Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere

Kirurgiens kunst – En blodig historie / Lindsey Fitzharris / 272 sider
Lindhardt og Ringhof . ISBN 9788711557280
Anmeldt 21/10 2017, 13:32 af Birgitte Amalie Thorn

Én mands revolutionerende kamp mod overmagten


Én mands revolutionerende kamp mod overmagten

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Lad det være sagt med det samme: Det her er en ulækker bog. Britiske Lindsey Fitzharris formidler opdagelsen af bakteriers betydning for lægevidenskaben, så pusset formeligt driver ned ad bogsiderne, og man tager sig i næsten at kunne fornemme stanken af rådnende sår - men hvor er det da også vanvittigt spændende læsning!

Med den engelske kirurg Joseph Lister som omdrejningspunkt følger vi ham fra opvækst til død og delagtiggøres i den livslange kamp, han førte for at finde frem til, hvad det var, der forårsagede, at sår gik i betændelse. Det lyder måske ikke særligt spændende for den uindviede, men takket være Fitzharris’ grundige beskrivelse af 1800-tallets Storbritannien forstår man, hvorfor en sådan opdagelse faktisk var af enorm betydning.

Flertallet af befolkningen levede i lige dele snavs, armod og analfabetisme, og hospitaler var ironisk nok kendt som ”dødens huse”. Bedøvelsen var endnu ikke opfundet, ligesom man intet begreb havde om eksistensen af vira og bakterier. Af samme årsag var dødsraterne for operationer eller bare indlæggelser så rystende høje, at man som moderne menneske næsten ikke kan fatte det. Faktisk var det sikrere at blive opereret liggende på spisebordet i sit eget hjem end på hospitalet, hvor risikoen for at dø var tre til fem gange højere.

For at bidrage til rædslerne blev datidens brutale operationer desuden udført foran et stort, nysgerrigt publikum af lægestuderende og folk fra gaden. Det var således en teatralsk affære. Milevidt fra nutidens sterile miljø, hvor der helt selvfølgeligt tages hensyn til patientens blufærdighed og følelser.

Beskrivelsen af datidens kirurger taler for sig selv: ”Kirurgen, der som regel var iført et forklæde dækket af gammelt, indtørret blod, vaskede sjældent hænder, og der hang altid denne umiskendelige lugt af rådnende kød omkring ham, som fagets folk muntert omtalte som ’den gode, gamle hospitalsstank’”. Det var denne normaltilstand, som den unge Lister ønskede at gøre op med, og vi følger således hans rejse mod først videnskabelig opdagelse og siden anerkendelse af problemets årsag, nemlig mangelfuld hygiejne og viden om bakterievækst. Problemet var bare, at en lang række etablerede kirurger havde en hel del at tabe ved at acceptere det paradigmeskift, som Listers opdagelser lagde op til.

Bogen er et overflødighedshorn af fuldstændigt vilde facts, og man tager sig i at ryste vantro på hovedet flere gange undervejs. I bedste populærvidenskabelige stil forener forfatteren historisk interesse og videbegær med folks fascination af splat og død. Fitzharris er en levende fortæller og dramatiserer det til tider meget videnskabelige stof, så man ikke keder sig. Stilen og indholdet har bred appel og kræver på ingen måde sundhedsfaglig baggrund, men antallet af fagtermer og gammeldags ord gør, at læseren nok skal have en vis forudsætning for at få det fulde udbytte af bogen.

Værket er desuden godt oversat af Anders Juel Michelsen, der har valgt at være tro mod den let antikverede samt videnskabelige sprogtone, som bogen naturligt nok er skrevet i. Måske lidt pudsigt har oversætteren gentagne steder valgt først at gengive den (sandsynligvis ukendte) videnskabelige term eller nogle gange endda den oprindelige engelske og har dernæst indsat en lettere forståelig lægmandsterm i parentes bagefter. Formentlig ud fra et ønske om at bibringe læseren alle nuancer, og det fungerer da også fint.

Har man lyst til en læseoplevelse, der pirrer sanserne og følelserne som en krimi, men har uendeligt meget mere substans end det, så er Kirurgiens kunst et rigtig godt bud.

Forrige anmeldelse
« Guds ord – vores sprog «
Næste anmeldelse
» Livet i Mumidalen skabt af Tove... »