Aforismen er en genre, der i sig selv og for os er præget af paradokser. For sig selv er det den pudsige tanke, det enkle indfald eller den skarpt kondenserede tanke, der ofte påpeger et sproglig og tænkeligt paradoks, ved at sammenstille elementer, der normalt ikke sættes sammen. Samtidig er den for os paradoksal, fordi den i sin lidenhed ikke omfatter særligt meget tekststof, mens omfanget af det tankegods, der ligger bagved, er mere omfattende, end det første øjekast melder.

Derfor har genren været attraktiv for mange tænkere, og der findes flere forskellige grænsetilfælde, som slægter genren på. Det filosofiske fragment ligner, men er ofte bundet til et lidt mere mangfoldigt argument. Diapsalmata, som var Kierkegaards betegnelse for de pudsige små indfald og lignende, ligner også, men den adspredte karakter de enkelte indfald imellem gør disse til en lidt mere heterogen gruppe, der også kan indeholde små aforismer eller fragmenter. Men fælleselementet for disse – aforismen, fragmentet og diapsalmata – er den lille tekst med den store tanke.

Camelia Elias og Bent Sørensen har oversat og samlet en række aforismer fra den rumænske forfatter, forsker og politiker Valeriu Butulescu. Samlingen viser med al tydelighed, hvor omfattende og præget af diversitet denne genre kan være. Man kunne forvente, når man sætter sig med en samling bestående af 365 aforismer (en til hver dag), at det ville være svært at danne sig et indtryk af en forfatter – og i dette tilfælde en på disse kanter ret ukendt forfatter.

Alligevel er det samlede indtryk af Valeriu Butulescu – efter at have brugt lidt tid på at synke ind i hans aforistiske univers – at der er nogle meget bestemte ting, der ligger ham på sinde. Ét bestemt emne gennemsyrer i hvert denne samling i en grad, så man har fornemmelse af at træde ind i et angstfyldt og alligevel velmenende kierkegaard-univers. Døden fylder nemlig godt en tiendedel af udvalget, hvilket selvfølgelig kan være en tilfældighed i udvælgelsesprocessen, men ses i lyset (pudsigt ordvalg i denne sammenhæng) af de andre emne, er det måske ikke mærkelig. Forholdet mellem lys og mørke fylder meget, mens Gud og religion også finder sin vej adskillige gange.

Det kunne derfor lyde som et enormt tungsindigt og – med et ordlån fra Sartre – kvalmende univers at begive ind i. Men det er netop her, Valeriu Butulescu udnytter de humorfyldte muligheder, der er i aforismen, som – i sin ofte lettere metaforiske sammenstilling af elementer – overrasker med sammenblandingen af eksistentiel alvor og livsbekræftende humor. Selvrefleksivt understreger han dette: ”Af frygt for døden gemmer jeg mig i en bog”. Eller som her, hvor han imødekommer netop angsten og kvalmen med humor: ”Det er godt at vi ikke kender vores dødsdag. Ophidselsen ville med sikkerhed slå os ihjel i utide”.

Andre emner trænger sig også, såsom kunstbegrebet (”Det er kunst at skrive hver dag uden at blive journalist”), selve aforismegenren selv (”De allerdummeste aforismer begynder med en superlativ”), eller enkeltstående små paradokser, der sætter livet lidt på kant med en skarpsindig kommentar (”Når mennesker dør af grin, kalder vi det også en tragedie”). Derfor er den forskellighed, som samlingen er præget af, interessevækkende og indbliksskabende i et forfatterskab, men af samme grund kunne det have været interessant at vide lidt om, hvordan de enkelte aforismer er udvalgt. Bogen melder ingenting om, hvilke valg, der ligger til grund herfor. Der er en kort introduktion til aforismen og en ultrakort beskrivelse af Valeriu Butulescu selv, som begge kun skraber lidt i overfladen.

Men det er selvfølgelig også Valeriu Butulescu, der er i centrum – og aforismen kan og skal kunne stå i sin egenart, og det kan Butulescus…