Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Filosofisk leksikon / Diverse forfattere / 528 sider
Gyldendal. ISBN
Anmeldt 26/9 2008, 15:20 af Kim Toft Hansen

Med ord skal jeg pege


Med ord skal jeg pege

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Jeg lever efter et leksikon. Jeg slår ord op, og digter tilbage, ordenes liv er genfødsel, de kan ikke slås ned. Ordene, de kan slumre, men som en bakterie vækkes de til live, når jeg slår dem op i et leksikon. Det er mig, der giver ordene liv, det er mig, der formerer dem, og sætter dem sammen, digter dem. Jeg slår ord op i et leksikon, jeg er blot et instrument, jeg kan leve med ord, men kan ord leve uden mig? Jeg er et instrument, alligevel er jeg eksekutiv og skyldig. Ordene er min værnepligt, min livslange sang. Kunne jeg bare blive dem fri, ordene. Gid jeg var et leksikon.

Ordbøger og leksika er en besynderlig størrelse, der kun eksisterer gennem selvreferencer. For at de enkelte opslag skal give mening, skal betydningen hentes i andre opslag, som så igen refererer videre til andre opslag – og sådan bliver vi ved. Opslagsværker er dermed en uendelig kæde af betydninger, som kryber ind og ud af hinanden på forskellig vis, og som samlet skal kunne give overblik over et sprog, et emne eller generel viden.

Filosofisk leksikon er et bud på en afløser til Poul Lübckes udmærkede, men momentvist lidt kluntede Politikens Filosofileksikon. Dette har en dybde, der er beundringsværdig på den plads, der levnes til de enkelte op- og nedslag i filosofiens verden, men det er også på bekostning af formidlingsgraden. For det første betyder det, at niveauet er – måske lidt utilsigtet – højt, idet de enkelte små eller større artikler kan være temmelig krævende læsning. For det andet er det selvreferentielle niveau utilpas højt, forstået på den måde, at de enkelte opslag peger enormt meget videre til andre opslag, hvorved nødvendigheden af at læse flere artikler for at forstå et enkelt opslag bliver tilsvarende større. Disse to problemer gør, at opslagsværket på en måde netop er kluntet, men samtidig er det også et enormt godt værk at støtte sig til, når først filosofiens første hovedbrud er overstået – men først da.

Derfor er det for måske forkert at omtale Filosofisk leksikon som en afløser, idet det faktisk kan udfylde et tomrum, som længe har trængt til et opslagsværk. Derfor er spørgsmålet i høj grad, om værket så rent faktisk fylder dette ud: For det første handler det derfor om niveauet, der i Filosofisk leksikon til en vis grad er sænket en smule, hvilket i særdeleshed er en fordel, idet formidlingsgraden – som er ethvert leksikons lod – på den måde er hævet. I læsevenlighedens tegn står sværhedsgraden i negativ dialektik med formidlingen, hvilket til fulde synes erkendt i et værk, der formår at introducere både dybdegående og bredt til et udvalg af begreber, navne og øvrige abstraktioner. For det andet så har Filosofisk leksikon også nedtonet antallet af referencer både internt i det pågældende værk, men også eksternt til andre værker. Hvor Politikens Filosofileksikon lænede sig op ad sekundærværker, hvor der kunne læses nærmere, har Filosofisk leksikon udtrykkeligt og eksplicit fravalgt sig dette. Det betyder, at udformningen af værket består formidlingens lakmusprøve til højeste karakter.

Dernæst handler det så om det substantielle, altså det, der rent faktisk står i de enkelte artikler og den grundtanke, som værkets substans er tænkt på. Her synes værket i høj grad at være tænkt i følgeskab til det enorme – og i mange henseender imponerende – værk Tankens magt, der kom for få år siden. Som det her ligger i titlen, så understreges det, at den vestlige tænknings hovedærinde i store træk har været en rationalisme, som har gennemsyret tænkningen siden Platon og Aristoteles – med undtagelse af (og dog alligevel med applicering i) middelalderfilosofiens teologiske vendinger. Men hovedidéen er, at tanken i sin erkendelsesmæssige kraft har været den styrende gestalt i vores tænkning, primært efter renæssancens initierende bortkastelse af teologiske lænker. Der er således genkommende skikkelser i dette værk fra Tankens magt, mens det mere erkendelsesmæssige fokus også sættes i centrum i Filosofisk leksikon.

