I øjeblikket er skoledebatten præget af to lejre. Den ene hævder, at skole handler om læring og, at skolen skal være fokuseret på, hvad eleverne får ud af at deltage i undervisningen ud fra en række på forhånd bestemte mål – de såkaldte læringsmål. Den anden hævder, at skole handler om undervisning og at føre eleverne gennem stoffet på en måde, der afgøres af læreren.

Den første er fortaler for folkeskolereformen og den såkaldte ‘empiriske vending’ inden for pædagogikken (hvad der er evidens for). Den anden er i den grad imod, og henviser til, at det ikke handler om kompetencer og færdigheder, men derimod om dannelse og al det, der ikke kan måles og vejes - det normative vægtes her højest.

De to fronter står meget stejlt over for hinanden og kæmper om skolediskursen. Det er klart den første gruppe, der har overtaget og giver stemme til de uddannelsespolitiske vinde, der blæser over det meste af den vestlige verden, hvor det handler om at ligge så højt som muligt i PISA-målinger og andre tilsvarende ‘konkurrencer’.

Alexander von Oettingen, som er prorektor på University College Syd, prøver i sin nyligt udgivne bog Almen didaktik mellem normativitet og evidens at forbinde de to diskurser på en reflekteret og afbalanceret måde. Von Oettingen anerkender paradokset mellem evidens og normativitet (de to skolediskurser), og gør gældende, at netop paradokset er kendetegnet for skolen, som den har udviklet sig i det moderne.

Som von Oettingen skriver, så er det vigtigt, at skolen kan balancere det samfundsmæssige krav om kompetencer - fremtidens kompetencer - samtidig med kravet om bidrag til udvikling af frie og myndige individer, der tager del i samfundet. Dette kan nok opfattes som et paradoks, men som von Oettingen har vist i flere bøger, så er hele konceptet om skole bygget på paradokser. Vi ‘tvinger’ børn i skole for at (bidrage til), at de udvikler sig som ‘frie’ individer, er det helt grundlæggende paradoksale ved skole - eller ved al opdragelse kan man også sige.

Som forældre tvinger vi også vores børn, med henblik på, at de skal udvikle sig egensindigt. Som det hedder med tilslutning til Immanuel Kants Om pædagogik (2000): “Hvordan kultiverer jeg friheden ved tvangen? Jeg skal vænne min elev til at tåle en tvang mod hans frihed og skal samtidig selv lede ham i at bruge sin frihed godt.” (s.34) Dette står i et afsnit, der direkte hedder: Skolen er en tvangskultur.

Skole er kendetegnet ved en række grundlæggende paradokser, som blandt andet handler om, at man må gøre eleverne ufrie for at kunne gøre dem frie og man må gøre eleverne klar til ‘livet’ ved at afskærme dem fra det. Skolen skal gøre eleverne bekendt med verden ved at lukke dem ude fra verden. Viden i verden er kompleks, men i skolen kan man lave ‘skoleviden’, der er til at håndtere på det niveau, eleverne befinder sig. “Skolen repræsenterer ikke virkeligheden, som den fremtræder, men viser virkeligheden i en særlig medieret vidensform.” (s.124)

Og pædagogikken er paradoksal ved, at den skal anvendes for at forhindre børnenes frie læring for i stedet at kanalisere den hen i en retning, der vurderes af den voksne - eller systemet - til at være mere gavnlig for samfundet og for barnet selv. Man kan ikke forhindre børn i at lære. Gennem omgangen med sig selv, andre og omverden foregår der hele tiden en læreproces; en kognitiv og handlemæssig udvikling. Skolens opgave er blandt andet at forhindre denne vildtvoksende og ukontrollable læring for at retningsbestemme den. Det er derfor, vi har undervisning.

