Humaniora har været i miskredit de seneste årtier, men nu tager nogle af branchens skarpeste æggehoveder til genmæle. I en slags kampskrift forklædt som grundbog tager humanisterne kampen op for at vise, at viden og videnskabelighed også bedrives kreativt og rentabelt inden for humaniora. Bogen er kronen på arbejdet for forskningsprojektet Humanomics, mapping the humanities, som ledes af Frederik Stjernfelt og David Budtz Pedersen, KU.

Antologien er spækket med velskrevne artikler, der giver gode aha-oplevelser og perspektiver på den videnskabsteoretiske debat. Nogle gange fordi man erhverver ny indsigt, andre gange fordi der bliver sat ord på “fornemmelser”, man har gået med. Et eksempel på det sidste kommer allerede i indledningskapitlet. Her beskrives den teoretiske tilgang, som pt. hersker blandt danske humanister. En såkaldt “teoretisk eklekticisme”. Hermed menes, at forskerne ikke knytter til ved én bestemt skole eller teoretiker, men kreativt bruger fra mange forskellige tilgange. Hermed sættes der ord på en fornemmelse, jeg har haft længe – jeg har ganske enkelt haft svært ved at kortlægge dansk humaniora – og det er meget nyttigt. Hvor tidligere lærebøger, som fx Humanistisk videnskabsteori af Finn Collin og Simo Køppe, gør en dyd ud af at gennemgå de forskellige forskningstilgange systematisk, gør denne bog noget andet, nemlig fokuserer empirisk på den brug, der reelt er på området.

Hele bogen er læsværdig, men enkelte kapitler står i mine øjne ud. Svend Østergaards artikel om humanistiske forskningsstile er et glimrende oversigtskapitel, som indkredser forskningstilgange, -objekter, -data, ol. Her påpeges også humanioras vanskelige udfordring, nemlig at forskningsobjektet – den menneskelige kulturproduktion i bred forstand – er i konstant forandring. En anden fremragende artikel er Lasse Horne Kjældgaard og Jens Bjerring-Hansens artikel om humanioras infrastruktur. Det geniale ved det kapitel er, at en meget klassisk disciplin inden for humaniora – produktionen af leksika, ordbøger, encyklopædier – sættes i en ny ramme ved at inkludere “digital humaniora”, som netop udfordrer og optimerer de klassiske redskaber. Her diskuteres også grundigt, hvorfor digitaliseringen af forskningsværktøjerne (de ovenfor nævnte) kan være med til at rykke kvaliteten af humanvidenskaberne til nye højder. Et sidste eksempel på en stimulerende artikel er det afsluttede indlæg af David Budtz Pedersen og Finn Collin om tværfaglighed og forskeruddannelse. Her er pointen, at hvis tværfaglighed reelt skal producere ny viden, så skal der tilføjes mere kognitiv og økonomisk kapital til de enkelte projekter. Ellers looper vi bare den viden, vi allerede har.


Kampen om disciplinerne rummer et væld af spændende perspektiver, som nok kan rehabilitere humanioras betydning i manges øjne, men jeg ser også en række udfordringer for bogen. Min fornemmelse (sic!) er, at forfatternes samlede tilgang er mere “eksakt”, end den er for de fleste humanvidenskabelige forskeres vedkommende. Selvom den videnskabelige tilgang er blevet eklektisk, så er der stadigvæk mange, der knytter til ved postmodernistiske, dekonstruktivistiske, socialkonstruktivistiske, nominalistiske, etc. tilgange. Fælles for disse tilgange er, at de netop undsiger sig det eksakte. Der er enkelte kritiske bemærkninger til disse tilgange i bogen, men et samlet opgør tages ikke.

En anden udfordring er, at bogen hævder, at humanvidenskaberne bærer samme grad af videnskabelighed som natur- og samfundsvidenskaberne. Men præcis hvad de mener med det (også i forlængelse af den førstnævnte udfordring), kunne godt bruge en uddybning. Den hollandske humaniorahistoriker og polyhistor, Rens Bod, leverer en spændende analyse og forsvar for dette i A New History of the Humanities (Oxford University Press, 2014), som måske med fordel kunne være inddraget. Stjernfelt kender den i hvert fald, for han anmeldte den for nylig i Weekendavisen.

En sidste udfordring. Netop nævnte Stjernfelt har et glimrende eksempel på begrebsdannelse – abstraktion – i humaniora i kapitel fem, men svarer dog ikke på humanioras måske største problem i dag: at sprogdragten for udenforstående virker hermetisk lukket og dunkel. Hans Ulrich Gumbrecht nævnte i juni måned til en forelæsning hos Humanomics, at humaniora må tale klarere (“with clarity”), hvis der skal sikres appel. Nogle ting er så komplicerede, at de ikke kan siges letfatteligt (fx Levinas’ fænomenologi). Dog er megen humanistisk forskning iklædt et sprog, som umuliggør en dialog med den brede befolkning. Måske er det heller ikke det, man ønsker?

Kampen om disciplinerne er et kærkomment værk, som italesætter en spændende problematik og også kommer med mange kompetente bud på, hvor humanistisk forskning skal gå hen. Den diskussion er værd at tage – må den debat få mange oplyste deltagere.