I øjeblikket er der stor diskussion om grundskolen i Danmark. Det er der ikke noget nyt i. Der er jo altid diskussion om skolen i Danmark. I hvert fald har der været det lige så længe, jeg kan huske.

Den nuværende diskussion handler om, hvorvidt skolen skal forberede næste generation af funktionærer for offentlige og private virksomheder, eller om skolen skal have dannelsen og individet som som sit primære anliggende.

“Hvem er skolen og dens pædagogisk professionelle egentlig repræsentanter for? Hvem er det, læreren i sin pædagogiske praksis skal sigte mod - det frie og selvbestemmende menneske eller den borger, som er loyal og ansvarlig over for staten, samfundet, fællesskabet?” Sådan spørger Leo Komishke-Konnerup i en nyligt udkommet bog med titlen Menneske eller borger. Skolens pædagogiske grundproblem.

Det pædagogiske grundproblem står netop, ifølge Komishke-Konnerup, mellem den pædagogiske rettethed i forhold til mennesket eller borgeren, dannelsen eller læring, livet eller erhvervslivet. Ikke så overraskende er svaret, at skolen netop ikke kan forstås inden for en enten-eller-logik, men må forstås som et både-og. Skolen har en opgave i forhold til mennesket; hin enkelte, som skal udvikles (udvikle sig) til at vælge sin egen vej gennem livet. Men skolen har også et ansvar over for det samfund, den er en del af. Der er traditioner, der skal føres videre, og den enkelte skal føres ind i en samfundsmæssig sammenhæng, hvor der både er familier, foreninger og funktioner, der skal etableres og varetages.

Den enkelte er både individ i sig selv og skal selv bestemme sin vej, og et subjekt placeret i en politisk, kulturel, æstetiske, historisk osv. kontekst, som man ikke kan vælge fra uden at isolere sig fuldstændigt og dermed også fravælge at deltage i en samfundsmæssig reproduktion. “Intet menneske er en ø; en verden for sig”, som John Donne skrev i 1624.

Selvom mange hurtigt kan blive enige om, at skolen har en dobbelt rettethed - både menneske og borger - så er der alligevel grund til at diskutere dette ‘grundproblem’ ifølge Komischke-Konnerup. Hans bog er nemlig ved siden af at være en studiebog “en pædagogisk protest mod et samfund, der aktuelt lader til at være i færd med at forlade sit oprindelige projekt: gennem undervisning og (ud)dannelse at udvikle et stadig mere humant og demokratisk samfund.” (s.12)

For at klæde fremtidens og nutidens lærere på til at arbejde med ‘pædagogikkens grundproblem’, fremstiller bogen derfor grundproblemet gennem tre idehistoriske læsninger af nogle vigtige bidrag til en moderne teori om dannelse. Det er ’the usual suspects’ Rousseau og Humboldt, der i lange detaljerede og knudrede formulerede fremstillinger vises at være placeret i bestemte historiske kontekster med særlige problemstillinger. De to tænkere er interessante, fordi det er hos dem, at pædagogikkens grundproblem spidsformuleres, og det er fra dem, den moderne dannelsesteori er vokset frem.

Kommishke-Konnerrup fremkommer dog også med en læsning af en mere nutidig dannelsestænker, nemlig Dietrich Benner, der fra sin position er i stand til at ophæve de aporier - eller utidssvarende problemstillinger - der viser sig hos Rousseau og Humboldt. Hverken Rousseau eller Humboldt kan egentlig forene en teori om menneske og borger. Dette kan have flere årsager - den nyhumansitiske idealisme er én forklaring og det manglende blik på mennesket som et praksisvæsen en anden. I hvert fald peger forfatteren blandt andet på Benners praksisfilosofi som måde at arbejde med pædagogikkens grundproblem, der netop kan forene de to perspektiver.

I modsætning til idealismens (Humboldts) forestilling om den almene fornuft som noget, der går forud for erfaringen, står Benners forestilling om, at mennesket ikke har en bestemmelse - en overordnet ide. “Det særlige ved menneskets bestemmelse er nemlig, at mennesket selv må frembringe denne og ikke blot kan lære en allerede kendt bestemmelse.” (s. 110) og at mennesket danner sig gennem sin praksis. Det er i omgangen med hinanden at menneskene bliver til de mennesker, de er.

Når mennesker dermed mere bestemmes i praksis end idealt, bliver de også til konkret, kan man sige, gennem de seks handlingsområder, Benner finder frem til. Mennesker interagerer i praksisområder som økonomi, religion, politik osv. “Mennesket er ikke enten menneske eller borger. Det bliver til i sin konkrete individualitet gennem sin legemlige, produktivt frie og sproglige deltagelse i en fælles og offentlig menneskelig praksis.” (s.119)

Det er ærgerligt, at dette skifte fra en idealistisk bestemmelse af pædagogikkens grundproblem til en praksisorienteret ikke behandles videre i bogen. Tværtimod ser det ud til, at der er tale om en mere eller mindre sømløs progression fra Rousseau over Humboldt til Benner, hvor den sene ‘løser’ nogle af de udfordringer, den tidligere er løbet ind i. Vi får derfor heller ikke en diskussion af, om Benner gennem sine praksisområder får brudt den bevidsthedsfilosofiske tradition i dannelsestænkningen.

