Dagbladet Information kørte op til det tyske forbundsdagsvalg den 24. september en artikelserie om tysk kultur. Intentionen var at introducere den tyske højkultur i Danmark. Med højkultur menes den del af kulturlivet, som kræver forkundskaber og tid til at tilegne sig, det gælder for eksempel klassisk musik, litteratur og til dels billedkunst.

Artiklerne har Informations Forlag samlet i en bog med titlen Deutschstunde. Bogen består af 34 intruktioner til tysk kulturhistorie, som det hedder i bogens undertitel. Avisens chefredaktør Rune Lykkeberg tager i forordet til bogen munden fuld og skriver, at Tyskland i dag står som “den nye leder af den frie verden”.

Det gør han på baggrund af en undersøgelse, som det amerikanske analyseinstitut Pew Research Center foretog i juli 2017. Undersøgelsen skulle ifølge Lykkeberg vise, at “den tyske leder Angela Merkel har langt større opbakning end den amerikanske, kinesiske og russiske leder”. Nu har man flere gange hørt, at der er blevet refereret til den undersøgelse, men desværre uden, at nogen er gået i substansen med den. Angiveligt skulle konklusionen hvile på en interviewundersøgelse foretaget i en række lande verden over.

Hvem er blevet spurgt? Hvor mange? Hvor er de adspurgte fundet? Man bliver ikke ret meget klogere ved at gå ind på Pews hjemmeside.

Magt bag ordene?
Spørgsmålet er også, om en flertalsopbakning - herunder i lande som Rusland, Nordkorea eller Iran - til en bestemt leder i et bestemt land skulle retfærdiggøre konklusionen, at det pågældende land så skulle stå “som den nye leder af den frie verden”. For hvis en betingelse for en opretholdelse af en fri verden er, at der sættes magt bag ordene, så er svaret: Nej, Tyskland er ingenlunde den fri verdens leder.

Man kunne da så tilføje, at det ville være klædeligt af “den nye leder af den frie verden” ikke at bygge videre på lokumsaftaler, som Tysklands tidligere forbundskansler Gerhard Schröder har indgået med Ruslands præsident Putin, som bestemt ikke er nogen frihedens mand.

Hvis “den nye leder af den frie verden” skulle leve op til Rune Lykkebergs voldsomme konklusion, ville landet skulle sige nej til Nord Stream 2-gasledningen, der vil sælge de østeuropæiske nabolandes sikkerhed for at kunne bevare friheden under et voldsomt pres. Rusland er et land, der med sin adfærd vist sig at være en trussel mod det liberale demokrati. Samtidig advokerer Tyskland for Nord Stream 2-gasledningen gennem Østersøen - primært på grund af egne nationale og ikke overnationale interesser, som Tyskland ellers normalt gør sig til talsmand for gennem EU.

Senere i forordet trækker Rune Lykkeberg dog også noget i land. Han skriver, at det ikke er Informations egentlige ærinde at sige noget om Tysklands globale autoritet. Formålet er at give læserne muligheden for at opleve den tyske kultur påny.

Overfladiske appetitvækkere
Det gør udgiverne ved at lade en række kvalificerede skribenter skrive små korte artikler om tyske komponister, filosoffer, digtere, billedkunstnere, filminstruktører og romanforfattere. Introduktionerne er ultrakorte artikler, der stopper længe inden, de er kommet i dybden med noget.

Det er små overfladiske appetitvækkere til Kant, Hegel, Nietzsche, Heidegger eller Habermas inden for for eksempel filosofien eller Hölderlin, Rilke, Sachs, Brecht, Celan og Grünbein inden for digterkunsten. På 192 sider i en bog, der måler cirka 19 x 14 centimeter er der naturligvis ikke plads til grundighed eller dybde, men udgiverne bringer efter hvert kapitel relevante forslag til dansksprogede udgivelser, hvor man kan gå i dybden med de enkelte temaer eller kunstnere.

Nogle nævnt, mange glemt. Dette er altid risikoen. Når det gælder udvalget af komponister, ligger de seks store - Bach, Mozart, Beethoven, Schubert, Wagner og Strauss - lige for. Komponisterne klarer Valdemar Lønsted (kendt fra Danmarks Radio og for sit omfattende musikalske forfatterskab) med en kompakt stil på den begrænsede plads. Alle kapitler, er blot ment som appetitvækkere, og når det først begynder at blive spændende, går bogen videre til næste emne. Det ligger i naturen - i bogens ultrakorte form.

Ingen indholdsfortegnelse
Når det gælder udvalget af billedkunstnere, kan man dog med rette spørge, hvorfor Ernst Ludwig Kirchner lige er valgt ud blandt de store tyske ekspressionister frem for en Karl-Schmidt Rottluff, Erich Heckel eller Max Pechstein. Forfatteren er her digteren Peter Laugesen, og han er tydeligvis fascineret af Ernst Ludwig Kirchner. Det er jeg også. Men jeg er lige så fascineret af de øvrige ekspressionister. Hvorfor Laugesens valg? Kan det hænge sammen med Kirchners dramatiske historie? Han var manisk selvoptaget, narkoman og endte med at vælge det, som tyskerne så malende kalder for en “Freitod” - selvmordet.

Valgene er tildels meget personlige, og skulle bogen have været mere fagligt dækkende, skulle den have været tykkere. Ja den er i virkeligheden så tynd, at der ikke er hverken indholdsfortegnelse eller register. Det behøves ikke.

Rune Lykkebergs hoved, indsigt og flid fejler ikke noget. Han kan koge ting ned til det spændende, som når han skriver om filosoffen Immanuel Kant, at ham kan vi ikke gå tilbage til, for vi er aldrig kommet videre.

I afdelingen med tyske forfatterskaber - der er skrevet af litteraturhistorikerne Erik Skyum-Nielsen og digteren Peter Nielsen - får vi ud over alle de store klassiske som ­Goethes og Kleists, Thomas Manns og Heinrich Bölls, også serveret en lille appetitvækker til nobelpristageren Herta Müller. Hun voksede op som mindretalstysker i Rumænien langt uden for Tysklands grænser og viser os ifølge bogen “diktaturets grammatik”. Så hellere den tyske!

En o.k. bog - men lige lovlig let.