Det vrimler med biografier og samtalebøger lige nu. Og man skal ikke have bedrevet meget væsentligt for, at man er ”biografisk egnet”. Især er man oplagt, hvis man har lavet noget rigtigt skidt, noget med en masse anstødelige episoder og detaljer.

Sådan er det ikke helt med Kjeld Holms nye bog om hans ven, teologen og filosoffen Johannes Sløk, Mennesket er en misforståelse. Mit venskab med Johannes Sløk . Bogen kommer sjovt nok, men vist ikke planlagt, lige efter at en anden bog om en anden stor Århus-teolog, K. E. Løgstrup, er udkommet. Sløk stod både dengang og nu altid lidt i lyset af Løgstrup, hvis tanker var mere spiselige i mange kredse. Også som person var Sløk problematisk, især når det gjaldt mødet med andre mennesker, og han kunne optræde på en gang charmerende, medrivende, arrogant og direkte modbydelig, og han var bevidst om det – det kunne endda antage karakter af at være rollespil. Men over for de få nære venner var han omsorgfuld og betænksom. Kjeld Holm hørte til en af de få, og han har med egne dagbogsnotater og Sløks efterladte papirer samt hukommelsen skrevet en ganske fantastisk lille bog om venskabet med lærermesteren, både ærlig og reflekteret. Det er ikke en traditionel biografi eller monografi over et forfatterskab, vi har med at gøre her, men en begavet, indlevet og personlig beretning om et venskab med en mand og de tanker, det uundgåeligt måtte føre med.

En bærende tanke, der også er bevidst styrende for hele bogen, er nemlig, at mennesket Sløk må med for at forklare, ”hvorfor hans tænkning blev, som den blev”. Sløks forfatterskab kan derfor ikke, som nogle litteraturfolk mener, tolkes, ”uden man ved noget om forfatteren”. Hvis det så stemmer, så er det er vigtig bog for hele receptionen af Sløks forfatterskab, og ”genren”, at tale om et venskab, er en særdeles passende indgangsvinkel.

Sløk hører til en af de fornemmeste fortalere, vi har haft for eksistensteologien, her i landet, og hans eget forbillede var ikke så mærkeligt derfor Kierkegaard, og udgangspunktet for filosofien er derfor, at der ikke på forhånd er givet nogen mening med tilværelsen, og at det bliver det enkelte menneskes ansvar at finde den. I modsætning til skabelsesteologien går det derfor ikke ud på at beskrive de meningsgivende instanser i verden (fx Løgstrups suveræne livsytringer), men at finde ud af, om det i det hele taget er muligt at finde sådanne – eller om de bare er indbildning.

Holm gør en del ud af at vise, hvordan denne forskel mellem Sløk og Løgstrup først og fremmest udsprang af nogle psykiske tilbøjeligheder, mens deres projekt så at sige var det samme. Projektet kan formuleres som noget i retning af at beskrive Guds og religionen mulighed i et samfund, hvori individet står som ”den endelige instans” – altså det moderne menneske. Men hvor verden på forhånd har en mening og er harmonisk hos Løgstrup, er den hos Sløk tragisk-komisk – mennesket er en misforståelse, for dets plads i verden er ikke defineret på forhånd og ”der er ikke nogen vejledning med til det”.

Det gjorde sig gældende i hele Sløks person. Livet blev et spil, hvor man måtte finde forskellige masker frem for at begå sig, og hvor det ikke var til at vide, hvem han var inde bag facaden. ”En vismand – i pokerdragt”, som vennen Ebbe Rode skriver om ham i en lejlighedssang. Pointen i starten af bogen er endda, at han simpelthen ikke kunne være én person. Han var ligesom de tragikomiske dramaer, som han satte stor pris på, fyldt med modsætninger og tvetydigheder. Da menneskets rolle i verden ikke er defineret, må det hele tiden være til ”i en spørgen om, hvad det vil sige, at det selv og verden er til” og mennesket kan derfor måske være ”et stykke degenereret natur”, der ikke aner sine levende råd.

Sløks teoretiske udgangspunkter kunne derfor heller ikke blot være teologien, men måtte være idéhistorien – et fag som han selv kom til at stå som konstruktør af, da det blev en formaliseret som uddannelse i Danmark. Moral, værdier og lignende var for Sløk alene kulturelt manifesteret, og disse var derfor en skinverden, man måtte søge at komme neden under. Spørgsmålet blev derfor: ”Hvordan finde en virkelighed, når alt synes skin eller konvention?”. Men det kunne ikke løses som filosofferne hidtil havde gjort, for alle disse er endt i metafysikken og med én guddommelig instans, og det ville Sløk naturligvis ikke.

