De mandlige medlemmer af mindretallene i det dansk-tyske grænseland havde deres meget forskellige argumenter for at kæmpe på Hitler-Tysklands side under Anden Verdenskrig. Omkring 1000 mænd fra det danske mindretal i Sydslesvig var tvunget til at gå i kamp for nationalsocialismen på Europas bestialske slagmarker - og gjorde det også for moralsk over for den tyske herbergsstat at kunne bevare retten til deres hjemstavn. Nægtede de at trække i værnemagtsuniformen, ville regimet i Berlin kunne hævde, at de danske mindretalsmænd ikke var loyale statsborgere.

Cirka 1500 mænd fra det tyske mindretal i Sønderjylland meldte sig til nazitysk krigstjeneste, og de havde en helt anden bevæggrund. Størstedelen af hjemmetyskerne gjorde det for at støtte Tyskland, og en stor del af dem havde også direkte overtaget tankegodset fra det gennem-nazificerede tyske mindretal i Nordslesvig.

Jørn Tranekjær Andresen beskriver i bogen Blod og jord fire soldaterskæbner fra det dansk-tyske grænseland i perioden fra 1938 til 1948. Det drejer sig om to fra Sydslesvig, hans onkel Hans Detlef Andresen og Herman Tychsen, og om to fra det tyske mindretal i Sønderjylland, Hans-Egon Nicolai Petersen og Fritz Scheel Petersen.

Forskellige udgangspunkter
Jeg må indrømme, at jeg var noget lunken ved den sammenstilling, før jeg gik i gang med at læse bogen. Det kunne være noget problematisk at samle personer, der på den ene side var så uheldige at skulle kæmpe i nazisternes forbryderiske krig, fordi de nu engang var så uheldige at bo i Tyskland, men i øvrigt ikke følte sig som tyskere. For på den anden side at skildre personer, der overvejende og oftest helt af egen drift valgte at kæmpe for Hitler-regimet.

Men efter endt læsning har forfatteren overbevist mig med sin disposition. Det lykkes ham på den måde at skitsere, hvor hårdt de nationale skillelinjer var trukket op i grænselandet i den pågældende periode. Udgangspunkterne var vidt forskellige i et geografisk lille område som det gamle hertugdømme Slesvig.

Jørn Tranekjær Andresen har foretaget en ganske omfattende research baseret på personlige breve, dagbøger avisartikler og - når det gælder de to tyske mindretalsmænd - også retsdokumenter. Det sidste krævede dog en tilladelse fra de to dømtes efterkommere, og den fik forfatteren.

Fra Jørn Tranekjær Andresens onkel lå der let tilgængeligt hundredevis af breve, som denne sendte hjem fra krigen og det efterfølgender russiske fangenskab. Hans Detlef Andresen er ud af en brødreflok fra Agtrup-egnen i Nordfrisland, og brødrene blev for nogle år siden portrætteret i en udsendelsesrække på Danmarks Radio, hvor vinklen var, at de var mindretalsdanskere, der kæmpede i Hitlers uniform.

Manglende præsentation
Bogen beskriver i et tropværdigt og tilpas nøgternt og afdæmpet sprog de fore soldaterskæbners oplevelser på den modbydelige østfront og også deres hjemvenden til en virkelighed, der totalt havde forandret sig. Forfatteren er ikke uddannet historiker, hvilket han ej heller lægger skjul på. Desværre får vi ham slet ikke præsenteret på bogens omslag. Vi får at vide, at han har familiemæssig baggrund i Sydslesvig , men så heller ikke mere. Det er en uskik, når forlag ikke indvier os i forfatterens baggrund. Ikke engang en Google-søgning kan desværre hjælpe læseren synderligt på vej.

Det blinde øje
Jørn Tranekjær Andresen viser dog flere steder, at han er læserens advokat. Han drager egne og ofte subjektive konklusioner, men altid på grundlag af grundige analyser og argumenter, som han lægger frit frem. Han foregiver ikke, at Blod og jord er en fremstilling baseret på historiefagets metode. Hvor historikeren skal overholde videnskabens discipliner, har Jørn Tranekjær Andresen den frihed at kunne læge hovedvægten på fortællingen og formidlingen i en veldisponeret essay-form.

