Der er en lind strøm af udgivelser om professionelle læringsfællesskaber (PLF) i øjeblikket. En række af udgivelserne er oversættelser af især amerikanske udgivelser fra to private konsulentfirmaer og forskningsenheder, nemlig Marzano Research og Solution Tree. Det kan give visse vanskeligheder, når de udgivelser skal bringes i anvendelse i en dansk skoletradition, da der er store forskelle mellem de pædagogiske traditioner, man finder i henholdsvis USA og i Danmark.

Mange af de bøger, der kommer om PLF, er efter min opfattelse tæt på ubrugelige i praktisk skolesammenhæng, når de ikke er skrevet ind i eller tilpasset en dansk skolesammenhæng. Og det er faktisk værre end det. Når man eksempelvis kan læse, at forudsætningerne for professionelle læringsfællesskaber er, at man arbejdet med en ‘garanteret læreplan’ (jf. min anmeldelse i Kulturkapellet af Næste skridt i professionelle læringsfællesskaber ), så er den slags med til at underminere tiltroen til PLF som en generel model for skoleudvikling.

Nu er der så – endelig fristes man til at sige – kommet en bog om PLF, der er skrevet ud fra en dansk sammenhæng, nemlig Lars Qvortrups Det vi ved om professionelle læringsfællesskaber. Og selvom Qvortrup i sin bog ofte citerer og parafraserer udgivelser af Marzano og Solution Tree-forfatterne, så kan han til stadighed foretage de nuanceringer, der gør hans beskrivelser af PLF meningsfuld i en dansk sammenhæng.

Bogen er struktureret i tre hovedafsnit, der skal svare på henholdsvis hvad, hvorfor og hvordan PLF.

PLF kan med et citat fra en Håndbog i PLF, defineres som “en vedvarende proces, hvor professionelle i uddannelsesfeltet arbejder samarbejdsorienteret i tilbagevendende kredsløb af fælles undersøgelser og praksisforskning med henblik på at opnå bedre resultater for de elever, som de underviser.” (s. 13) Det vigtige er her, at PLF er en vedvarende proces. Det er ikke noget, man gør et stykke tid, og så holder man op med at gøre det. Det er en måde at bedrive skole på. Den bygger på, at man arbejder sammen i teams ud fra den forestilling, at samarbejde og gensidig afhængighed styrker og udvikler det professionelle arbejde. Man forholder sig ‘undersøgende’ til egen og kollegers arbejde – undervisning – for fælles at reflektere over, hvordan man kan forbedre resultatet af undervisningen. Og endelig er fokus fast på, hvad skolens praksisser betyder for elevernes samlede udvikling.

I forhold til det sidste om elevernes udvikling er Qvortrup meget opmærksom på, at der er tale om en bred forståelse af dette, så han henviser til det hele barn, hvor det drejer sig om faglige kompetencer, sociale relationer og individuel udvikling. Men hans inspirationskilder ‘forfører’ ham dog til sommetider blot at tale om ‘resultater’ som i mere snævre ‘læringsmål’. Det er meget interessant at se denne splittelse i teksten, som kan forstås enten som en splittelse hos Qvortrup selv – eller som en afspejling af en dialog med andre positioner inden for forståelse af skolens og undervisningens (for)mål.

PLF defineres i kapitlet om, hvad PLF er, ud fra de ‘oprindelige’ fokuspunkter, som blev defineret af DuFour i 90’erne:

1. Hvad vil vi have eleverne skal lære? (”Vide”, skriver DuFour)
2. Hvordan kan vi vide, at de har lært det?
3. Hvad gør vi, hvis de ikke har lært det?
4. Hvad skal vi gøre, for at de, der har lært det, udvikler sig videre? (s. 14)

Qvortrup bruger en del plads i dette kapitel på at diskutere forskellige opfattelser af PLF – blandt andet at det både kan henvise til det, der sker i et team, men også kan henvise til et helt skolesystems måde at fungere på. Han følger her en nyere udgivelse af Solution Tree, hvor de henviser til, at PLF er en ‘whole system approach’, som omfatter et helt skoledistrikt eller i det mindste en hel skole. Der er her tale om at udvikle en særlig skolekultur. Det minder ikke så lidt om det, Peter Senge har talt om som ‘den lærende organisation’. Men Qvortrup vælger altså at kalde både de samarbejdende teams og det system, der anvender samarbejdende teams, for PLF.

