Den pensionerede gymnasielektor, Preben Brock Jacobsen, har sat sig for at undersøge mediernes omtale af kristendommen. Særligt omtale af kristendomskritikken og -apologetikken. Det er der kommet en engageret og interessant lærebog ud af, som retter sig mod gymnasieskolens religions- eller medieundervisning. Bogen er fyldt med opgaver, som stimulerer diskussionslysten og applicerer bogens stof. På det område er bogen flot komponeret.

I første kvalitative del identificerer Jacobsen fem former for kristendomskritik i pressen, som modsvares af fem former for apologi. Ideen er her at vise, at der er en mangfoldighed af tilgange til både kritik og forsvar. Èn af Jacobsens gentagne sociologiske iagttagelser er, at kristendommen i bestemt form ikke findes, derimod kristendomme. Analysemetoden er den stærkt diskuterede diskursanalyse, som ideologisk passer som fod i hose med Jacobsens facetterede kristendomsbegreb. Diskurserne kan afsløres og afdækkes som bestemte strategier til italesættelse af virkeligheden, men hvad der ikke bliver klart er, om Jacobsen herefter mener, at selve afsløringen af en given diskurs underminerer dens tale? Logisk set gør den jo ikke.

Ellers er den første del en interessant beskrivelse af forskellige debatindlægs omtale af kristendommen. Jacobsen gennemgår den klassiske tyske religionskritik (Feuerbach, Marx), ny ateisme (Dawkins, Lone Frank), og forskellige andre intellektuelle indvendinger. De modsvares som sagt på forskellig vis, og Jacobsen er god til at beskrive de forskellige tilgange på en nøgtern måde, der dog stadig er læsevenlig.

Modernitetskristendom
Bogen benytter dog en snu retorisk strategi, som ikke huer undertegnede. Det virker som om, det er Jacobsens anliggende at vise, at hvis blot man forstår kristendommen som “modernitetskristendom”, så undslipper man kritikken. Fordi denne særlige form for kristendom både er selvkritisk og tilpas udefinerbar kan den ikke rammes af andres kritik. Hvis Gud ikke er en metafysisk person og Bibelen kun er poesi, ja, hvis modernitetskristendommens egne folk ikke kan definere troens indhold og genstand, så har man reelt intet sagt. Hvis Gud er alt (som i panteismen), så er han ingen. Hvis Gud er ingen (som i ateismen), så er han ingen. Jacobsen vil sikkert hævde, at det er fordi jeg misforstår modernitetskristendommens anliggende, men han hjælper mig så heller ikke til at forstå det nærmere (overvej fx hvad der reelt menes, når man bruger termer som “kristen ateisme” eller “non-teisme”). Det kunne være relevant, hvis Jacobsen diskuterede kristendommens eidetiske variation (jf. Husserl). Dvs. hvor meget kan kristendommens form (gr. eidon) ændres, inden det ikke længere kan rubriceres som kristendom? Jacobsen vil hævde, at man ikke behøver en Gud for at tale om kristendom. Hvad er kristendom så? Det bliver noget miskmask i mine øjne.

Mediernes slagside
I bogens anden del – en kvalitativ del – har Jacobsen undersøgt fem dagblades omtale af kristendommen fra 2009-2014. Det er beskrevet både som en øvelse i brugen af programmet Infomedia og som en genuin undersøgelse af mediepraksis. Resultaterne er interessante, for de viser, at de borgerlige aviser, JP og Berlingske, ikke rummer så megen religionskritisk stof som de ‘røde’, Politiken og Information. Det er dog ikke essensen for Jacobsen. Han mener, at den problematiske slagside i stedet er den manglende brug og applicering af den ovenfor omtalte modernitetskristendom. Medierne fokuserer oftere på klassisk metafysisk kristendom, både hvad angår kritik og apologi. Som læser skal man huske på, at det er Jacobsens egen taxonomi, der ligger til grund for databehandligen, hvilket naturligvis kan gøres anderledes. Jacobsen har dog sikkert ret, for som han selv skriver, så er der pga. modernitetskristendommens indre kritik af kristendommen ikke megen nyhedsværdi i den.

Samlet set er bogen både en fornøjelse og en irritation. Jacobsens egen position burde være uddybet med de kritikpunkter, der intuitivt melder sig. Ellers er bogen et interessant eksempel på en vedkommende lærebog, som mange gymnasieelever forhåbentlig stifter bekendtskab med – og lærer at diskutere kristendom på et sagligt grundlag ud fra.