Afskyen for ”moral” og ”værdier” mener Kjeld Holm også kom til udtryk i Sløks liv. Uden at gå i detaljer beretter Holm om Sløk som en, der, uden at modsætte sig det, i perioder var styret af lysten, og som var ganske amoralsk over for de to kvinder i sit liv. Sløk havde i flere år et forhold til en yngre kvinde samtidig med, han var gift. På et tidspunkt brød han med konen og flyttede sammen med den yngre kvinde, Hanne, og de fik en søn sammen. Efter at have levet sammen i fire år forsvinder Sløk pludselig – uden forklaring overhovedet. Han vendte tilbage til sin kone, der tog imod ham. Det helt uforståelige var, at Sløk aldrig så sin søn igen. Sønnen blev kort efter bruddet syg af kræft og døde kort efter – Sløk viste sig ikke til begravelsen.

Holms forklaring går på, at han simpelthen var blevet for lykkelig sammen med Hanne til at kunne fortsætte med at skrive. I årene derefter følger da også en lang række bøger, der udkom med små mellemrum, så produktivitet har det da skabt.

Kjeld Holm lægger ikke fingre imellem, når han på den måde søger at komme rundt om Sløk og venskabet med ham. Både Holm og Sløk selv mente, at Sløk til trods for sin genialitet manglede noget i sit væsen og dermed i sine bøger – heri aner man også, at det netop var udslagsgivende for, at Sløk ikke som Løgstrup kunne tage de instanser op til overvejelse, som giver mening i verden. Sløk vidste godt, at det var en mangel ved ham, men uden først at have fundet sin egen mening kunne han ingen steder komme.

Bogen er struktureret efter nogle bestemte emner og er ikke kronologisk bygget op. Ganske fint starter vi med ”Døden” for derefter at tage fat på de andre emner, der både kendetegnede Sløks liv og tænkning. Det er ikke uden grund, vi starter, hvor vi starter. Sløks udgangspunkt var jo, at menneskets gøren beror på valg og ikke andet – end døden – ”Døden var den eneste, han skulle! Alt andet beroede på valg”. Det må derfor være udgangspunktet – også for bogen.

Holms ærinde gennem resten af bogen består så i at vise, hvordan Sløk via en kringlet vej fandt vej til ham selv og til Gud. Det blev en stadig refleksion, for en pointe for Sløk var, at en søgen efter Gud er en søgen efter sig selv, og denne kan aldrig falde til ro. Holm mener dog, at Sløk til slut fandt en vis ro. Tankegange er alt for omfangsrig til at blive beskrevet her, men en essens er, at Sløk fandt sig til rette med myten som en slags ”fast grund”. I et opgør med rationaliteten beskriver han derfor det religiøse sprog som det første sprog, og det er et sprog hinsides al rationalitet – og det behøver derfor ikke begrundelse. Holm kommer elegant om ved denne del, men i al sin kompleksitet får det dog et par løse ender – men det er vel også meningen med den slags sprog. Men Sløk finder altså en slags ro med bevidstheden om, at vi netop ikke kan forklare dette sprogets mirakel.

Netop her kommer Sløk til at ligne Løgstrup en del, og et helt kapitel i bogen er da også helliget til at beskrive det komplicerede forhold mellem dem, og det er efter min mening en af bogens største fortjenester. Hvor Ole Jensen i sin bog om Løgstrup fejer Sløk lidt af som en flab, så mener Holm at de to teologers tænkning både supplerer og er blevet til i en slags dialektisk forhold – og det er super godt gjort.

Jo, Sløk levede et tankevækkende liv og skrev dermed tankevækkende bøger, og Kjeld Holm har formået at få det væsentlige frem i begge dele. Og det væsentlige er ikke biografiske og usømmelige detaljer, men historien om et menneske, der på ingen måde gik på kompromis, men hvis hele liv kom til at dreje sig om at forstå sig selv. Når man ellers læser biografier, så sker det som regel, at man efter kort tid kun husker et minimum af den række begivenheder og ting, der er beskrevet. Ikke at jeg har læst den, men jeg tvivler på, at hovedparten af de, der har læst Stig Tøftings bog, om de ting han ikke fortryder, husker de fleste. Sådan er det ikke med bogen om Sløk. Her drejer det sig ikke om, hvad han gjorde hvor og hvornår, men om hvorfor det blev så magtpåliggende for ham at finde ud af, hvem han var. De usømmelige ting, der heri er beskrevet, er ikke beskrevne for anekdotens skyld, men har simpelthen grund i en uhyre reflekteret livsopfattelse – spørgsmålet om ”hvem han selv var, bandt det hele sammen”. Og det glemmer man ikke lige med det samme.