I renæssancen opstod der en særlig type kunst, som kaldes emblemer. Et emblem er et billede med en tilhørerende tekst, opbygget efter en særlig syntaks: Billedet (kaldet imago) ledsages af en tekst, som er inkorporeret i selve billedet (kaldet inscriptio). Vedhængt er så en supplerende tekst (kaldet subscriptio), som udlægger billede og tekst og løser den gåde, som ofte er blevet fremsat i selve billedet. Emblemet er på denne måde en typisk repræsentant for en allegori.

I den kirkelige kunst, som litteraturhistorikeren, Erik A. Nielsen, beskriver i sit seneste opus i kæmpeværket BILLED-SPROG (dette bind af bind fire af seks planlagte bind), er emblemerne i fokus som en ”gådetale”, der på inciterende vis lokker sin kirkegænger til fordybelse og intellektuel leg. I de kirkelige emblemer er den sluttelige pointe oftest enten forkyndende (dogmatisk) eller opdragende (etisk), hvor imago og inscriptio – oftest et bibelvers – i den ledsagende subscriptio bliver til en samlet tiltale af betragteren, der nu må tage den løste gådes indhold på sig. Som åndelige kolber, der destillerer en maggieterning af essentielt indhold, kan beskueren ikke efterlades upåvirket.

Emblemerne er ikke overraskende hovedsageligt at finde i den sydeuropæiske kirkekultur, men også i Danmark blev der udfoldet en original billedrigdom for emblemkunst. En række østjyske kirker, med Engum, Horsens, Egtved og Viborg som de mest veludrustede, findes et omfangsrigt arsenal af emblemer, som også kan tilses denne dag i dag. I nærværende bogs mange billedeksempler er emblemerne blevet affotograferet af Bjarne Sandstrøm, og billedernes kvalitet er så høj, at man sagtens kan sidde og fordybe sig i detaljerne allerede i sofaen. Dog er det tydeligt, at den fulde oplevelse vil man få on location, så bogen ægger i den grad til en østjysk kirketurné.

Mange af de østjyske emblemer er importeret fra store encyklopædiske samlinger, hvor særligt Daniel Cramers Emblemata sacra nævnes som indflydelsesrig. Nielsen giver Cramer den flotte beskrivelse, at han formåede at ”tegne begreber” - og det er netop, hvad emblemerne kan, udover at være bibeleksegese. Emblemerne kan være komprimerede fortolkninger af centrale etiske eller filosofiske begreber, som på pædagogisk vis illustreres. Det pædagogiske skal dog tages med et gran salt, for som Nielsen påpeger, så kan emblemgåderne kun løses, hvis man kan kombinere tekst og billede, og det kræver selvsagt, at man kan læse – hvilket som bekendt ikke var alle forundt i det 16. århundrede.

Bogen er delt i to. Første del kaldes ”Tekstbogen” og er en gennemgang af emblemets teori, historie og teleologi. Anden del kaldes ”Billedbogen” og er en omfangsrig eksempelbog, som ledsages af lakoniske fortolkninger, der dog er med til dels at vise Nielsens egen originalitet som fortolker og dels at give en håndsrækning til de af os, der ikke har erfaring med emblemkunst. Lidt overraskende kommer kapitlet ”Hvad er et emblem?” først efter tyve siders gennemgang af diverse østjyske kirkers indretninger. Det er blot et eksempel på en let manglende logik i opbygningen, som heller ikke hjælpes af en større redundans, hvor de samme fakta opregnes flere steder. Det redundante tilgives dog på grund af den sproglige sikkerhed og den sprænglærde informationsstrøm, som fylder siderne.

Særligt i forhold til bind et i – nu – kvartetten af bøger om kristendommens billedsprog, den roste Kristendommens retorik, er nærværende Gådetale en mere smal udgivelse, en mere nørdet hengivelse til kirkens sprog. Selvom stoffet formidles med enorm entusiasme, så kan besyngelsen af emblemernes medium også virke en anelse overskruet. Måske kunne en strammere redaktion havde ført til en kortere og klarere tekst, som også kunne have nedtonet de mere bombastiske sætninger som ”Emblemet er ganske enkelt en central del af det europæiske menneskes opdragelseshistorie”. Really? Efter næsten 420 sider er jeg ikke helt overbevist.

Gådetale er dog humanistisk forskning på højt niveau, og selvom gentagelserne er lidt trættende, er informationsmængden overvældende på den skønne måde. Man får selv lyst til at gå på opdagelse i emblemernes verden, at opleve dem i de kirkerum, de er skabt til og få en bedre fornemmelse for den verden, som kun er få århundreder væk, men som mentalt føles oldgammel. Velgjort!