Vi starter med en anekdote. For år tilbage var nærværende anmelder til en eksamen i praktisk medieproduktion hos kollegaerne på AAU: Jørgen Riber Christensen Og Ole Ertløv Hansen. Dengang spurgte undertegnede lettere naivt, om de to vitterligt kunne vurdere egenproduktionen uden at lade sig påvirke af eventuelle nepotistiske elementer, der kunne opstå som følge af, at de skulle bedømme en video, som deres kollega havde flikket sammen i løbet af et par weekends. Det mente d’herrer nu godt de kunne, og eksamen forløb herefter over al forventning.

Nu mange år efter er rollerne blevet byttet om, for førnævnte herrer har, sammen med deres kollega Thomas Mosebo Simonsen, netop udgivet fagbogen Medieproduktion – Kommunikation med levende billeder, og det er selvsagt Kulturkapellets fornemmeste opgave at læse og vurdere denne udgivelse. Der skal vanen tro ikke gives karakterer for bogen, men nedenstående skal opfattes som en udtalelse, der burde være grundig nok til, at d’herrer selv burde kunne finde frem til karakteren.

Medieproduktion – Kommunikation med levende billeder er, som der står i introduktionen, en bog der er henvendt til studerende på de videregående uddannelser. På AAU har man i snart mange år, bl.a. på humanistisk informatik og på danskuddannelsen fået de studerende til at lave små kortfilm, så disse ikke kun havde en teoretisk men også praktisk tilgang til levende billeder. Dette er også en virkelig god tanke, for som mediefagslærer på gymnasieniveau ved man, at der næppe findes noget bedre i forhold til at lære om film end ved selv at skabe film.

Umiddelbart er bogen for de, der har fulgt denne type af undervisning på de videregående uddannelser, en grundbog, som dækker stort set alle aspekter af den praktiske medieproduktion. Den er opbyggeligt udformet, for den starter med manuskriptet, forklarer hernæst om dramaturgi, filmiske virkemidler, genrer, dokumentarfilm, reklamefilmsproduktion og kortfilmsformatet. Endelig sluttes der af med nogle afsnit, der handler om, hvordan man distribuerer film via digitale platforme, og hvilke praktiske og juridiske problematikker, man skal være opmærksom på, når man sender en film ud på nettet. Faktisk virker det forholdsvis nemt som underviser at tilrettelægge forelæsninger med denne grundbog som udgangspunkt.

Det er ganske tydeligt, at bogens tre forfattere har mange års erfaring i at formidle dette stof, for selv om der på lidt over 200 sider ikke kan gås i dybden med alle enkelte aspekter af filmproduktionsprocessen, så er der, takket være en rigtig overskuelig litteraturliste, indholdsfortegnelse og stikordsregister, nemt at navigere i bogen samt at finde inspiration til videre læsning. Hvad angår struktur og layout er der bestemt ikke noget at klage over, og det er set med kapeløjne en virkelig fed idé at inkludere QR-koder undervejs, så læseren nemt kan scanne disse ind på sin mobil eller tablet, for på den måde at blive ført direkte til den kortfilm, trailer eller reklame, som der omtales i teksten. Det virker!

Det er til gengæld også en bog, der primært henvender sig til studerende på universiteterne end deres undervisere. Udgivelsen har også en tendens til dels at benytte en mængde ganske velkendte eksempler og forklare begreber på næsten samme måde som dem, man f.eks. finder i den grundbog til mediefag i gymnasieskolen, Levende Billeder, som undertegnede selv bruger i hverdagen på HF. Det er der selvsagt ikke noget galt i, men pointen er bare, at Medieproduktion – Kommunikation med levende billeder ikke bringer ret meget nyt i spil, hvis man i forvejen selv arbejder med medieproduktioner i teori og praksis.

Det er også lidt mærkværdigt, at der i kapitlet om genrer nævnes Hollywoodgenrer som western, horror, melodrama, komedie og gangsterfilm, for hvorfor er der eksempelvis ikke blevet plads til krigsfilm, actionfilm, pornofilm, thrillers eller lignende? Disse kan vist også godt betegnes som Hollywood-genrer. Musicallen behandles også, men mærkværdigt nok ikke i dette kapitel, hvilket er lidt besynderligt. Forfattere til bogen kunne altså godt eksplicit nævne deres fravalg, hvilket er noget som studerende på universitetet meget ofte får at vide, at de skal inkludere i de projekter, som de skriver.

En lidt støre anke mod bogen er, at den synes at udspringe i de nærværende forfatteres arbejde med analyser og vurderinger af de kortfilm, som studerende på AAU producerer, i stedet for en mere hands-on tilgang til selve præproduktions-, optage- og redigeringsprocesserne. Der gives godt nok overordnede og konkrete tips og tricks som f.eks. ”husk at stille hvidballance”, ”sørg for at have fået skriftlig tilladelse til at optage på den location” og lignende, men meget store dele af bogen er i denne anmelders øjne baseret på analyse fremfor praksis.

Et andet eksempel kunne være, at en redigeringstekniker aldrig ville arbejde med begreber som ”ikke-diegetisk” og ”diegetisk” lyd. Dette er begreber som bl.a. David Bordwell bruger til sin glimrende analyseteori. I den konkrete redigeringsproces benyttes om lyd i stedet begreber som ”reallyd”, altså det, som er optaget på settet, og ”Foley”-lyd for alt det, som efterfølgende tilføjes i klipperummet.

Det er bestemt ikke et enestående problem for denne type udgivelser. Dette kendetegner faktisk rigtigt mange af den type grundbøger i mediefag, altså at de er både velskrevne og grundige, men at de også tenderer at blive for generaliserende og vægte teori frem for lavpraksis, selv om det ofte er det sidste, som nye filmmagere har allermest brug for. Selvom de er fulde af mange gode, praktiske råd om, hvad man optimalt burde gøre i mange aspekter af den kreative proces, så er der også mange lavpraktiske informationer, der desværre mangler.

Eksempelvis kunne det have været rart med en gennemgang af et redigeringsprograms workflow (og før nogen kan nå at indvende, at der jo findes mange forskellige slags redigeringssoftware, så er workflow’et altså ofte det samme uanset, hvilken softwareløsning man benytter). I det mindste kunne forfatterne da have inkluderet en eller flere QR-kode, der kunne føre læseren til en af de mange tutorial-videoer, som findes på nettet. De kunne også have valgt at lave en visuel gengivelse af timelinen, hvilket ville have givet en langt mere håndgribelig visualisering af, hvordan en ”lydbro” eller et dækbillede benyttes i denne type software. Lige som der også kunne være inkluderet videoer, som kunne vise behind-the-scenes og forskellige aspekter af produktionsprocessen i stedet for udelukkende at vise de færdige film.

Nu kan det muligvis lyde som om kapellets anmelder fyrer den kritiske bredside afsted og forsøger at sænke bogen helt, men så galt står det altså ikke til, for den er både en utrolig grundig og fint struktureret basisbog i forhold til de mange, mange aspekter af den praktiske produktionsproces og ikke mindst de mange teorier om kommunikation gennem billede og lyd. Er man derfor helt grøn i forhold til såvel medieanalyse som det at selv skabe fortællinger med et kamera, så er det et virkeligt godt sted at starte. Den største anke er blot, at forfatterne måske burde have allieret sig med en fjerde skribent, der til dagligt arbejder konkret med filmproduktion, for at få deres udgivelse til at stå endnu stærkere. Måske dette kan ske i et eventuelt andet oplag.