En engageret verdensborger, der går ind for lighed, frihed og velfærdsstatens sikkerhedsnet, er det, dannelse ifølge Peter Kemp handler om, hvilket kommer til udtryk i hans Løgnen om dannelse. Opgør med halvdannelsen.

Dannelsen står som den ledestjerne, der tidligere stod som formålet med uddannelse i en dansk sammenhæng. Opdragelsen i et demokratisk sindelag og en åben og solidarisk tilgang til omverden og medmenneskene har været et kendetegn ved den danske folkeskole i hvert fald siden inspirationen fra det antiautoritære ungdomsoprør slog igennem uddannelsespolitisk og samfundsmæssigt.

Bogen er et opgør med de tendenser, der går under navnet konkurrencestaten, hvor alt skal gøres op i, om det gavner den nationale konkurrenceevne både nu og i fremtiden. En række tendenser med især ‘den nye læreuddannelse’ og ‘Folkeskolereformen’ er eksempler på, hvordan man har reformeret grundlæggende samfundsmæssige institutioner udelukkende med henblik på konkurrenceevnen. Målstyret undervisning, kompetencebegrebet, læringsfokus osv. er elementer, der sigter mod at gøre elever og studerende til soldater i konkurrencestatens tjeneste(r).

Peter Kemp kommer med rigtig mange både gode og instruktive eksempler på, hvordan både læreruddannelsen, universiteterne og folkeskolen skæres til, så der ikke længere er mulighed for, at eleverne og de studerende kommer gennem en dannelsesproces, men derimod udelukkende udvikler konkrete metoder og kompetencer, der kan bringes i anvendelse i den globale konkurrence. Alt der ikke passer ind i snævre læringsmål og kompetencer sorteres fra. Fokus er udelukkende på det, der anses for vigtigt for arbejdsmarkedet – og ikke det, der er vigtigt for den enkeltes udvikling til solidarisk, dansk verdensborger – et selvstændigt individ, der kan indgå i samfundslivet.

Peter Kemp har fat i rigtig mange gode pointer i forhold til udviklingen inden for uddannelsessektoren, men desværre drukner de fleste af hans berettigede og indsigtsfulde pointer og fremstillinger i tung og nærmest latterlig ensidig retorik, hvor alt, der lugter af jakkesæt, slips eller – og nu bliver det slemt, og de sarte bør springe dette over – excelark, er af det onde. I retorikken er der kun plads til én holdning – Kemps – og alle, der ikke mener præcist som han, de er konkurrencestatslakajer, der blindt følger New Public Management-ideologien.

Interessant nok fremhæves Hal Kochs opfattelse af demokrati, som et væsentlig element i et dannelsesideal. Her citeres Koch: “Demokratiets væsen er ikke bestemt ved afstemningen, men ved samtalen, forhandlingen, ved den gensidige respekt og forståelse og ved den heraf fremvoksende sans for helhedens interesse.” (s. 96f) Men hos Kemp selv er der intet forsøg på at forstå ‘modstanderne’. Han opererer med en ren skabelon-agtig helt-skurk-dikotomi. Og skurkene som eksempelvis Jens Rasmussen tillægges alle mulige kyniske motiver til at gå ind for noget andet end Kemp.

Interessant er det også, at det dannelsesideal – som jeg finder både rigtigt og sympatisk – Kemp prædiker (for det gør han), er kalkeret over ham selv. Det er den veluddannede middelklasse, social-liberale, socialt bevidste og velfærdsstatstænkende med udsyn til den globale verden, der er målet med dannelse. Vi ser den let venstreorienterede del af De Radikale sammen med nogle ‘fornuftige’ SF’ere som idealet for dannelsesprojektet. Nationalister, som tror, at det handler om konkurrence mellem stater, er håbløst udannede i denne sammenhæng.

Nu er det jo en pamflet, Kemp har skrevet, og det berettiger naturligvis en del af retorikken. Men det fraværende blik for det vigtige i en kompetencetænkning, der også bør være tilstede i et samfunds uddannelser, gør, at Kemp fremstår som halvdannet. Romantisk har han blik for, at det handler om friheden, legen, kammeratskabet, men det gør det jo ikke kun. Godt at fremhæve det problematiske i at fjerne alle mellemrum, alle formålsløsheder osv., men det forekommer ikke at være særlig hensigtsmæssigt eller gavnligt helt at skære den del væk, som det sker hos Kemp.

Bogen er mest af alt et opblæst læserbrev, og det er også delvist sådan, bogen er blevet til. Den er stykket sammen af nogle indlæg, Kemp harmdirrende har skrevet som kommentarer til Folkeskolereformen og lignende. Det er muligt, at de fungerer (fungerede) som kradse indlæg i en debat, men som bog virker de som ureflekterede og banale beskyldninger og alt for lette anvisninger til en fremtid uden indhold eller konsekvens. Dannelse bliver for Kemp til en ideologisk konstruktion, der ikke (også) afgøres af den, der danner sig – De skal dannes i Kemps billede! Sådan kommer det faktisk til at lyde i bogen.

Ærgerligt, fordi det er vigtigt at diskutere, hvordan vi skal forstå dannelse, og hvad der skal til, for at de opvoksende generationer kommer gennem processer også i uddannelsessystemet, som kan bidrage til deres dannelse som borgere og verdensborgere i den kultur, som de kommer til at gøre til deres.