Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Ivans krig - Den Røde Hær 1939-1945 / Catherine Merridale / 537 sider
Art People / People's Press. ISBN
Anmeldt 28/9 2008, 11:20 af Torben Haugaard Jensen

Druknedøden i sovjetisk blod


Druknedøden i sovjetisk blod

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det hedengangne Sovjetunionen var under Josef Stalins ledelse et samfund i konstant undtagelsestilstand, som uafbrudt forberedte sig på at udkæmpe en overlevelseskamp mod den kapitalistiske verden. Da Hitler d. 22. juni 1941 sendte sine nazistiske horder ind i landet for at skaffe Lebensraum til sine landsmænd og energiressourcer til sin krigsførelse, blev Stalin dog i den grad taget på sengen. Ved udbruddet af krigen, som kommunistregimet i propagandamæssigt øjemed døbte ’Den Store Fædrelandskrig’, stod de sovjetiske styrker over for den mest professionelle hær, det europæiske kontinent hidtil havde set. Ironisk nok havde Stalin forinden udrenset knap 50.000 erfarne militærfolk. Et sandt blodbad fulgte.

Sovjetunionen og Tyskland havde ellers underskrevet en ikke-angrebspagt i 1939 og var enedes om en opdeling af store dele af Østeuropa i territoriale interessesfærer. Hitler lod sig dog ikke stille tilfreds med det og iværksatte Operation Barbarossa; et i bund og grund uigennemtænkt felttog, som blev begyndelse til enden på den nazistiske dominans i Europa. Kampen på Østfronten fik ufattelige omkostninger for Sovjetunionen. Mens det samlede tabstal for amerikanerne og briterne under krigen var ca. 660.000, gik ikke færre end 27 mio. menneskeliv tabt på sovjetisk side. Heraf var omkring 8 mio. soldater, og resten civile. Under den afgørende kamp om Stalingrad mistede Den Røde Hær 20 mand, hver gang tyskerne mistede 1. Ikke uden grund siges det, at Hitlers krigsambitioner druknede i sovjetisk blod. Fra 1939 til 1945 blev mere end 30 mio. mennesker mobiliseret til de sovjetiske styrker, mange under tvang, og Den Røde Hær blev reelt udslettet og genopbygget mindst to gange i krigens løb.

Den sovjetiske censur tillod kun idealiserede glansbilleder af de sovjetiske soldater, og hidtil har historiske værker om Den Røde Hær ikke givet noget klart billede af den menige ’Ivan’. Det har den engelske historiker Catherine Merridale rådet bod på med sit glimrende værk Ivans krig - Den Røde Hær 1939-1945. Forfatteren er dykket ned i nogle af de millioner af dokumenter, som først er blevet tilgængelige efter Sovjetunionens opløsning: Soldaterbreve, dagbøger, rapporter fra militærpolitiet og det hemmelige politi og hærens interne notater. Desuden har hun interviewet omkring 200 veteraner fra Den Røde Hær. Resultatet af dette omfattende arbejde er et mere nuanceret og komplekst billede af krigen på Østfronten i almindelighed og den gennemsnitlige menige i hæren i særdeleshed. Merridale går bagom propagandaen og den af de sovjetiske myndigheder officielt accepterede sandhed om krigen. Hendes evne til på én gang at holde en kritisk distance til sit emne og samtidigt give læseren indlevelsesfulde beskrivelser af de meniges liv i hæren er fremragende.

Soldaterne kom fra alle rigets egne og havde vidt forskellig baggrund. De fleste var bønder, og nogle havde aldrig før set elektrisk lys. Dem, som var født efter 1917, var helt ned på skoleniveau blevet formet af statspropagandaen. Alle havde de det til fælles, at de var underlagt en næsten total isolering fra verden uden for Sovjets grænser. Få almindelige sovjetborgere havde været udenlands, og det var heller ingen nem sag for udlændinge at få adgang til den kommunistiske stat. I hæren måtte de menige tage til takke med dårlig mad og sanitære problemer; sølle forhold, som dog var lidt bedre end ude i det civile samfund. Desuden blev de konstant overvåget af politiske officerer, som rask væk skød desertører en kugle for panden. Mange af soldaterne døde pga. dårlig og hensynsløs militærstrategi og elendig og mangelfuld udrustning, eksempelvis måtte de tidligt i krigen angribe tyskerne med deres bare hænder og under tvang agere levende mineryddere. Hovedreglen i krigen var på sovjetisk side, at et menneskeliv ikke betyder noget. Mange menige bedøvede sig med vodka for at klare strabadserne, hvis de da ikke gik over til fjenden eller invaliderede sig selv for at blive forflyttet fra fronten.

For de soldater, der overlevede kampene mod tyskerne, var livet i hæren ofte som en helt ny verden, hvor muligheden for at besøge nye egne og møde andre folkeslag bød sig. Mange var forargede over den rigdom, de mødte på deres vej ind i Tyskland, og de begyndte at stille spørgsmålstegn ved deres eget system. Sovjetunionen var opstået i krigstider, og Oktoberrevolutionen havde ikke givet russerne velstand. Landet var i større eller mindre grad på kollisionskurs med omverdenen gennem hele dets levetid, og flertallet af sovjetborgerne var konstant sultne, dårligt klædte og boede tæt sammen. Mødet med velstanden vestpå var en af grundene til, at Sovjetregimet strammede grebet om magten igen efter krigen.

På den måde både sejrede og tabte soldaterne i Den Røde Hær i krigen; de reddede deres land fra undergang, men blev ikke efterfølgende taget med på råd, da Sovjetmagten udformede efterkrigstidens politik. Tyrannen blev siddende ved magten, og hans regime skabte på baggrund af krigen en strålende, men falsk myte om et varmt fællesskab i det sovjetiske samfund. Denne myte om en ubrydelig enhed mellem Stalin, Partiet og folket prægede, som Merridale tydeliggør på baggrund af interviewene med veteranerne, den kollektive sovjetiske erindring, og den spiller sandsynligvis stadig en rolle i russisk politik i dag. Den danske historiker Erik Kulavig påpeger således i forordet til Ivans krig, at én af de primære grunde til, at den russiske politiske ledelse tøver med at åbne en række centrale arkiver, bl.a. Stalins, militærets og det hemmelige politis, kunne skyldes ønsket om at bruge myten om ’Den Store Fædrelandskrig’ til at samle den russiske nation. Det giver ret beset god mening, når man tænker på de problemer, som Kreml har haft med separatistbevægelser i fx Kaukasus, der ønsker at frigøre sig fra Rusland.

Ivans krig bør læses af alle med interesse for en krig, som ingen burde undlade at interessere sig for.

65
Forrige anmeldelse
« Filosofisk leksikon «
Næste anmeldelse
» I Nuets Spejl. Læsninger i Jo... »