Der er et forbløffende fravær af perspektiverende forståelser ud over en meget snæver primært tysk funderet forståelseshorisont i bogen. Der er jo mange andre forsøg på at forstå menneske og subjekt - pragmatiske, fænomenologiske osv. - end den historie, der bliver trukket op her. Forfatteren virker derfor mindre interesseret i ‘pædagogikkens grundproblem’ er mere interesseret i at introducere til en bestemt linje inden for dannelsestænkningen.

Bogen er tænkt som en bog for lærerstuderende. Dette kan begrunde, at den er bygget op som fremstillinger af tre dannelsesfilosofiske positioner. Det er også fint, at der etableres en ‘aktuel ramme’ som disse positioner tænkes ind i.

Men som idehistorisk fremstilling savner man en egentlig behandling af de tre positioner. De fremstår nærmest som trin på en trappe, hvor slutpunktet begrunder forgængerne. Der bliver derved også et misforhold mellem fremstillingerne af de tre positioner i forhold til det, de skal bruges til. Her bliver der en modsætning mellem bogens tre formål: at fremstille forskellige dannelsesfilosofiske tænkninger; at protestere mod den aktuelle skoleudvikling og at være lærebog på læreruddannelsen.

Denne ‘uforløsthed’ bliver endnu større, når man også inddrager bogens didaktisk appendix, der er skrevet af Nicki Leding Olsen, og som efter min opfattelse faktisk er bogens bedste afsnit. Olsen behandler ‘det pædagogiske grundproblem i læreruddannelsen’ ved at trække på de fremstillinger, der er fremkommet i hovedbogen. Gennem relevante spørgsmål til konkrete begreber og sammenhængende forestillinger, opfordres bogens læsere (lærerstuderende) til kritisk refleksion af forholdet mellem skolens formål og mål, mellem menneske og borger osv.

Det gode ved dette appendiks er for det første, at det er langt mere formidlingsvenligt. Hvor Kommishke-Konnerup skriver knudret, er sproget hos Olsen ligefremt og imødekommende i forhold til læseren.

Olsen sætter dannelsen ind i en konkret sammenhæng, og han fremstiller grundproblemstillingen langt mere nærværende. “Vekselvirkningen mellem dannelsestraditionen og den empiriteoretiske læringsforståelse, mellem det at danne og det at lære, har fastholdt den danske folkeskole som en vital samfundsinstitution, både til bevarelse af det forgangne og til udvikling til det fremtidige.” (s.172) Denne ‘grundproblemstilling’ sættes derefter til debat.

Desværre bidrager ‘hovedbogen’ ikke til, at spørgsmålene kan besvares bare nogenlunde kritisk refleksivt, da modstillingen mellem den idealistiske dannelsestænkning og den empiriteoretiske læringsforståelse overhovedet ikke er behandlet i bogen. Det er heller ikke vist, hvordan man kommer fra en idealistisk dannelsesforståelse - det borgerlige samfunds individforståelse - til en praksisforankret opfattelse af mennesket som ‘tilbliven’. Problemstillingen menneske-borger behandles som et internt filosofisk anliggende hos hovedforfatteren, men bliver set som en strid mellem forskellige filosofiske eller udannelsesteoretiske positioner i appendiks.

På denne læser virker det som om bogen er blevet til ud fra forskellige formål. De tre kapitler om Rousseau, Humboldt og Benner hænger ikke sammen med den diskuterende aktualisering, der kræver andet og mere end en diskussion af tre udvalgte dannelsesfilosoffer. Mit gæt er, at de tre afsnit er fremstillet til en helt anden sammenhæng end den aktuelle debat om dannelse versus læring. Vægtningen af ‘tænkere’ i stedet for ‘problemstillinger’ forekommer endvidere ikke at være frugtbar for den grundlæggende diskussion, bogen tilsyneladende vil rejse.

Det forekommer også mærkværdigt, at dannelsesaspektet snævert knyttes til ’menneskedimensionen’. At være borger var jo oprindeligt at blive dannet. Store dele af dannelsestraditionen handler om ’kultiveringen af mennesket som borger’, som et socialt samfundsmenneske, der belevent indgår i relationer med såvel lige- som knap-så-ligestillede. Hele denne dimension af dannelsestænkningen er fraværende, og dannelse ser ud til at stå som en modsætning til uddannelse og kultivering – eller problemstillingen gøres i det mindste ikke eksplicit.

Jeg finder også Kommishke-Konnerups dobbelte projekt – fremstilling af en pædagogisk problemstilling og protest over en aktuel udvikling – spærrer for begge. Det havde klædt bogen, at den havde valgt et fokus i stedet for at fremstille en protest ved tilsyneladende at aktualisere en grundlæggende pædagogisk problemstilling. Jeg ville langt hellere have læst protesten, men allerhelst have læst den udfoldede problemstilling, hvor selve forestillingen om mennesket og det forhold, om mennesket kan blive sig selv – om der findes en selvbestemmelse, og hvori denne ’selv’-bestemmelse i givet fald består, eller om selvet og mennesket ikke kun kan blive menneske gennem sit forhold til de andre. Altså denne problemstilling som åbnes med Benner, men som ikke behandles, da forståelsesrammen forbliver bevidsthedsfilosofisk knyttet til en snæver overvejende tysk tradition.