Det turde efterhånden være alment kendt, at der er meget at sige om reformationen. I næste uge (31/10-2017) er det officielt 500-årsdagen for reformationen, da man mener, at det var denne dag, Martin Luther angiveligt slog sine teser op på Slotskirkens dør i Wittenberg. Mon det er gået nogens næse forbi, at vi fejrer det jubilæum i år? Jeg er efterhånden blevet i tvivl, for jeg har selv gnavet mig igennem en helt skov af Luther-litteratur i år, hvilket formentlig har gjort mig blind for, at enkelte (?) måske ikke har været så opslugt af hele dette tamtam, som jeg har.

På trods af det halve bibliotek af Lutherstof, der har været på menuen i år, måtte jeg bare i gang med det kulturhistoriske dobbeltbind Reformationen. 1500-tallets kulturrevolution, som Aarhus Universitetsforlag sendte på gaden i september måned. Udgivelsesdatoen lå tæt på trebindsværket fra Syddansk Universitetsforlag, Reformationen i dansk kirke og kultur , så hvert forlag havde altså gang i et prestigeprojekt, hvor et væld af forfattere var indskrevet til at give deres besyv med.

Men hvor Odense-værket var en rejse fra 1517 til 2017 med primært fokus på teologi og kirke, er Aarhus-værket (stort set) afgrænset til 1500-tallet og breder sig ud over en større række fagfelter. Det gør, at de samlede fem bind kan supplere hinanden på flot vis. Så frem med pengepungen!

I nærværende storværk er bind et dedikeret reformationen i dens brede europæiske kontekst, mens bind to er lokalt afgrænset til Danmark. Værket er dog i høj grad bestemt af de enkelte forfatteres ekspertise (nedefra og op) og virker ikke til på samme måde som Odense-værket at være sat i system før begyndelsen af et par redaktører (oppefra og ned).

Sjovt nok er der også gengangere, da den ene af redaktørerne fra Odense-værket, Carsten Bach-Nielsen (AU), medvirker i Aarhus-værket med to artikler, den første om religionskrige. Her viser han, at den legitimation af vold, som kendetegnede middelalderkirken fortsatte ind i reformationskirken. Det var først den europæiske humanisme, som artikulerede en kritik af vold, mens både Luther, Zwingli og Calvin på hver sin måde legitimerede (stats)vold. Det samme kan jo også siges om den radikale reformation, som fx i Thomas Müntzers tilfælde endte i det rene blodblad.

Bind et ligger ud med en lang Luther-biografi af professor i Kirkehistorie ved Københavns Universitet, Steffen Kjeldgaard-Pedersen, som viser, at vi i Danmark uundgåeligt forbinder reformationen med Luther. Der var mange andre centrale aktører, men Luther var både igangsætter, drivkraft og galionsfigur.

Ellers fandt jeg særligt Bo Kristian Holm og Hans-Jørgen Schanz artikler om henholdsvis Luthers antropologi og Luthers forhold til filosofien interessante (hvilket siger mere om mine interesser, end om bogens øvrige – glimrende – artikler). Bo Kristian Holm er leder af LUMEN-centret på AU, som forsker i Luthers legacy, og han viser den kompleksitet, der er i den lutherske antropologi, hvor mennesket både er indkroget i sig selv på grund af arvesynden og skeptisk over for menneskets iboende evner til selvudvikling. Men det betyder ikke, at alt er sort, for den skeptiske antropologi er primært knyttet til frelsesmuligheden, hvor mennesket ifølge Luther alene må forlade sig på Guds nåde. I hverdagens liv er menneskets muligheder dog mange, og Luther havde et optimistisk syn på livet her på jorden og på fornuftens bidrag (det sidste bliver ellers af og til benægtet).

Hans-Jørgen Schanz, der er professor i idéhistorie på AU, behandler Luthers plads i filosofihistorien. Overraskende nok graver han en bekendelse frem fra Hegel fra dennes filosofihistorie: Hegel anså åbenbart sig selv for at være lutheraner og postulerede, at han ville vedblive at være det. Grunden var, at Luther ifølge Hegel satte ånden fri, hvad Hegel selvsagt kunne anvende i sin egen filosofi om Åndens historiske fremadskridende gang mod totaliteten.

Bind 2
Bind 2 omhandler som sagt den danske kulturhistorie i 1500-tallet, og efter de indledende kapitler om den danske reformation er det netop kulturhistorien, som kommer i fokus. Føromtalte Carsten Bach-Nielsen har et underholdende kapitel om danske skriftestole og skriftepraksis, hvor han viser, at skriftepraksis med reformationen ændrede sig fra at være en bekendelseshandling til at være en katekismeoverhøring. I det hele taget blev samfundet hurtigt konfessionaliseret og alle instanser og institutioner arbejdede sammen på at få hele folket lutheraniseret.

Skolevæsenet fik afgørende betydning, for det var vigtigt, at alle kunne læse Luthers lille Katekismus. Derfor var læseundervisningen højt værdsat, hvilket selvfølgelig havde en dannende effekt, men det var dog kun et instrument til det egentlig formål: at styrke den lutherske ortodoksi. Om dette emne skriver Charlotte Appel kyndigt og informativt.

Hverdagslivet bliver intenst beskrevet i værket, og et interessant kapitel er skrevet af professor i kirkehistorie ved Oslo Universitet, Tarald Rasmussen. Han skriver om synet på døden, for der sker det teologisk afgørende, at reformatorerne afskaffer påstanden om Skærsilden, denne mærkelige lokalitet i katolsk teologi, hvor afdøde skal afsone en timelig straf ved at lide i nogle flammer, inden de derefter ekspederes til den evige salighed eller den evige pine.

Reformatorerne inddeler stadig efterlivet i enten Himmel eller Helvede, men når Skærsilden afskaffes, sker der en frisættelse for de efterladte, der ikke længere skal frygte så meget for den afdødes skæbne. Det ses bl.a. i de ligprædikener og epitafier, som vi har bevaret fra den tid. Rasmussen gennemgår et par karakteristiske eksempler til at underbygge sin pointe.

Begge bind er boghåndværk af høj kvalitet. De er sat eminent flot op og er en fryd at læse i. Der er mange flotte illustrationer i bøgerne, som underbygger den megen tekst, og så er det bare en flok velskrivende og vidende forskere, der er blevet samlet til projektet. Bogens enorme størrelse gør den svær at håndtere under læsningen, men det er ca. også eneste minus. Et meget vellykket værk!