Undertitlen på værket er i sin fulde mundfuld ”Den vestlige erkendelsesteori, metafysik, etik, logik, videnskabsteori og samfundstænkning”, hvilket for det første opstiller nogle klare prioriteringer, mens det samtidig samler en lang række videnskaber og tilgange under den samme hat. At værket er ”vestligt”, kan derfor selvfølgelig anklages for en slags eurocentrisme, idet andre tankegange med stor sikkerhed har været medvirkende til den vestlige tænknings udvikling, særligt den mellemøstlige idéhistorie har været både en årsag til visse metafysiske forestillinger i vesten. Det seneste halve århundrede har ydermere vist en vis affiliering mellem østlig, mellemøstlig og vestlig tænkning, mens særligt Islams tilstedeværelse i vesten proportionelt hermed har været årsager – både i negativ og positiv forstand – til forandringer i vores tænkemåder. Derfor er det i en vis grad et udtryk for eurocentrisme, at Islam ikke er et opslag i bogen, mens eksempelvis jødedommen er det.

Det er dog altid et spørgsmål om til og fravalgt, når et sådant værk skal kritiseres, og derfor skal vi her ikke fortabe os i sådanne. I stedet bør vi tage fat på opslagsværkets tankevækkende og nærmest logocentriske præmis: ”Filosofi er en videnskab”(s. 6). Det er i sig selv en påstand, der strider mod flere traditioner i filosofihistorien, men vigtigst af alt er dette en udelukkelse af alt det, der netop ikke er videnskab. Eller også trækkes de ting, som er svært videnskabeligt definerbart ind under en hat, som desværre ofte klemmer lidt. Videnskabeliggørelsen af metafysik, mysticisme, religiøse spørgsmål og æstetik er på den måde et udtryk for rationalismens overlegenhed, som i mange henseender viser sig at være yderst besværlig. Værket lægger sig derfor i slipstrømmen på Kantiansk erkendelsesteori, hvor fx æstetik er defineret som ”læren om sansningen” og ”sansningens mulighedsbetingelser” (s. 516). Nyere æstetik i dansk filosofitradition, hos fx Dorthe Jørgensen, får på den måde ikke plads i denne videnskabeliggørelse af æstetikken og andre tilstødende emner.

Man skulle derfor tro, når filosofi er en videnskab, at opslagene filosofi og videnskab derfor ville kunne give nogle gensidige forklaringsmodeller til dette skisma. Definition holder ved første øjekast stik, når vi kigger på filosofi, der defineres som ”en betegnelse for videnskab i bred forstand” (s. 143), men når vi så kaster blikket på videnskab sker noget andet. Videnskab defineres som et ”system af kundskab”, ”specialiseret, metodisk og systematisk forskning” og ”systematisk ordnet helhed af metodisk tilvejebragt og begrebsmæssig erkendelse” (s. 496). Her er det videnskab i yderst specifik forstand, hvor der intet nævnes om, at filosofien – der ofte netop har været en central udfordrer af videnskabens erkendelser – også er en videnskab. Derfor bliver værket på sin egen referentielle facon fanget på sit logocentriske ben – og det skal man have for øje, når man benytter sig af opslag i værket.

Det er dog kun et problem i det omfang, at man ikke selv arbejder rationalistisk og videnskabeligt – på trods af at mystikere, teologiske vendinger og modstandere af rationalisme nødvendigvis er medtaget. Det betyder, at de enkelte opslag i høj grad fungerer i deres egenart, som det jo er hensigten med et sådant værk. Værket vinder derfor især på graden af formidling. Det er et vedkommende supplement og en imødekommende substitut for en leksikalsk tradition, der trængte til opdatering.

64
Forrige anmeldelse
« Body Shape Bible - Find din fig... «
Næste anmeldelse
» Ivans krig - Den Røde Hær 193... »