Den catalanske stolthed, F.C. Barcelona, hyldes i disse år for deres sprudlende, pasningsrige, offensive fodboldstil. Deres igennem årtier udviklede spilsystem, Tiki-taka (spansk: tiqui-taca), har gjort holdet til det måske mest seværdige i fodboldens verden disse år, samtidig med at klubben hjemtager pokaler på stribe. Denne unikke kombination af total standhaftighed på den offensive fodbolds vegne og stribevis af mesterskaber både nationalt og europæisk har gjort Blaugrana, som de kaldes, til en darling vidt og bredt.

Klubbens historie er interessant både sportsligt og politisk. Derfor har den også flere gange været genstand for bogudgivelser, herhjemme bl.a. med Tonny Vorm og Martin Tønners roste bog Den våbenløse hær. F.C. Barcelona vil dog ikke overlade hele beskrivelsen af klubbens historie til eksterne eksperter, og derfor har klubben selv udsendt nærværende bog, skrevet af Guillem Balagué, fodboldkommentator på flere forskellige medier, bl.a. Sky Sport. At Guillem Balagué er sympatisk indstillet over for klubben ses bl.a. ved, at han har skrevet den første officielle biografi om Lionel Messi, klubbens største stjerne gennem tiderne, og et portræt af klubikonet og mestertræneren, Joseph “Pep” Guardiola. Bogen er derfor heller ikke en kritisk gennemgang og kommentar til Barças historie, men derimod en hyldest til klubbens egne metierer, formidlet gennem talrige flotter billeder og dertil hørende kommentarer.

Bogen er bygget kronologisk op i seks kapitler, hvor tidsspandet bliver kortere og kortere jo tættere vi kommer på nutiden, hvilket er naturligt nok, da det særligt er siden ca. 1990, at F.C. Barcelona har sat sig på fodboldtronen. Bogen indledes med et kort kapitel om klubbens fødsel d. 29. november 1899, som den schweiziske immigrant, Joan Gamper, stod for. Klubben blev hurtigt etableret og fik mange fans. De blev så populære, at klubben inden længe måtte skifte hjemmebane til den nyanlagte Indústria-bane. Guillem Balagué fortæller her den sjove anekdote om, hvorfor Barças fans kaldes for “Los Cules” (bagdelene). For åbenbart var holdets popularitet så stor, at mange supporters ikke kunne være på stadion, men måtte sidde på tribunens øverste kant, så forbipasserende på gaden af den grund kunne se deres bagdel, når de passerede.

Klubben vinder sit første mesterskab i 1929, i den periode som ellers er klubbens sværeste. Den spanske borgerkrig i 30’erne og den deraf følgende politiske centralisering bevirkede en stigende marginalisering af bl.a. Catalonien. Der er stor diskussion om Franco-styrets forhold til Real Madrid, og hans behandling af F.C. Barcelona, men summa summarum er, at Barça i en årrække måtte kæmpe en kamp mod en overmagt, som de ikke kunne besejre på banen alene. Det affødte talen – eller myten – om klubben som “Més que un club” (mere end en klub), fordi klubben politisk, socialt og økonomisk blev betegnet som cataloniens oprør mod det centralistiske styre.

Bogen formidler klubbens historie, dens op- og nedture, gennem mange flotte og velvalgte billeder. De suppleres med tekst, der beskriver klubbens historie. Ind i mellem zoomer Guillem Balagué ind på nogle af klubbens legender og beskriver, hvorfor netop disse har særstatus i en klub med så mange legendariske spillere. På side 104 står vores egen Michael Laudrup som en klublegende. Det virker lidt spøjst, når han ellers stort set ikke nævnes i teksten. Nærlæser man teksten om Laudrup, så virker den også en anelse kølig, måske fordi han som bekendt skiftede til fjenderne fra Madrid. På den anden side: Luis Figo er også nævnt som legende, og han står alt andet lige i et ringere lys i Barça i dag, fordi det var så åbenlyst, at han primært skiftede til Los Blancos for pengenes skyld.

Guillem Balagués bog henvender sig til den trofaste culé, der gerne vil vide mere om sine favoritter. Vi andre bør søge en mere saglig og objektiv fremstilling af klubbens historie – hvis den slags overhovedet ønskes i fodboldens følelsesladede univers?