Undervisning handler om design af særlige rammer for hensigtsmæssig læring. Som sagt består også denne del i et paradoks: “‘At undervise’ er lærerens paradoksale forsøg på at frembringe noget i eleven, som eleven dybest set kun selv kan frembringe - nemlig det at lære.” (s.71)

“Almen didaktik” er bygget op af tre dele, der går på forudsætninger for undervisning (kaldet disciplinering), selve undervisningen og vejledning ud af undervisningen og ind i livet. Bogen er eksemplarisk for den, der vil have en grundlæggende og reflekteret introduktion til didaktikkens grundelementer. Bogens struktur kan illustreres således:

Det mest kontroversielle er nok bogens første del, som handler om og har fået titlen ‘Disciplinering’. von Oettingen taler for, at vi må genindføre selve termen disciplinering, da det er en grundforudsætning for undervisning. Disciplinering betyder etablering af indre og ydre orden. Viden er eksempelvis ordnet i discipliner, og besidder eller tildeles dermed en orden. Den anden side af orden er, at ordne eleverne på en måde, så de indgår i den orden, der er skolens og dermed undervisningens orden. En orden, der skal sikre, at der kan foregår undervisning rettet mod elevernes retningsbestemte læring.

von Oettingen peger på læreren som en, der må disciplinere eleverne, men disciplin er aldrig et mål i sig selv, men tværtimod et middel. von Oettingen opstiller tre principper for ‘legitime magtformer i skolen: “Disciplinering i skolen må kun være forberedende til undervisningen og ikke bestemme over, hvad eleverne skal lære i undervisningen… Disciplineringen er kun didaktisk og pædagogisk legitim, hvis hensigten er at muliggøre læringsprocesser…. Magten er altid kun midlertidig og ikke en permanent tilstand.”

Der er således tale om et krav om ‘klasseledelse’ fra lærerens side. Det kan være lidt vanskeligt at se, i hvilken udstrækning von Oettingen tager højde for den kreative side ved eksempelvis mere eksplorative undervisningsdesigns, hvor netop mangel på (central) ledelse og orden er et bærende princip. I betoningen af læreren som central autoritet kan man måske overse, hvordan der kan arbejdes med fravær af autoritet i en vekselvirkning. Måske vil von Oettingen blot sige, at netop fraværet af autoritet i visse læreprocesser netop forudsætter, at den er der, og at den kan etableres, når der er behov for den.

En lignende indvending eller problematisering kan man have i forhold til von Oettingens stærke betoning af, at skolen er afskærmet fra ‘livet’ eller ‘omverdenen’, og at det netop er denne afskærmning, der sikre ‘skoleviden’ og ‘skolelæring’, der er forudsætninger for barnets senere genindførelse i ‘livet’. For er det ikke også vigtigt, at skolen og undervisningen er og tager del i livet. Den åbne skole, hvor elever og lærere interagerer med og i omverden. Og hvad med et begreb som ‘autentiske læreprocesser’, hvordan skal det forstås, hvis skolen er lukket om sig selv? Igen vil jeg tro, at von Oettingens paradokspædagogik kan

Disciplin, skriver han også, forudsætter frihed og omvendt. Hele den pædagogiske og didaktiske tænkning hos von Oettingen er spundet ind i denne pædagogiske paradoksologi, som gennemsyrer hele bogen. Der sker på en efter min mening velafbalanceret og reflekteret måde, der på mange måder får sat refleksioner i gang hos læseren. Som formidlingsprincip fungerer paradokserne også rigtig godt, da det kræver ‘aktiv læsning’.

Der er rigtig mange gode indsigter og refleksioner om didaktik og pædagogik i bogen. Og dens fornemme bidrag til den diskussion, der foregår i øjeblik, består i, at von Oettingen faktisk formår at holde begge elementer - evidens og normativitet - i konstant dialog med hinanden. “Overordnet betragtet indeholder læreplaner således to intentioner, som skal bringes i balance. Det er både hensynet til den kulturelle og historiske viden og hensynet til samfundets fremtid”, skriver han eksempelvis på side 77. Og lidt senere (s.86) hedder det: “I forhold til viden er det afgørende at pointere, at undervisningens viden både skal føre til erkendelse af verden og deltagelse i verden.”