Af de to mindretalsdanskere er forfatteren mest kritisk over for den, som han ikke er i familie med. Tranekær Andresen bemærker for eksempel, at Hermann Tychsen - der senere blev aktiv inden for det danske skolevæsen i Sydslesvig - i lang tid opretholdt en tysk synsvinkel, når det gjaldt begivenhederne på østfronten. Det konstateres, at Tychsen i lang tid kun var i stand til at se skuespillet og ikke, hvad der foregik bag scenen. Og et ganske relevant spørgsmål fra Jørn Tranekær Andresens side: Hvordan kunne Herman Tychsen i sine tekster og beskrivelser vende det blinde øje til naziregimets overgreb på lande og befolkningsgrupper, når han selv kom fra et nationalt mindretal, der dengang var truet på sin eksistens af det selvsamme regime?

Vidne til grusomheder
Jørn Tranekjær Andresen skriver: “I praksis tyder alt på, at Herman Tychsen valgte at spalte sig i to personligheder for at overleve, da han fik den grå soldateruniform på. I overført betydning sendte han (den nazi- og tyskkritiske lærer) Herman hjem til Sydslesvig for at vente på bedre tider og trådte ind i værnemagten med sit alter ego, den pligtopfyldende Gefreiter Tychsen”.

Herman Tychsen var øjenvidne til den tyske hærs og den sovjetrussiske hærs gammeltestamentlige og grusomme færd over for hinanden, og Jørn Tranekjær Andresen går kritisk til værks ved ikke kun at referere det, der nævnes, men også sætte fingeren på det, der ikke nævnes, i Herman Tychsens optegnelser. I en sovjetisk landsby ser Tychsen, at den katolske kirke er nedbrændt, men nævner intet om byens synagoger - selv om det pågældende område husede tusindvis af jøder.

En frivillig SS'er
En tredje af bogens fire hovedpersoner er Fritz Scheel Petersen, der voksede op på Haderslev Næs som en del af det tyske mindretal. I dag ville vi sige, at Fritz Scheel Petersen voksede op i en dysfunktionel familie. Han havde ikke nogen høj status i lokalsamfundet, og pigerne havde han heller ikke stor succes med. Vi kender historien: En utilpasset ung mand fik med verdenskrigens udbrud chancen for at vise, at hans tid var kommet. Fritz Scheel Petersen blev SS’er på østfronten, hvor de frivillige, der ikke var tyske statsborgere, var nogle af de mest fanatiske.

Forfatteren anklager ikke Fritz Scheel Petersen for personligt at have skudt forsvarsløse krigsfanger eller uskyldige landsbyboere, men han er overbevist om, at Scheel Petersen fortrænger eller fortier det tyske ansvar for umenneskelig krigsførelse på østfronten. Der er ingen berøringsangst i fremstillingen, og det skal forfatteren have tak for.

Desuden beskriver Jørn Tranekjær Andresen den meget hurtige omvendelse, som Fritz Scheel Petersen gennemlevede i de sidste dages kampe om Berlin i 1945. Jeg skal da ellers love for, at denne omvendelse kommer noget pludselig. Først i Berlins ruiner indser, den tysksindede sønderjyde, at han er blevet taget ved næsen. Det er åbenbart en del af den menneskelige dårskab kun at kunne perspektivere til sig selv.

Fanget i en svikmølle
Den anden repræsentant for det tyske mindretal er Hans-Egon Petersen, der meget mod sin vilje blev indkaldt til SS-session i Dresden mod slutningen af 1944 på et tidspunkt, hvor den blinde krigsbegejstring var blevet afløst af en realisme. Indtil da var havde han kunnet slippe for en indkaldelse og hellige sig sine teologiske studier. Problemet for Hans-Egon Petersen var, at han som folketysker behøvede en særlig tilladelse for at kunne studere i Tyskland. Da han søgte om denne tilladelse, fik han af regimet at vide, at han skulle melde sig til SS-hvervning. Såfremt han ikke blev taget ved sessionen ville han kunne fortsætte studierne. Hans-Egon Petersen vidste dog, at chancen for at slippe i 1944 var noget nær nul, og han meldte sig i stedet “frivilligt” til det tyske luftvåben. Her endte han i amerikansk krigsfangenskab, og da han kom tilbage til Danmark, blev han i København anklaget for landsskadelig virksomhed.

Årsagen til, at Hans-Egon Petersen valgte at studere i Tyskland, var, at han så sit kald i den tyske kirke i Nordslesvig. Omvendt forbød hans kristne indstilling ham at blive en del af SS’ forbryderiske krigsmaskine. Hans valg var dog tysk, og det kom han til at betale prisen for.

Bogens omslag med ordene Blod og jord (eller oversat til tysk: Blut und Boden) kan tolkes i en anden retning end den vej, bogen bevæger sig. Alene de dunkle farver og jernkorset kan signalere krigsroman, men det skal man endelig ikke lade sig snyde af.