Det er noget særligt at læse Immanuel Kant. Det er som om, at den tyske tænknings stringens og kølighed udfoldes på ypperste vis her. Hvor Hegel bliver for dunkel, Nietzsche for usystematisk og Heidegger for strittende, har Kants skrifter en balance, der både gør dem læsbare, vedkommende og normsættende. Derfor giver det god mening, at Kants værker løbende bliver oversat til dansk. Tidligere har bl.a. Det lille Forlag og Hans Reitzels Forlag udgivet bøger af Kant, men nu tager Informations Forlag stafetten op. Informations Forlag er generelt ved at blive et af de mest toneangivende forlag inden for den faglitterære genre, og deres filosofiske serie indgyder efterhånden respekt. Dette omdømme mindskes ikke ved udgivelsen af Hvad er mennesket? Antropologi i pragmatisk perspektiv, oversat af myreflittige Claus Bratt Østergaard. Selvom disse forelæsningsnoter ikke når de tre kritikkers niveau i systematisk klarhed, eller Grundlæggelsen af sædernes metafysik i filosofisk insisteren, eller Den evige fred i aktualitet, så er det en fin og interessant bog, der nu står som et selvstændigt bidrag i det danske Kant-bibliotek.

Bogen indledes ved en “Præsentation” af Claus Bratt Østergaard, der primært sætter værket i forbindelse med det øvrige forfatterskab, særligt Kritikkerne. Bogen er derefter delt ind i to dele, første del “Antropologisk didaktik” (s. 31-224) og “Antropologisk karakteristik” (s. 225-288). Som det ses på sidetallene, er den såkaldte didaktik det, der egentlig fylder i bogen. Men hvad er antropologi egentlig? Østergaard gør i “Præsentationen” opmærksom på, at denne videnskab var helt spæd i den periode, hvor Kant holdt sine forelæsninger over emnet (1772-1796). Kant giver selv en slags defintion på emnet: “I antropologien er erfaringer fremtrædelser forenet under forstandens love” (s. 51). Sagt med Kants egne termer, så er det en videnskab, der arbejder med syntetisk a posterioriske sætninger (syntetisk = sammensat, a posteriori = efter erfaringen). I forhold til Kritik af den rene fornuft installerer Kant i denne bog et hierarki mellem forstanden som den “højere” erkendelsesevne og sansningen som den “lavere” erkendelsesevne (s. 116). Det giver et interessant indblik i udviklingen af Kants terminologi, og det er godt som læser at blive hjulpet på vej af Østergaards kyndige og kortfattede noter.

Kants metode er derefter at beskrive og undersøge disse fremtrædelser, hvad enten det er sanser, karaktertræk, intellekt eller følelser. Det gøres grundigt og med stærk sans for detaljen. Ofte overraskes man over de små træk ved mennesket, som Kant har fået øje på, og der er mange gode aha-oplevelser i bogen. Men det giver også bogen et noget fragmentarisk præg, som gør læsningen besværlig. Ofte vælder betragtningerne op på siden som vand af et kildevæld, og man bliver næsten forpustet af læsningen. Apropos systematisering, så ved jeg ikke, hvordan jeg skal få hold på alle de tanker, jeg bliver mødt med her. Det ligger selvsagt i foredragets stil, at det er mere løssluppent, men det kræver sin tålmodige læser at overskue mange af kapitlerne i denne bog.

Aktuel?
Bogen er underligt splittet mellem aktualitet og utidighed. Aktualiteten skyldes nogle af de universelle træk, som vi mennesker render rundt med (“De stærkeste drivfjedre i naturen er kærlighed til livet og kønsligt samkvem” s. 217). Utidigheden skyldes både kommentarer til forskningen, som ikke længere er relevante, men også nogle problematiske udsagn om kvinder og andre racer end den hvide (“Derimod er der ingen mand, der hellere ville være en kvinde” s. 255). Flere vil måske bemærke, at et venstreorienteret forlag som Informations Forlag sender en sådan bog på gaden, men det kan åbenbart legitimeres med Kants navn på ryggen.

Jeg er ret pjattet med bogens nysgerrighed, som måske kommer af den nye videnskabs spæde stadie. Kant skriver genialt på side 127: “Ellers er uvidenhed et bevis på en god forstand, så længe man blot ved, hvordan man stiller begavede spørgsmål (med henblik på at blive belært af naturen eller af et andet menneske)”. Amen til det. Og han kan med sine fine distinktioner også fremskrive et udsagn som: “Den poetiske kunst er et spil af sanselighed, der er ordnet af forstanden; veltalenheden er derimod en virksomhed ved forstanden, der er animeret af sanseligheden” (s. 180). Smukt! Hvad der generelt hæver Kants antropologi over en narcissistisk rus (som Svend Brinkmann har kaldt antropologien), er netop denne fine kølighed, som giver antropologien et frisk præg. Jeg er i hvert fald ret vild med den. Summa summarum er mennesket for Kant det rationelle dyr (animal rationale), der er kendetegnet ved sine tekniske, pragmatiske og moralske anlæg. Han sammenfatter derfor sin antropologi i følgende passus: “Mennesket er i kraft af sin fornuft bestemt til at leve i et samfund bestående af menneskelige væsner og til i dette samfund at kultivere sig, at civilisere sig og lade sig moralisere ved hjælp af videnskaberne og kunsten” (s. 277). Den udgangssalut skal have fuld basun også i dagens samfund – bogens fragmentariske status til trods anbefales bogen derfor alligevel på det varmeste.