Da jeg for et stykke tid siden hørte om Per Fibæk Laursens bog, Drop ambitionerne - og lav bedre undervisning, gad jeg ikke læse den. Jeg havde meget svært ved at se pointen i ikke at være ambitiøs i forhold til undervisningen i vores skoler. Jeg kunne og kan ikke se, hvordan det kan være et mål at være uambitiøs i professionelle sammenhænge. Når jeg hørte folk med tilslutning henvise til bogen, fik jeg forståelsen af, at det for lærere handler om at gå imod ideen om, at også de kan og skal udvikle sig og deres professionalisme. For mig lød det mere som en selvtilfreds konstatering om, at tingene har fundet deres rette leje, og lige præcis nu kan man godt sætte al udvikling i stå. Altså forestillingen om, at historien stopper med mig. Jeg, vi, vores tid – fra da jeg blev cirka 30 – er historiens endepunkt og har egentlig også hele tiden været dens formål. Det lå i urhistoriens kim, the big bang eller skabelsen, at det skulle kulminere og stoppe med mig, som også Hegel konstaterede med sin tid.

Nu har jeg alligevel læst Drop ambitionerne – og lav bedre undervisning, og det har på mange måder været en interessant læseoplevelse. Per Fibæk Laursen skriver godt og får nogle interessante perspektiver frem. Laursen gør op med den evige jagt på og kritik af lærerne. Alle de udefrakommende krav og meninger om, hvad god undervisning er, der kommer fra interesseorganisationer, forældre og politikere, giver så meget støj, at lærerne har svært ved at koncentrere sig om deres væsentligste opgave: at engagere eleverne, så de lærer noget og trives med det. Ikke mindst Folkeskolereformens krav, men også de forskellige pædagogiske strømninger i tiden, gør lærerne stressede, og de bliver hele tiden presset til at forsøge at følge med i forhold til krav og forventninger, som kommer udefra. De skal differentiere undervisningen, eksplicitere krav til eleverne og hver enkelt elev, inkludere flere og flere elever, arbejde med nye undervisningsformer, bruge nye teknologier og så videre. Men det er helt forkert ifølge Laursen: “Hvis lærerens energi koncentreres om det basale undervisningshåndværk, vil undervisningen blive bedre, end hvis hun stræber efter at realisere de idealistiske ambitioner.” (s.9f)

Og det er sådan set bogens pointe og bærende ide, og det får forfatteren til at komme med et forslag, der kan give lærerne arbejdsro: “Jeg foreslår i stedet: Lad alle os, der er uden for skolens dagligdag, holde igen med at opstille ambitioner på lærernes vegne. Lad os se skolens virkelighed i øjnene og lad os lytte til lærerne.” (s.22) Det er lærerne, der ved bedst – både i forhold til, hvad eleverne skal lære, og hvordan de lærer. Og det gør de, fordi de står med ansvaret for den daglige undervisning og dermed også har erfaringerne med, hvad der virker hvornår og for hvem – og desuden ved de eller kan de mærke, hvornår deres sædvanlige metoder ikke er nok, og så er de i stand til at improvisere, så de alligevel kommer i mål med, hvad de vil(le).

Dette budskab kan mange lærere nikke genkendende til. Og det er da også åbenbart, at lærerne helt urimeligt er blevet gjort til jaget vildt i en offentlighed, der går efter lette forklaringer og løsninger på alt. Det er blevet en selvindlysende ‘sandhed’, at det går skidt med de danske elever, og at det er lærernes skyld. Og det selvom hverken det første eller det andet har noget på sig. Jo, danske elever ligger ikke nummer et i PISA-målingerne. So what? De ligger jo heller ikke i den tunge ende, men ligger faktisk OK. Og er PISA-testen overhovedet en konkurrence, det er vigtig at vinde? I forhold til lærernes del af skylden, så har den danske folkeskole været udsat for det ene efter det andet politiske pres, ligesom rammerne for skolen hele tiden ændrer sig. Lærerne er presset på tid og opgaver, og de klarer det faktisk ganske godt, selvom de alt for ofte bliver ramt af stress, blandt andet som følge af de mange krav, der trækker i forskellige retninger.

Derfor er Per Fibæks Laursens opråb vigtig og værd at lytte til.

