Afdøde biskop, Jan Lindhardt, sagde en gang om danskerne, at deres forhold til kristendommen var som skrabelodder. Ikke mærkbart på overfladen, men kradsede man det mindste, så piblede troen frem. I Sort hedder en sten er tesen omvendt. Journalist Flemming Chr. Nielsen har skrevet en engageret bog om, at hedenskabet igennem hele kristendommens tusindårs lange historie i Danmark mestendels har ligget lige under overfladen – hvis den da ikke reelt har været den praktiserede religion blandt folk flest.

Der er flere forhold, som gør, at det ifølge Nielsen er værd at overveje, om den traditionelle fortælling om kristendommens sejrstog i Danmark holder vand. Den officielle fortælling er glasklar, men den er også skrevet af de ledende intellektuelle, som igennem mange år har været tilhængere af kristendommen – og hvor sikker kan man være på, at de ikke pynter på historien for at forbedre deres egen religions omdømme i annalerne? Derfor beskæftiger Nielsen sig med alternative kilder såsom sagn, folkeminder, vandrehistorier, skrøner og stednavne (byer, skove, vandløb osv.), som alle peger på en anden version af historien: at hedenskabet har haft tilhængere i mange dele af riget, og at de var arge modstandere af kristendommen.

I hvert fald forstår Nielsen diverse vandrehistorier om trolde, der angriber kirker, ellers husnisser, der forpester livet for deres konverterede gårdmænd, som fortællinger, der reelt peger på en modstand mod præsteskabet og dets følgere. Den voldelige opposition blev selvsagt udført i ly af mørket og derfor kunne skrønerne hurtigt udvikles.

Nielsen anvender også troldsplintens hermeneutik, når han tørt konstaterer, at når diverse danske love, som fx Jyske Lov, dekreterer, at man kun må døbe i den treenige Guds navn, så må det siges at ”være en overflødig tilføjelse i en ordknap lov, hvis der ikke fandtes folk, som forsøgte at snige hedenskab og andet djævelskab ind i ritualet”. Vi har da også vidnesbyrd fra diverse præster om sognebørnenes sørgelige åndelige tilstand, og den pietistiske nøgleteolog, Erik Pontoppidan, peger på de ulærde som særligt indfiltrede i kætterier, der selv for en slap kristendom må vække skræk.

Nielsen præsenterer sit stof i nogenlunde kronologisk rækkefølge, og han har mange spændende citater med fra en stribe forskellige kilder. Han er godt læst ind på nordisk mytologi og på folkeminder samt lokalhistorie, og han fortæller sine historier med vid og nerve. Hans religionssyn er klart reduktionistisk, hvilket gør, at han optrevler en række mystiske hændelser og overnaturlige forklaringer som letfattelig overtro. Flere steder gøres det ganske skarpt og vidner om fagligt overblik. Særligt i sidste kapitel afsløres en foragt for kristendom mere udtalt, hvor særligt kirkens dogmatik får nogle gedigne hug. Det peger på en vis sentimental sympati for hedenskabets pluralisme og lokalitet, som jo genkendes i mange religionshistoriske populærudgivelser.

Hvis hedenskabet har haft så godt fat i det danske folk, hvorfor er den så så godt som væk nu? Ifølge Nielsen skyldes det ikke kristendommen, men det elektriske lys. Det er altså ikke en religiøs oplysning, men en industriel oplysning, som ender med at sejre også på ideernes bane. Hedenskabet var sejlivet i en mørk tidsalder, hvor simpel mørkeræd og uhygge fik kreativiteten til at opdigte eksistensen af diverse væsener. Men det elektriske lys kunne afsløre, at der ikke var en dæmon i vindsuset eller en trold i skoven. Det er en åbenlys tese, men faktisk overraskende skarpsindig.

Bogens største svaghed er den noget forvirrende skrivestil, som ofte indleder sætninger med præpositionsled, der giver teksten et kancellipræg, der ikke gør godt. Bogens disposition fremstår heller ikke særligt skarp, hvilket er ret kritisk, når den ellers følger den føromtalte kronologi. Bogen er dog inspirerende læsning, og den ægger til videre studier og nysgerrige ture rundt i det danske landskab.