Den passionerede religionshistoriker, Mikael Rothstein, har på ti forskningsrejser til Borneo forsøgt at indsamle sig viden om det sidste jæger-samler-samfunds religion og livssyn. Penanerne lever i tæt pagt med naturen, og deres religion er flettet tæt sammen med hverdagen i regnskoven. Nomadernes liv trues dog af griske kapitalister, der vil have fingrene i regnskovens træ; af reformvenlige modernister fra regeringen og af ivrige, kristne missionærer.

Rothstein har skrevet en monografi, hvor der virkelig er hjerte bag. En enorm interesse for sit genstandsfelt krydret med en tydelig fortælleglæde. Bogens sprogleje er højt uden at blive krukket. Teksten flyder ganske godt – og lidt utraditionelt for genren, så fylder Rothsteins ’jeg’ en hel del i teksten, men som han skriver i det interessante, metodologiske forord: ”Jeg er ikke objektiv” (s. 12).

Den manglende objektivitet skyldes to ting: for det første er han ude i et ærinde som akademisk aktivist. I bogen tages der parti, og det vedgår forfatteren. For det andet er der den velkendte modstand mod kristendommen og dogmebaserede trosforestillinger i det hele taget, som vi kender så godt fra han mange indlæg i den hjemlige debat. Det huer ikke Rothstein, når nogen påstår, at de besidder sandheden om det hele. Følgende passus er meget sigende: ”Jeg tror også, det har noget med systemer at gøre. Penanernes religiøse liv er ikke struktureret i et forpligtende teologisk system, der er ingen religiøse autoriteter og ingen dogmatik. De religiøse sager indgår som selvfølgelige elementer i hverdagen, og spørgsmål om ”sandhed” falder aldrig penanerne ind. Set i forhold til mange religioners evige belæringer om, hvad der er rigtigt og forkert, er det befriende og stimulerende” (s. 13).

Rothstein griber beskrivelsen af penanernes religion an i klassisk religionshistorisk stil, hvor fokus er på myteforståelse, tidsopfattelse, ritualer, gudsbillede/åndeforestillinger, ol. Særligt anvendelig fandt jeg hans typologi, hvor særtrækkene i religionsopfattelsen optegnes i elleve punkter (s. 42ff). Interessante træk er penanernes mangel på dogmatik, svage dødeforestilling, ringe ritualisering og lokale religionsforståelse. Alle dele er med til at give religionsopfattelsen et radikalt anderledes islæt, end vi i Danmark normalt tænker om religion, og det er selvfølgelig ét af Rothsteins ærinder at beskrive netop det.

Rothstein arbejder som en antropolog med et emic-perspektiv, altså ser han penanernes religion indefra. Han prøver at forstå, hvorfor netop dette verdensbillede giver mening for dem, og hans beskrivelse er i det store hele loyal. Når han bevæger sig ud i komparationer bliver beskrivelsen >epic, dvs. set udefra, og her gøres der intet forsøg på at forstå kristendom, jødedom, islam, buddhisme, whatever, som bare er tomhjernede religioner, der hviler på magtstrukturer. Som læser er det lettest at finde sympati for den første tilgang.

Selvom meget af bogens materiale hviler på egne observationer, så konsulteres der også andre undersøgelser af jæger-samlernes religionsopfattelse. Her er det ofte Rothsteins holdning, at tidligere beskrivelser enten lider under et teologisk gudsbegreb, som vi kender det fra vesten, eller en kolonialistisk holdning til de underudviklede nomader. Begge dele er sikkert korrekt kritik, og så er det jo skønt, at bogen her kan nuancere beskrivelserne og tage os et skridt videre i vores forståelse af verden.

Regnskovens religion rummer righoldigt billedmateriale, som illustrerer livet i regnskoven på en fin måde. Det er elementært spændende at følge hans beskrivelse. Der er også løbende en diskussion med religionsfaglige begreber og –tendenser, både historisk og aktuelt. Løbende foretages der definitioner af centrale begreber, som er nyttige at konsultere og reflektere over. Et eksempel er hans definition på religion: ”Jeg opfatter ’religion’ eller ’religiøsitet’ som en hvilken som helst psykologisk, social eller kulturel aktivitet eller tilstand, individuel eller kollektiv, privat eller offentlig, bevidst eller ubevidst, som implicerer forestillinger om overmenneskelige eller ikke-empiriske magter” (s. 84). Da der ikke er nogen konsensus om religionsbegrebet i forskningen, kan det selvsagt diskuteres, men begrebet er i det mindste så præcist, at Rothstein selv kan anvende det frugtbart.

Enkelte svipsere er der dog også, hvilket inkluderer et par værker, der citeres i brødteksten, men som ikke figurerer på litteraturlisten (s. 261 og 381 fx). Det er ærgerligt, for bogen virker ellers i det store hele gennemarbejdet.

Monoteismekritik
I Rothsteins univers er den store skurk de monoteistiske religioner og særligt kristendommen med dens hævdelse af sandheden og trangen til at udbrede denne sandhed via mission. Det er i mine øjne en ærlig sag ikke at bryde sig om hverken kristendom eller mission, og han skal frimodigt blive ved med at kritisere begge dele. Men det virker lidt anmassende, når han indtager en olympisk position, og derfra kan konkludere, at alle sandhedspostulater med universel gyldighedsprætention de facto er falske. Hvorfra skulle han kunne vide det?

Samtidig gives der udsagn, som ikke er korrekte: ”Mission er livsnerven i al kristendom” (s. 450) eller ”[…] man kan problemløst sammenligne missionærerne fra Singapore med dem fra Danmark” (s. 451). Det første er der mange kristne, der vil problematisere, hvilket vores nationale debat afspejler. Det andet er for absolut, for selv Rothstein ved, at der også er missionærer, der ikke er ”religiøse imperalister”, men faktisk gør noget nyttigt og gavnligt for lokalkulturen (se s. 441-42).

Som arbejdsmetode er det helt legitimt at rømme religionen for ontologisk indhold og gøre den til et bart kulturprodukt (som han selv skriver i indledningen: ”Jeg hævder nemlig princippet om, at religionshistorisk forskning skal sige noget andet om religionerne, end religioner siger om sig selv” (s. 17)), men hvordan det bliver en ontologisk sandhed, at ingen religioner er sande, kan jeg ikke se. Interessant nok var netop dét disputten mellem Rothstein og forfatteren Kristian Leth (som i øvrigt er helt enig med Rothstein i kritikken af kristne missionærer, jf. kapitlet ”Papua” i den her omtalte bog) i forbindelse med Leth og Eske Willerslevs bog Historien om det hele. Rothstein kritiserede Leth og Willerslevs åbne verdenssyn, hvor de hævder, at naturvidenskaben ikke med sikkerhed kan afgøre, at den åndelige verden er et falsum. Leth forsvarede deres position i et responsum, og jeg mener, han gjorde det glimrende. For faktum er jo, at vi ikke ved, om Gud/gud/guder/ånder findes eller ej. Vi kan finde det sandsynligt eller usandsynligt, men afgøre det kan vi ikke. Og det er jo den centrale grund til, at religiøsitet stadig er så udbredt (blandt mange andre grunde).