Hvad er bogens anliggende?
Men det kan være lidt vanskeligt at afgøre, hvad præcist i hans bog, det er værd at lytte til. Genremæssigt er det faktisk en meget uklar bog. Er det et uddannelsespolitisk indlæg, der primært vil sige, at vi bliver nødt til at frede skolen og lade dem, der er inden for skoleverdenen få arbejdsro? Det skal hverken politikere eller offentligheden blande sig i. Og: Selvom Laursen beder offentligheden holde sig tilbage – eller helt holde sin kæft – gør han det så også selv? Eller er bogens ærinde at vise, at uddannelsesforskningen har nogle bud på, hvordan man kan gøre undervisningen og dermed skolen bedre? Der er mange henvisninger til, hvad forskningen siger – og man kan så spørge: må forskningen have indflydelse på, hvad skolen er og lærerne bør gøre – er det ikke bare andre udefrakommende krav? Og hvori består problemerne med ambitionerne på skolens vegne. Laursen kalder hele tiden andres krav til skolen for idealistiske ambitioner, og det er selvfølgelig nemt at se, hvorfor man ikke skal være idealistisk – eller hvad? Betyder idealisme, at det er dårligt.

Bogen svinger mellem forskellige positioner at tale fra, men en pointe bliver klar gennem bogen: forskningen viser ifølge Laursen, at ingen nye tiltag, på nær variation i undervisningen, ikke bidrager til bedre undervisning. De gør normalt heller ingen skade, så man kan godt anvende cooperativ learning eller læringsstile, hvis det er det, man har lyst til. Undervisningsformen betyder nemlig intet i forhold til elevernes læring.

Den gode undervisning er, som Laursen slår fast i begyndelsen af bogen, midt i bogen og sidst i bogen: Det klassiske undervisningshåndværk: “Det, som for alvor betyder noget, er klassiske dyder: en engageret lærer, der formår at gøre stoffet vedkommende og interessant for eleverne, og som har dialog og gode relationer i klassen. Hvis disse grundlæggende kvaliteter er i orden, er der ikke noget galt med tavleundervisning. Man kan roligt droppe ambitionerne om de avancerede og raffinerede metoder. Ikke, at der som sådan er noget galt i nye og avancerede metoder, de gør blot ikke den store forskel … Afveksling, tilpasning til mål, indhold og elever betyder, at der ikke er noget generelt svar på spørgsmålet om, hvad der er den gode undervisningsform. Svaret er i stedet veluddannede, erfarne lærere med et stort repertoire af former og metoder og med frihed til at vælge og improvisere.” (s. 95 og 99) Og dette er så Laursens bud, og som han også konstaterer: “Langt fra alle lærere magter at levere god undervisning.” (s.116) Dette kræver teamsamarbejde, siger han. Var det en del af det klassiske undervisningshåndværk – eller er det en ‘idealistisk ambition’: Peer-to-peer-learning, observation af andres undervisning, osv. Og hvad betyder varieret undervisning? Det er ikke idealistisk eller ambitiøst? Så ambitionerne og presset på lærerne skulle alligevel ikke droppes. Det var bare de andres idealistiske ambitioner, det var galt med. Det er også denne vending, som hele tiden ligger i bogen, der gør den uklar. Laursen, som placerer sig selv uden for skoleverden, vil alligevel være den, der kan og må stille krav.

Et andet problem i Laursen kritik af udefrakommende krav er, at han hele tiden ser det som krav til lærerne – han tager et lærerperspektiv. Men de krav, offentligheden stiller, stiller den ikke til lærerne, men til skolen. Det er op til skolen og dermed de rammer, der gives for skolen, at honorere kravene. Ved at Laursen påtager sig rollen som talsperson for lærerne, underminerer han sin egen position. Han accepterer så at sige debatten mellem lærerne på den ene side og debatsidernes offentlighed på den anden. Men den position kan han alligevel ikke holde som skrivende forfatter, hvilket bidrager til bogens uklarhed.

Det har været interessant at læse Drop ambitionerne. Der er mange gode diskussioner i bogen, og forfatteren henter mange interessante pointer om undervisning frem. Bogen er primært en debatbog, og på den måde opfylder den sin funktion, selvom jeg ikke synes, Laursen gør det tydeligt, at det er sådan en bog, han har skrevet. Jeg finder, at bogen forsøger sig med mange forskellige iklædninger, hvilket for mig gør den uklar. Jeg synes grundlæggende, at bogens største problem er, at den på den ene side vil afvise offentlighedens indblanding i skole- og undervisningsforhold og på den anden side foreskrive, hvad lærerne og skolen bør gøre undervisningsmæssigt. Der mangler endvidere anvisninger på, hvordan klassisk undervisningshåndværk konkret kan se ud i forhold til en ændret historisk kontekst.