Jan Grue forsker i sociologi og her ikke mindst i den del, der handler om, hvordan forskellige mennesker situeres – altså forstås på en måde, der er med til at definere dem, deres væren og handlinger. Han er særligt interesseret i “funktionshæmning” og “funktionshæmmede” som en kategori – kategorisering – af mennesker, der er kendetegnet ved at visse af deres kropslige funktioner er nedsat eller hæmmede.

For Grue er det interessante, hvordan en kategorisering er med til at bestemme sit indholds måde at fungere på. Den måde, vi “italesætter” noget på, er en del af det italesattes funktionsmåde. Jeg ser på dig og er dermed med til at bestemme, hvad du “er” og “kan”. Tilsammen med alle mulige(s) andre(s) italesættelser – eksplicit og implicit – etablerer dette en diskurs.

Foucault var nok den, der gjorde diskursbegrebet kendt i en bredere sammenhæng. I Diskursens orden (eller Talens forfatning, som den kom til at hedde i første danske oversættelse) beskriver han, hvordan der er mere eller mindre usynlige regler for, hvordan noget kan omtales og ikke mindst: hvem der må sige hvad i hvilke sammenhænge.

Diskurs er en omgangsform, hvor nogle “forståelser” er blevet så “naturaliserede”, at vi ikke kan “se” dem. Vi tror, vi taler om ting og forhold “i sig selv”, men dybest set taler vi om dem på måder, som er blevet almindelige.

Denne forståelse er udgangspunktet for Jan Grues lille bog “Teori i praksis. Analysestrategier i akademisk arbeid”. Bogen falder i to dele. Den første forholder sig til, hvad teori er for en størrelse, og hvordan man ikke kan undgå teori som en måde at se verden på – som en måde at kategorisere elementer i verden og se sammenhænge i den. Den anden undersøger, hvordan teori og diskurs er med til at bestemme, hvordan vi ser på folk med funktionshæmning, og hvordan de ser sig selv.

Der er en indlysende sammenhæng mellem de to dele, men alligevel er det bogens største svaghed, at den i den første del forholder sig alment til teori som kritisk diskursanalyse, mens anden del handler om italesættelser af funktionshæmmede. Den første del lægger op til en grundigere diskussion af, hvad teoribegrebet betyder i akademisk arbejde, og derfor kunne man forvente, at der vil blive gået mere i dybden med det. Eksempelvis kunne det være fint med en diskussion af forskellige videnskabshistoriske traditioner og deres sammenhæng med forskellige faglige traditioner. Men Grue bliver stående ved helt almene (almindelige) betragtninger over, at man ikke kan bestemme noget uden et sæt eller system at bestemme dem ud fra – altså en kategorilære.

Og det er helt fint og nødvendigt at vide, når man begynder som studerende. Men teoribegrebet er jo langt mere omfattende og forgrebet – nuanceret – end dette.

I anden del forstår man, at teoridiskussionen i første del egentlig blot skal begrunde måder at tale om funktionshæmning. Det er for så vidt også udmærket, men for den alment interesserede studerende bliver det så nok lidt for specifikt, så det brede sigte, bogen helt åbenlyst har, bliver til et fagspecifikt fokus.

Bogen er en fin introduktion til teoribegrebet, men indholdet svarer ikke til en bogudgivelse. Der er tale om en mindre introduktion til akademiske nybegyndere – førstedelsstuderende. Grue får det til at fylde alt for meget, og han virker alligevel ikke interesseret i akademisk arbejde i almindelighed, men har sit specifikke interesseområde.

Det er naturligvis helt legitimt. Alligevel finder jeg, at titlen er lidt “falsk varebetegnelse”.