden del arbejder med konteksten for Paulus’ breve, som altså skal være bestemmende for, hvordan man læser Paulus selv. Stubbergaard forsøger at vise, hvordan konteksten altid er en konstruktion, og konstruktionen er determinerende for eksegesen. Hele denne ide med at analysere Paulusforskningen ud fra dekonstruktivismens grunddogmer, synes jeg ikke, er særligt overbevisende. Problemet er, at mantraet ”teksten bestemmes af konteksten, og konteksten er flydende” ikke svarer helt til det, eksegeterne faktisk diskuterer. For hvor Derrida jo hævder, at sproget ikke kun består af modsætninger (différ) men også må udsætte sine definitioner i det uendelige (defér), så er konteksten i Paulusforskningen bestemt ikke vilkårlig. Konteksten er ikke flydende, men elastisk, og det er ikke det samme. Selvom det diskuteres, hvilke tekster, der bedst danner baggrunden for Paulus’ teologi, så er tekstmængden jo trods alt afgrænset og mulighederne ikke uendelige. Konteksten kan derfor siges maksimalt at være flydende inden for de rammer, som teksterne samlet set muliggør. Men skal man lege med på præmissen, så håndterer Stubbergaard sin tese myndigt, og han skræver elegant over de komplekse diskussioner og mange forgreninger af fortolkningerne. Bogen er derfor både en oversigt over de forskellige positioner og et selvstændigt – i mine øjne mindre overbevisende – dekonstruktivistisk bidrag til Paulusforskningen. Det er stimulerende og udfordrende læsning, som mange teologistuderende med glæde kan lade sig udfordre af.