Hvem skulle dog skrive en helt åben invitation, altså en almen introduktion til operaen som kunstart og oplevelsesrum, om ikke Kasper Holten - dansk (musik)teaterlivs mest ombejlede instruktør, nu hjemvendt til lille Danmark efter en stor international karriere, bl.a. som chef for operaen på Covent Garden i London?

Bogen - invitationen, introduktionen - er helt frisk og på højde med sin tid, både i sproget og i synsvinklen. Operaens typiske plot - handlingen - defineres således: "Dreng møder pige, pige møder dreng, de elsker hinanden, pige dør og dreng bliver ked af det." (s. 22) Jo, det er meget forenklet, og mange operaer har et andet forløb, men det er jo rigtigt at dette smertelige forløb er almindeligt og genkendeligt, fra Orfeo over La Traviata til La Boheme og West Side Story.

Holten er solidarisk med førstegangspublikum og synes derfor ikke, at vi behøver forberede os særligt på et besøg i operaen, eller at programhæftet skal afsløre slutningen på historien - "det ville vi jo aldrig forvente i biografen". Bogen er med andre ord en guide først og fremmest for alle 'nye besøgende' til den specielle biotop, som operaen er: en dinosaur af en kunstart, hvor sang, orkestermusik, skuespil, scenografi, gestik osv. skal kunne opleves som ét væsen. Kommercielt dødfødt, javist, men måske eksistentielt vedkommende også i vores moderne tid? "Ved at skabe en kunstart, hvor vi forener alle de udtryk, mennesket gennem tiderne har opfundet for at beskrive sin sjæl og eksistens, forsøger operaen at lade os sanse denne kompleksitet", skriver Holten (s. 14).

Uklar opbygning - og så alligevel ikke
Bogens opbygning er speciel, og indholdsfortegnelsen (s. 4-5) giver desværre ingen typografisk markering af indholds-/tekstniveauer eller emnetyper. Det hjælper ikke læseren med at orientere sig i bogen: Man får et første indtryk af, at Holtens egne opsætninger af (mere eller mindre) kendte operaer er afsæt for mere "faglige" afsnit om fx stemmetyper, orkestrets, korets, dirigentens, scenografens og instruktørens rolle, bestemte operateatre og tværgående temaer. Dette er altså hverken en håndbog (systematisk indføring) eller en operafører (introduktion til udvalgte værker.)

Når man ser lidt nærmere efter, viser der sig imidlertid at være en gennemtænkt struktur i bogen: Der er forskellige gennemgående temaer, som præsenteres enten samlet (Stemmetyperne: s. 70-101) eller spredt rundt i bogen på logiske stder (Operaens agenter: sangerne, koret osv.; Operahuse: København, London, Wien, Milano; "Seks mesterværker": Carmen, Orfeo, Figaros bryllup, Wozzeck, Valkyrien, La Traviata). Desuden er der både prolog og epilog samt Opera for begyndere 1 + 2 og bogens længste kapitel En operaopsætning bliver til, som forbilledligt gør rede for den 4-5 år lange proces fra en opsætning besluttes til forestillingen får premiere.

En fagmand fortæller fremragende
Men er er bogens struktur ikke umiddelbart gennemskuelig, er de enkelte små kapitler (typisk 4-5 sider inklusive illustrationer) virkelig gennemarbejdede sprogligt såvel som fagligt.

Hvis man har oplevet Holten tale om operaen som kunstart eller introducere en forestilling, genkender man den engagerede fagmands og den dygtige formidlers greb: at kunne gøre rede for et plot, så dramaets idé og udvikling tegnes skarpt; at kunne afdække flere betydningslag i tilsyneladende enkle historier og ikke mindst i musikken; at kunne gøre rede for et værks relevans i vores egen tid; at indvi læseren i egne overvejelser og dilemmaer i forbindelse med opsætningen af værket. Og at servere et eksempel, så man ikke kan undgå at blive nysgerrig.

Et godt eksempel på det sidste er følgende invitation (s. 56) til at gå om bord i en næsten ukendt moderne opera, Szymanovskis Król Roger:

"Hvis du ikke ved, hvilken effekt et operakor kan have, så prøv at lytte helt koncentreret til de første fem minutter af Król Roger på fuld lydstyrke, Hvis dét ikke gør indtryk, så er opera nok ikke noget for dig."

Lyt - lyt - lyt
Og lytte kan man, for til bogen hører to Spotify-spillelister med 43 numre, hvor udvalgte indspilninger (både historiske og moderne) af arier, ensembler, kor og ouverturer akkompagnerer teksten. Den ene spilleliste følger bogens disposition, den anden den operahistoriske kronologi, fra Monteverdi og Händel til Poul Ruders og George Benjamin. Det er et glimrende greb (omend nogle af skæringerne afsluttes meget brutalt) - men det kræver selvfølgelig at man har adgang til Spotify.

Holten skriver vældig godt, og alle kapitler er relevante og interessante. Anekdoter og vitser doseres med kyndig hånd. Der er rigtig mange flotte formuleringer, man kunne fristes til at citere, men jeg vil afslutningsvis nøjes med to. Det første dukker op som en refleksion i forbindelse med en bestemt produktion (den ovenfor nævnte Król Roger):

"Det er dét, opera for mig i sidste ende handler om: At forsøge at få de forskellige ingredienser til at spille sammen og op mod hinanden, så de ikke blot fortæller det samme, eller bliver på overfladen, men så det visuelle kan åbne døre ind til en mulig forståelse af musikken. Så billederne på scenen får publikum til at rykke nysgerrigt frem i stolen og høre efter, hvad der egentlig er på spil, i stedet for blot at læne sig trygt tilbage og nyde den gode musik." (s 56)

Det andet eksempel står i nøglekapitlet om instruktørens rolle. Her går Holten ind i de sidste 20-30 års af og til ophedede diskussion om "regiteater" - altså moderne instruktørers tendens til/behov for at modernisere og 'opdatere' klassiske operaer, så de handler om eller reflekterer vores egen tid. Det sker på en både skarp og afvæbnende måde - Holten nedvurderer ikke publikum:

"Der er naturligvis ikke regler for om man skal gøre det ene eller det andet [være "klassisk" eller "moderne" i opsætningen] for at opnå en kontakt med publikum. Men omvendt eksisterer den oprindelige forestilling heller ikke i en ren form, upåvirket af tidens tand, som vi kan vende tilbage til. Vi kan kun fortolke, vi kan kun forsøge at fortælle historien på ny, og hvordan vi fortæller den, er et valg af form, som afhænger af både værk og kontekst."(s. 126)

Opera er et levende spejl for os mennesker
Sådan lyder en af de sidste sætninger i bogen (s. 239). Holten bevarer fortælleglæden og formidlingsevnen til det sidste. Hvis vi ser bort fra nogle få uinteressante billeder og den lidt kiksede layout af indholdsfortegnelsen og det deraf manglende grafiske overblik over bogens reelle - gennemtænkte - struktur, er det en yderst vellykket bog.

Jeg er overbevist om at den vil kunne hjælpe interesserede 'nye passagerer' om bord på operaens overdådigt udstyrede krydstogtskib. Erfarne passagerer er helt sikkert også velkomne, og hvis man har bevaret sin nysgerrighede intakt, er der guld at hente! Det kan diskuteres om det er en "lille bog", for den kan sagtens få en stor virkning.