Det forekommer dog ikke logisk, at han i dette kapitel, der har definitioner og principper for PLF som omdrejningspunkt, ikke kommer ind på de ‘traditionelle’ definitioner, der først i kapitlet om ‘hvordan PLF’, hvor der henvises til en lidt anden tradition for arbejdet med PLF, nemlig blandt andre Louise Stoll og Ray Bolam. Det fremgår i dette kapitel, at et PLF er kendetegnet ved, at det

- deler fælles værdier ift. undervisningen

- tager kollektivt ansvar for elevernes udvikling

- arbejder med reflekterende og undersøgende metoder ift. undervisningen

- udvikler undervisning i fællesskab og laver gensidig observation og feedback

- udvikler sig lærende og udvikler hinandens kompetencer gennem teamprocessen

Dette forekommer at være svaret på, hvad et PLF er for en størrelse, hvorimod den definition, Qvortrups tager til sig, snarere er, hvad målet med et PLF er: nemlig sikring af elevernes udvikling og dannelse.

Der henvises i bogen til, at der findes en del forskning i, hvilke effekter på elevernes udvikling det har at arbejde med PLF. Igen bliver bogen dog skæv ved det, at udvælgelsen af forskningsresultaterne virker lidt tilfældige og ikke bygger på systematiske studier af dette. Der henvises ikke til Bolam (m.fl.): Creating and sustaining effective professional learning communities, der formentlig er et af de største studier af, hvordan PLF virker. Andre vægtige studier inddrages heller ikke (eks. Fulton og Brittons: STEM teachers in professional learning communities). I stedet henvises til igangværende projekter og mindre vægtige studier.

Kapitlet om, hvordan man gør, når man gerne vil arbejde med PLF bliver lidt en skuffelse at læse, hvis man forventer en oversigt over, hvad det er vigtigt at huske på eller konkrete anvisninger til at få succes med det. Der henvises til nogle generelle elementer som skemalagt teamtid, der er alfa og omega, hvis man skal have teamarbejdet til at vedvarende og udviklende for teamet. Men udover helt generelle elementer får man ikke meget at vide. Og det er lidt ærgerligt.

Der er ganske vist et afsnit med ‘Den praktiske litteratur’, men det primært henvisninger til den litteratur, jeg ovenfor har kritiseret for at være for indfældet i en amerikansk pædagogisk sammenhæng, hvor der er endeløse af lister om, hvordan man arbejder med (garanterede) læreplaner og rubrics, der standardiserer undervisningen, og derved netop ser bort fra, at PLF også er en måde at tage de lokale kontekster alvorlig på. Det er jo de konkrete børns udvikling, det handler om. Og al den fokus på læreplaner forskyder også fokus til at være ‘undervisning’ frem for fokus på elevernes udvikling.

Qvortrups bog Det vi ved om professionelle læringsfællesskaber er et fremskridt inden for dansksproget litteratur om PLF, fordi den på forholdsvis få sider introducerer til en lang række af de grundlæggende elementer i arbejdet med PLF. Der er også gode overvejelser over, hvad det betyder for lærerne at udøve ‘professionel dømmekraft’ i teamsamarbejdet, og over hvad det betyder at arbejde med noget, der så komplekst som elevernes udvikling (begrænset rationalitet).

Men bogen virker rodet, ugennemarbejdet og også noget snævert fokuseret. Og det mindsker værdien i sammenhæng med konkret skoleudvikling. Og den logiske opbygning i kapitlerne er rent overfladisk og svarer desværre ikke til indholdet i fremstillingen. Dette er med til at forvirre læseren – i hvert fald blev denne læser forvirret over den manglende sammenhæng i fremstillingen.