I nuets spejl. Læsninger i Johannes V. Jensens digte er navnet på en omfattende, alsidig og underholdende antologi, der indeholder ikke mindre end 15 bidrag om det måske mest myteomspundne, fantasiæggende og roste poetiske forfatterskab fra det 20. århundrede, nemlig Johannes V. Jensens. Når Jensens lyrik har en så prominent plads i den danske litteraturhistorie, kan det synes lidt paradoksalt. For der er sammenlignet med andre lyrikere ikke ret mange digte.

Faktisk beror Johannes V. Jensens berømmelse som lyriker i hovedsagen kun på et værk, nemlig Digte 1906. Denne samling overgås så til gengæld næppe, hvad angår indflydelsen på senere dansk digtning, af noget andet værk. Her får man for første gang en samling prosadigte, hvor stilen er gennemført moderne med en fysiologisk og ikke-religiøs tilgang til tilværelsen og en bekendelse til det 20. århundredes teknologi. Og at slå fast, at de andre giganter fra 1900-tallets poesi såsom Tom Kristensen og Klaus Rifbjerg skylder forbilledet Jensen alt, er også en almen fastslået litteraturhistorisk kendsgerning.

Kan der da siges noget nyt om Jensens poesi, som tidligere har været behandlet i et dusin værker? Ja, må man slå fast, når man har læst den netop udkomne antologi. At få et klart overblik over, hvad værket indeholder, er imidlertid sin sag. For som med en del andre forfatterskabsantologier, er der tale om en stor rodekasse, hvor de forskellige bidrag peger i alle mulige retninger.

I en kategorisering af bogens bidrag kan dog alligevel pege på, at værket indeholder tre typer tekster. Den første type er de editionsfilologisk orienterede bidrag. For disse står tre af antologiens tre seniorer, nemlig Sven Hakon Rossel, Aage Jørgensen og Erik M. Christensen. Disse artikler, der med stor akkuratesse redegør for, hvordan Jensens digtsamlinger har været behandlet i dagspressen, eller hvilke forskelle der er på en række varianter af Jensens digte, er bestemt ikke dem i antologien, der har den største underholdningsværdi. Til gengæld vil disse bidrag utvivlsomt kunne bruges af initierede Jensen-forskere mange år frem i tiden.

Den anden gruppe af artikler er dem, der fokuserer på og nærlæser en eller flere poetiske tekster fra forfatterskabet. Blandt de meget læseværdige bidrag kan man nævnte Henrik Wivels analyse af digte på langs i forfatterskabet med henblik på at efterspore den ”sublime nihilisme”, som Jørgen Elbek i sin bog fra 1966 om digteren kun mente fandtes i ungdomsværkerne, og Anders Thyrring Andersens diskussion af den metafysiske længsel i forfatterskabet. Og så skal man også nævne Jørgen Elbeks seks sider lange koncentrerede pragtstykke, hvor Jensens desillusionerede forhold til kærligheden og det modsatte køn bliver sat på plads.

Endelig er der en gruppe essays i I Nuets Spejl, der beskæftiger sig med Jensens digtes forhold til andre ting. Særdeles veloplagt er Sten Klitgård Povlsens fremstilling, der handler om forholdet mellem Jensens digtning og Fritz Sybergs malerkunst. Og som om det ikke var nok, hvad angår det tværæstetiske, lancerer Povlsen også den tese, at man kan ”kalde stilen i ”Ved Frokosten” rap”. Selvom det kan virke lidt vidtløftigt at sammenligne Johannes V. Jensen med den moderne hiphop-kultur, så sad jeg i hvert fald og nikkede under hele Povlsens forklaring.

Ligeså øjenåbnende og original er Anders Ehlers Dams artikel, der bærer et skønt Jensen-citat som titel, der lyder: ”En syntese af annonce og bibel”. Her gælder det Johannes V. Jensens forhold til Walt Whitmans lyrik, og dette fine essay kan det, som de bedste komparative undersøgelser af litteratur kan, nemlig at profilere det særlige ved en digters stil ved at bringe den i et eksperimentelt modsætningsforhold til et andet forfatterskab.

Jeg har gemt et enkelt bidrag til sidst, nemlig Klaus Rifbjergs, der er et digt med titlen ”Denne Jensen”. Og selv om jeg er en ligeså stor fan af Rifbjerg som af Jensen, må jeg indrømme, at jeg synes, at det er et halvdårligt, uaktuelt og malplaceret digt. Strategien er, at Rifbjerg først nævner en hel masse negative ting om Jensen, som nogle angiveligt har ment, for så til sidst at slå fast, at digteren skriver fremragende. For det første er denne modsætning i den grad en banalisering af en nuanceret Jensen-forskning, som digtet ikke røber nogen form for kendskab til. For det andet har jeg svært ved at se, hvem der mon i dagens Danmark synes, at Jensen er ”en nazi”, ”en klodset mislykket elsker / der aldrig fik brugt sin pik”, ”en tosse” og meget andet. Vel næppe nogen, der kunne drømme om at læse Jensens forfatterskab eller den antologi, der netop er kommet om det.

At antologien nok skal få et publikum, er der imidlertid ingen tvivl om. Der er masser af guld at hente for enhver Jensen-læser i dette alsidige, inspirerende og underholdende værk.