I 1960’erne og 70’erne kom mange gæstearbejdere til Danmark som følge af efterspørgsel på arbejdskraft. Især tyrkiske, kurdiske og pakistanske mænd kom til Danmark og tog jobs på fabrikker. Som følge af stigende arbejdsløshed kom der et indvandrerstop i 1970’erne, men hvad skete der med de indvandrere, som allerede havde bosat sig i Danmark?

Mahmut Erdem er et eksempel på sådan en skæbne, og i Folket med de trætte okser fortæller han om sin opvækst i Tyrkiet, og om det kurdiske folk, som udgør 20 millioner indbyggere i Tyrkiet alene, deres kamp for selvstændighed, og hvordan det kurdiske folk gang på gang har måttet flygte som følge af regeringsmagtens ”tyrkificering” af det kurdiske folk. Mahmut Erdem har allieret sig med Ole Hammer, som - i led med af sit arbejde som indvandrer- og flygtningekonsulent i Mellemfolkeligt Samvirke, Dansk Flygtningehjælp og INDsam - har skrevet og redigeret talrige bøger om emnet. Sammen fortæller de bl.a. om indvandrernes situation i Danmark fra 1970’erne og op til i dag, hvilke tiltag der er foretaget, og hvilke dilemmaer indvandrerne har stået overfor i det danske samfund.

Da Mustafa Kemal Atatürk fik magten i Tyrkiet, begyndte en tyrkificeringsproces, der havde til formål at vende Tyrkiet mod Europa. Han fik det latinske alfabet indført, stat og religion blev sekulariseret – det blev bl.a. forbudt at bære tørklæde og fez i offentlige institutioner. Men bagsiden af medaljen var de konsekvenser, det fik for de etniske mindretal i Tyrkiet, heriblandt kurderne, som udgør 20 millioner indbyggere i Tyrkiet. Kurderne skulle gøres til tyrkere, og der blev iværksat tvangsforflyttelser, kurdiske navne blev ændret til tyrkiske, og det kurdiske sprog blev forbudt.

Efter Atatürks magtovertagelse har kurderne gjort oprør mindst 29 gange, og hver gang er oprøret blev slået ned med hård hånd, og lederne dømt og henrettet. Mange kurdere, som var politisk aktive, valgte derfor at søge til Europa - deriblandt Danmark, og fik senere deres pas frataget som følge af deres deltagelse i kurdernes sag. Mahmet Erdem hører til én af de kurdere, som har fået sit pas frataget flere gange, men eftersom Tyrkiet har søgt optagelse i EU, er der sket en vis opblødning på det kurdiske område, og Mahmut Erdem har i dag sit pas igen.

Mahmut Erdem blev født i 1949 i Kuşca i Tyrkiet og er af kurdisk oprindelse. Hans familie kan spores over 200 år tilbage, hvor de brød op fra Adιyaman i Østtyrkiet eller Kurdistan. De slog sig ned på de øde sletter mellem Konya og Ankara, hvor flere kurdere allerede havde bosat sig. Mahmut Erdem kommer fra en stor familie, som i et familietræ ville strække sig til ca. 1000 mennesker.

I bogen fortælles om nogle af disse skæbner, bl.a. hans mors tipoldemor Alot, som var kendt for sin dygtighed i flere landsbyer, og om hendes børnebørn Efendi og Dinos kamp på Alots arv. Mahmut Erdems far lærte først at læse og skrive som 18-årig, og lagde derfor vægt på, at Mahmut skulle få en uddannelse, blive gift, og endvidere at han engang ville slå sig ned i udlandet. Og dette var nøjagtig, hvad Mahmut gjorde, efter han havde gået på universitetet i Konya, da han valgte at søge lykken i Danmark i 1969, ligesom mange af hans landsmænd gjorde det.

Mahmut Erdem startede sin karriere i Danmark som arbejdsmand, men fandt senere større tilfredsstillelse i at arbejde for indvandrernes vilkår i Danmark. Han blev bl.a. formand for Forbundet af Arbejdere fra Tyrkiet (FAT) og var talsmand for Indvandrerforeningernes Sammenslutning i Danmark (INDsam), og arbejdede endvidere som lærer på Indvandrernes Aftenskole og tolk. I dag har han dog slået sig ned som taxachauffør, og bor med sin familie i Brøndby Strand.

Bogen redegør endvidere for de tiltag, der er sket på udlændingeområdet, bl.a. fra Mellemfolkeligt samvirke, INDsam og Indvandrernes Aftenskoles side. Men også hvordan indvandrerpolitikken er blevet strammere, og hvordan unge efterkommere oplever diskrimination fra danskere. Her tager bogen bl.a. fat i de dilemmaer de unge indvandrere og flygtninge skal leve med, når de har en fod i hver lejr i deres søgen efter ståsted.

Ole Hammer har tydeligvis et indgående kendskab til de organisatoriske og politiske tiltag, der er sket inden for indvandrerområdet, men med gennemgang af samtlige tiltag, kan bogen blive lang, og til tider mangler man den røde tråd, da emnerne gennemgås meget flyvsk. Derfor ville jeg ikke anbefale bogen som hyggelæsning, men derimod ville den være et godt bud til folk, som søger et overblik over udviklingen på indvandrerområdet i Danmark rent organisatorisk og politisk igennem de sidste årtier. Jeg ville derimod gerne have hørt noget mere om selve Mahmut Erdems liv i Tyrkiet som kurder, og da bogens titel er Folket med de trætte okser – dvs. med henblik på kurderne – mangler jeg et stærkere fokus på netop denne befolkningsgruppe og de nederlag, de har lidt igennem tiden.