Udenrigsreporteren Jens Nauntofte var ikke kun begavet med et godt snakketøj, han kunne også skrive sig lige ind i sin læser med billedsprog og stemninger, der appellerer til alle sanser.

Hans fremragende erindringsbog, Minefelter, der udkom et par måneder efter hans pludselige død i foråret, minder om en udviklingsroman. Med enkle og naturlige krydsklipninger skifter scenen mellem barndommen i det strenge borgerlige hjem i Viborg og hans anarkistiske og vovehalsede tilgang til reporterrollen - og til livet.

Nauntofte klipper elegant mellem sit professionelle og personlige liv og trækker tråde til barndommen i Viborg, hvor en maniodepressiv far slog hårdt ned på enhver form for ulydighed. Udenrigsreporteren begrunder, hvorfor han fik en særlig interesser for Mellemøstens despoter og tyranner. Den, synes jeg godt nok, virker noget søgt, men Nauntofte er en god historiefortæller og ved, at kedsomheden lurer i detaljerne, kronologi og manglende prioritering.

Jeg er sikker på, at han klipper en hæl eller en tå her og der - hvilken velskrivende journalist gør ikke det? Til gengæld får han fortalt om sit liv med samme uforfærdethed, som han kastede sig ud i Københavns natteliv som en ung jydetamp også udlevede sin eventyr- og kærlighedslyst i det udenrigs.

Litterære forbilleder
Man tror ham, når han fortæller, at hans store litterære forbillede var Graham Greene og Ernest Hemingway. Så får man svaret på, hvorfor Jens Nauntofte bar det der gråsprængte fuldskæg det meste af livet. Det var ikke trimmet eller friseret, som de fleste fuldskæg er det i dag - især inden for den elektroniske og digitale medieverden. Hvordan mon Nauntofte ville have det i medieverdenen i dag?

I Minefelter kommer vi med tilbage til macho-tiden, hvor redaktionerne var et vildnis af røg, temmelig meget alkohol og politik.

I sit forord til bogen kalder Leif Davidsen sin gamle kollega for dumdristig. Nauntofte var den type journalist, der kun havde ét i tankerne: Den gode historie. Og farerne ser ikke ud til at have strejfet Nauntoftes opmærksomhed særligt ofte. Den første antydning af, at han var drengen, der gik helt ud til kanten, får man ved læsningen om hans reportagerejser rundt i Vietnam under Vietnamkrigen.

Her bevægede han sig uden for den rute, som generalerne helst ville have, at reporterne skulle holde sig til. Han var heldig, at banditterne kun løb med hans tegnebog. Så rejste han til Shah-regimet i Iran uden have visum endsige journalistvisum. Så overskred han den usynlige grænse i ørkensandet mellem Kuwait og Irak og røg i irakisk militærfængsel. Så fik han i den grad tynd mave i et fængsel i Yemen, som han malerisk beskriver i bogen uden at forfalde til røverhistorier.

Ikke altid dybsindigheder
En faldskærmsreporter er en journalist, som en redaktionschef kunne kaste ud et næsten hvilket som helst sted i verden, når det brændte på. Sådan en var Nauntofte. Det var ikke altid lige dybsindigt, hvad der kom ud af munden på ham, når han for eksempel stod i Berlin, mens muren faldt, eller blandt keffiyeh-klædte palæstinensere i de besatte områder. Det lægger han heller ikke skjul på i et enkelt konkret tilfælde, som han refererer i bogen. Han ejede dog tydeligvis en afvæbnende charme, der med garanti har været et nødvendigt værktøj, når det brændte på de steder, hvor han fik sine jagtmarker - frem for alt Mellemøsten, Vietnam og så det langt mere ordnede Tyskland, som han fik et specielt forhold til gennem en af sine damebekendtskaber.

Der tales lige ud af posen: Hvorfor i alverden skulle han dog sidde derhjemme og lave rugbrødsjournalistik, når han havde den status, at han kunne skumme fløden? Han har været en hanelefant og øverst i journalisternes fødekæde. Det er ofte en fordel ikke at tvivle på sig selv, og tvivlen på sig selv var tydeligvis noget, Nauntofte lagde fra sig i sin ungdom.

Nauntofte blev dog ramt i solar plexus, da han blev hængt ud som en af »de røde lejesvende« i et program på sit eget gamle DR. Nuvel, han havde da sympatier til venstre for midten, men det var der så mange, der havde i 1970’erne - stærkt påvirket af den Vietnamkrig, hvor han i øvrigt var en af de få, der blev i landet efter, at amerikanerne i huj og hast fløj ud af Saigon i deres helikoptere.

En smule selvkritik
Nauntofte bliver dog aldrig skinger i sit selvforsvar. Meget sigende er kritikken af Jacob Rosenkrands’ program om “de røde lejesvende” stærkest i forordet, som Nauntofte aldrig nåede at bestille personligt. Heri kalder kollegaen Leif Davidsen programmet for “manipulerende” og “svinsk”.

“I Jagten på De Røde Lejesvende smagte jeg min egen medicin og mærkede afmagten over journalistikkens beskidte kneb. Det var præcis sådan, det måtte have været at medvirke i nogle af mine egne interviews. Jeg begyndte at huske hvordan nogle af mine egne gæster havde kigget hjælpeløst på mig, når kameraet var slukket”, skriver Nauntofte selvkritisk. Det kunne han dog godt have boret lidt mere i.

Om han har fortalt hele sandheden? Ja, det ved man aldrig med erindringer.